Frygt og lede i Hundested: Forfatteren Morten Sabroe udgiver ny roman, der bunder i hans egen dødsangst og hjertesygdom
Morten Sabroe er kendt som en respektløs ordbisse. Sådan har det været, siden han begyndte som journalist og senere som forfatter. Ofte inspireret af ’new journalism’-forfattere som Tom Wolfe og Hunter S. Thompson.
I anledning af den aktuelle roman ’Drengen der løb med Gud’ har han gjort sin Facebook-profil til et satiresite, hvor diverse kendisser må stå model til lidt af hvert.
Mange har slået sig på Sabroe. Det har han også selv. I virkeligheden er den 67-årige forfatter et nervøst gemyt. Til dels funderet i en latent dødsangst, der har fulgt ham, siden han som dreng fik stillet diagnosen aortastenose - en forsnævring i kranspulsåren. Med beskeden ’medfører begrænset levetid’.
’Drengen der løb med Gud’ er en psykologisk gyser/thriller, der handler om en ung dreng, der efter være fundet død i en kløft bliver genoplivet og isolerer sig, mens han forsøger at huske de dramatiske begivenheder, der førte til den korte død.
»Det udspringer af min evige dødsangst, kombineret med min drøm om at skrive en thriller i Stephen King-stilen,« siger Morten Sabroe.
Barsk og rå
»Mange i branchen synes vist, at jeg er barsk og rå. I virkeligheden er jeg enormt nervøst anlagt,« tilføjer han.
»Min kone Do og jeg er flyttet til Hundested og bor rimelig isoleret. Når hun rejser på grund af sit arbejde, og jeg er alene hjemme, rider fantasien ofte af med mig. Så går jeg i seng med min kødkniv og min økse. Nogle gange også stegepanden. Jeg tænker, ’hvis de kommer og bryder ind, er det meget godt at have den som skjold’. Alle mine fantasier får let frit løb. Min nye roman bygger meget på mine egne tanker og angst. Jeg forestiller mig, at der kommer rumænske hjemmerøvere. Måske bliver jeg snart bange for nazi-islamisterne,« siger Sabroe med et hint til et af sine yndlingsofre p.t., Naser Khader. Som til gengæld ’kalder mig et svin’, som han siger.
Blev indlagt igen og igen
»Jeg ved ikke, hvor mange gange min første kone har set mig dø, mens jeg sad i lænestolen og tog min puls. Ofte endte det med, at jeg begyndte at hyperventilere og blev helt stiv. Jeg blev indlagt igen og igen. Min nuværende kone har meget fornuftigt forbudt mig at tage min puls,« siger Sabroe med et grin.
Sådan er det med ham. Alvoren er i konstant ping-pong med grinet.
I 2006 blev Sabroe ramt af en blodprop og blev for 117. gang indlagt. Det viste sig, at han aldrig havde haft aortastenose. Men en helt anden hjertesygdom.
»Lægerne har i lang tid ønsket at indlægge en ’hjerterecorder’, der vurderer, om man skal have en hjertestøder, der kan sætte hjertet i gang. Sådan én, som Anja Andersen fik indlagt. Men jeg tror, at jeg siger nej. Det er svært at tro på et system, der har holdt én for nar i så mange år. Jeg vil ikke. Jeg tror ikke på det.«
Er dødsangsten et brændstof?
»Du går på tynd eksistentiel is - lød det begavet? Det er godt for en forfattertype som mig. I et overciviliseret samfund som det danske, hvor der ikke sker en skid, er det meget godt med noget, der holder én vågen. Det gør min evindelige dødsangst.«
Sabroe har tidligere gjort op med flere aspekter af sin fortid. Mest markant med sin far, Povl Sabroe (I sin tid kendt som Den Gyldenblonde, bl.a. ejer af Cirkusrevyen, red.) i romanen ’Fader vor’ og med moderen i ’Du som er himlen’. Som begge på hver sin meget forskellige måde blev anklaget for at have været der for lidt i Mortens kærlighedsløse barn- og ungdom.
»Modsat drengen i min roman har jeg aldrig løbet. Men jeg har altid gået enormt meget. Jeg har altid været en virkelighedsfjern drømmertype. Det er godt at gå lange ture, mens man tænker. Jeg har altid haft mange fantasier: storhedsvanvidsdrømme. Jeg gik lange ture, mens jeg i fantasien fældede amerikanske præsidenter med min fantastiske journalistik. Ellers gik jeg i skoven og konverserede med Bruce Spring-steen og Bob Dylan. Det kunne godt være svært at forlade Dyrehaven gennem den røde port ud i virkelighedens dødssyge Klampenborg,« siger Sabroe. Nyt grin.
Langer ud efter alt og alle
Den anden side af Sabroe, som også den nye roman bærer præg af, er humoristen. Der langer ud efter alt og alle.
»Henrik Dahl bagtalte f.eks. Thorning i en bog. Dårlig stil. Jeg tænkte, at han skulle ha’ én. Så udtalte han i et interview, at det var noget værre lort, at han havde det her kvindetække. Han havde oven i købet været til psykolog for at klare det. Det var jeg jo nødt til at mene noget om. Hvad fanden skal man sige? Jeg har også været efter Claes Kastholm. Poul Nyrup, der aldrig ville se mig igen.«
Hvis man er så nervebetonet. Var det så ikke lettere at holde kaje?
»Danmark er et kedeligt land. Man vågner og får sin morgenmad, og når man er gammel nok, får man sin pension. Selv TV-Avisen er kedelig, medmindre der er terror. Der er noget fedt i at skrive nogle tekster, hvor man udstiller sig selv. Det er det samme, som når man udgiver en ny bog. Er der overhovedet nogen, der gider læse det lort, jeg har lavet? Jeg lægger sitrende teksterne ud. Det holder hovedet klart. Jeg tror ikke engang, at mine nærmeste venner og kolleger har været klar over, hvor meget jeg er i tvivl. Ham den selvfede Sabroe? Usikker? De tror vel, at man er en stor, hvid elefant, der bare smider sine tekster på bordet og siger, ’tryk det’. I virkeligheden er jeg skide nervøs, hver gang,« siger Morten Sabroe.
»Men igen, det er mit drive.«
