En skotsk ø er lammet af sorg efter terrorangrebet i Manchester.

To teenagepiger fra den fjerntliggende skotske ø Barra rejste til Manchester for at fejre den enes fødselsdag. Højdepunktet på rejsen var en koncert med den amerikanske popstjerne Ariana Grande.

De to 14-årige og 15-årige veninder var forventningsfulde og spændte - koncerten skulle være den perfekte afslutning på turen.

Men de to piger endte på tragisk vis som ofre for terroristen Salman Abedis selvmordsbombe, da den eksploderede kort efter koncerten mandag aften. 22 døde og over 100 blev såret.

14-årige Eilidh Macleod mistede livet, mens skoleveninden Laura Macintyre på 15 år fortsat er i kritisk tilstand. Hun er indlagt med brandsår og et brækket ben.

Nu fortæller forældrene til Eilidh Macleod om deres datter, der voksede op på øen Barra med omkring 1.000 indbyggere i det nordvestlige Skotland.

»Eilidh og Laura var så spændte på at tage til koncerten sammen. Men hvad der skulle have været den perfekte afslutning på en fantastisk rejse endte virkelig tragisk,« skriver forældrene Roddy og Marion MacLeod i en udtalelse ifølge avisen Manchester Evening News.

De har været igennem en forfærdelig uge.

»Det er uden tvivl den sværeste tid i vores liv,« skriver forældrene ifølge avisen og tilføjer, at de beder til, at den 15-årige veninde Laura MacIntyre kommer sig.

Forældrene fortæller, at deres 14-årige datter elskede at være på stranden sammen med sine venner på den skotske ø. Hun var ikke bare fan af Ariana Grande, men levede også selv for musikken.

»Hendes kærlighed til musik var uovertruffen, og hun nød virkelig tiden med at spille, rejse og konkurrere i sækkepibeorkestrene,« skriver forældrene ifølge avisen.

Øen Barra er ifølge britiske aviser et fredfyldt sted, hvor der er flere får end indbyggere. Hvor man sagtens kan lade hoveddøren og bilen stå ulåst, og hvor alle kender hinanden.

Det er et af de steder i verden, hvor man mindst ville forvente et terrorangreb. Men nu har terroren alligevel sneget sig ind på øens indbyggere, der sørger over tragedien, der ramte teenagepigerne.

Den lokale præst John Paul MacKinnon har set de to skoleveninder vokse op og fortæller, at befolkningen på Barra er lammet af tragedien.

»Vi er en fjerntliggende del af verden, og de her to piger havde set frem til at rejse, til at få en dejlig koncert og komme tilbage med skønne minder,« siger præsten til avisen The Telegraph.