En ny videnskabsfetival skal være med til at stoppe fake news, håber Søren Pind.

Lørdag indledes Københavns første videnskabsfestival ’Bloom’. Uddannelses – og forskningsminister Søren Pind mener, at den kan være et modtræk til fake news.

Uddannelses – og forskningsminister Søren Pinds ambition er nemlig, at vi skal mindske gabet mellem det folkelige og det videnskabelige.  Og det er sådan en festival med til at gøre, mener han.

»Der er andre samfundsformer, som bevidst vil os det ondt, og prøver på at undergrave vores samfundsnorm. Det ser vi bl.a. med spredning af bestemte nyheder, der er falske. Jeg vil tro, at den her festival kan være med til at bekæmpe fake news,« siger ministeren, der skal holde åbningstalen til Bloom.

Bloom er Københavns første festival om natur og videnskab. Her kan man opleve forskere, filosoffer, kunstnere og andre tænkere, hvor der vil være koncerter, mad og åbne laboratorier.

Festivalen Bloom vil med deres egne ord ’give plads til de mikroskopiske forskelles kæmpemæssige betydning som modtræk til det postfaktuelle samfund, fake news og amatørisme’. Og det bakker Søren Pind op.

»Det er vigtigt med sådan en festival, fordi vi lever i en tid, hvor folk taler om alternativ fakta og alle mulige bemærkelsesværdige ting, men hvor vi må insistere på, at sandheden findes. Der er behov for et modtræk til fake news, og hele den har mærkværdige bevægelse, vi særligt ser i vesten i øjeblikket,« siger Søren Pind.

Og netop modtrækket til fake news kan findes i sådan en festival, så man kan forstå, at der faktisk findes fakta, mener Søren Pind. Han opfordrer folk til at komme. Om det så bare er et par timer, så man også kan nå på stranden.

»Man skal tage hen til Bloom-festivalen for at pirre sine sanser, udfordre sin nysgerrighed og se livet i et større perspektiv. Vi skylder i en besværlig tid at samle det både det folkelige og det elitære i en samlet indsats for fremtiden, som et modtræk til en tid, hvor der florerer falske nyheder og falsk fakta.  I alt det her, så skal vi huske at holde fast i én ting. At der findes faktuel viden,« slutter ministeren.

Festivalen Bloom finder sted 27. og 28. maj i Søndermarken på Frederiksberg. Festivalen er gratis.