BT erfarer, at golfspilleren Søren Hansen har fået afslag fra Den Særlige Klageret til at få sin straffesag genoptaget.

Dermed synes alle muligheder udtømte for golfspilleren, der i 2010 i Københavns Byret fik en dom for uagtsom skatteunddragelse for perioden 2002-2006 og idømt en bøde på 8 mio. kr..

Søren Hansens advokat Michael Amstrup bekræfter afslaget over for BT, og han kalder det ærgerligt rent ‘retssikkerhedsmæssigt’, at sagen nu aldrig kan blive bedømt af skattekyndige ud fra, det han kalder en rigtig præmis.

Læs også: Søren Hansen brød sammen i retten

- Landsskatteretten har siden byrettens afgørelse bekræftet, at Søren Hansens skattepligt var ophørt ved udrejsen, og at der således er tale om en tilflyttersag, hvor der gælder nogle helt andre regler end dem, byretten lagde til grund for sin afgørelse. Mit udgangspunkt for genoptagelsessagen var, at byretten ikke havde taget stilling til denne afgørende forudsætning.

- Med det udgangspunkt - og senere Camilla Vest-sagen og det nye styresignal fra efteråret sidste år, mente jeg bestemt, at der var afgørende nye oplysninger, som ville være relevante for sagens udfald, siger Michael Amstrup.

Michael Amstrup sendte sidste år en ansøgning til Den Særlige Klageret for at få sagen genoptaget. Det skete blandt andet efter en kendelse fra Landsskatteretten i 2012, som såede stor tvivl om, hvorvidt byretten traf sin afgørelse på en forkert præmis, da Søren Hansen blev dømt ud fra, at han ikke var fraflyttet dansk skattepligt, altså i skattetermer en såkaldt fraflyttersag, efter han i 1999 flyttede til Monaco.

I forbindelse med et spørgsmål om forældelse nåede Landsskatteretten frem til, at Søren Hansen ikke var skattepligtig for årerne 2000 og 2001.

Afgørelsen var blandt andet baseret på, at Søren Hansen havde modtaget en skrivelse fra fra Københavns Kommune og skattevæsen, som anerkendte hans fraflytning fra Danmark med udgangen af 1999.

Ifølge Amstrup siger Landsskatteretten dermed, at Søren Hansen var fraflyttet Danmark, og dermed var der tale om en tilflyttersag, da han i 2002 erhvervede sit sommerhus.

Læs også: Lagde frækt billede i skattemappe: Sådan hånede Skat dansk model

Siden har Skatteministeriet efter Østre Landsrets frifindelse af fotomodellen Camilla Vest udarbejdet et nyt styresignal, der både præciserer og lemper niveauet for, hvor meget der må arbejdes i såkaldte tilflyttersager, hvor folk er fraflyttet dansk skattepligt, hvilket kunne være blevet aktuelt for Søren Hansen.

Ifølge BT’s oplysninger lyder den kortfattede afgørelse fra Den Særlige Klageret, at der ikke er ‘tilvejebragt nye oplysninger, der kan føre til at sagen genoptages’, og ‘der foreligger heller ikke særlige omstændigheder, der gør det overvejende sandsynligt, at bevislighederne ikke har været rigtig bedømt.

- For mig at se er det en meget kortfattet konklusion, og ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det uheldigt, at vi ikke en gang ved, om sagen er blevet afgjort som en fraflytter- eller en tilflytter-sag, siger Michael Amstrup.

Søren Hansen flyttede i 1999 til Monaco, men blev i 2010 dømt for ‘grov uagtsom overtrædelse af skattereglerne’, efter at den kritiserede og nu nedlagte afdeling i Skat ‘Økokrim’ havde indledt en sag i mod ham, som senere blev overgivet til Bagmandspolitiet.

Da sagen kom for byretten blev der lagt vægt på, at Søren Hansen efter at være flyttet til Monaco købte et sommerhus. Hertil kom at han deltog i enkelte sponsorarrangementer, samt at han af og til havde trænet sin golf i Simons Golfklub under ferieophold i Danmark.

Havde Søren Hansen løsrevet sig dansk skattepligt ville byrettens argument om sommerhus rent skattetenknisk ikke have været relevant, da skattepligten i tilflyttersager, uanset om man har bolig til rådighed, først indtræder, når der tages ophold i landet, som forstås ved, at man enten opholder sig i mere end 180 dage på et rullende år, tre måneder i træk eller udfører et indtægtsgivende erhverv under opholdene i Danmark.

Søren Hansen opholdt sig langt under 180 dage om året, og med det nye styresignal in mente, hvor det tillades at arbejde op til ti dage i Danmark om året, ville Søren Hansen heller ikke kunne dømmes for at have deltaget i to-fire sponsorarrangementer om året.

Søren Hansen er ærgerlig over, at hans sag nu aldrig bliver afprøvet.

- Jeg finder det helt uforståeligt og uacceptabelt, at den tvivl, der er opstået om afgørelsen af min sag ud fra de praksisændringer, der har været foretaget de seneste par år og har været påpeget i forbindelse med Thorning/Kinnarp og Camilla Vest sagerne og som nu er præciseret i et nyt styresignal samt senest også Nikolaj Znaider sagen ikke kommer mig til gode med en genoptagelse af min sag.