Sidst brugte Det Konservative Folkeparti 28,5 millioner kroner på at føre valgkamp. Kun overgået af Venstre. Men i dag har partiet svært ved at få sine støtter til at spytte i pengetanken.

I valgår formår Det Konservative Folkeparti bedre end noget andet parti at skrabe penge sammen fra sine støtter, heriblandt Dansk Industri, fremgår det af partiets regnskaber.

I 2011 skrabede partiet 26 mio. kr. ind i private bidrag og brugte 28,5 mio. kr. på folketingsvalget samme år. Kun overgået af Venstre med 31,6 millioner. Men vælgerflugten og stemmetallet, som kun lige rundede 175.000 i 2011, betød, at hver stemme kostede i omegnen af 160 kampagnekroner. Til sammenligning kostede hver S-stemme 26 kroner og hver V-stemme 33 kroner.

Også ved folketingsvalgene i 2001 og 2005 betalte De Konservative allerflest kampagnekroner pr. stemme, og dette gør det ikke ligefrem let at bede støtterne om at bidrage til valgfonden i år, når man så, hvad man fik sidst.

Partiets tidligere partiformand Lars Barfoed formåede aldrig at træde i karakter som en karismatisk leder, der kunne trække bidragyderne af huse, og ifølge kilder med kendskab til partiet er det i dag svært at skabe den fornødne økonomiske opbakning.

Særligt ondt gør det i partiets såkaldte pengeindsamlingsklub C-Business, som stod for størstedelen af indsamlingen til folketingsvalget i 2011. C-Business, der blev stiftet tilbage i 2005, tæller en række virksomheder og erhvervsledere, som årligt betaler et medlemskontingent på 20.000 mod at kunne sidde med ved vigtige møder i partiet, men den egentlige medlemsliste er hemmelig.

C-Business er ellers netop nævnt som det forum, som De Konservative skulle forsøge at rejse finansiering via til den relanceringskampagne, som reklamebureauet Integral blev hyret til at lave i 2013. En kampagne, som blev bestilt og leveret, men som aldrig blev ført ud i livet, og som ifølge bureauets direktør ej heller blev betalt.