Er man overmandet af sorg, kan det være svært at få øje på noget at glæde sig over. Men glæden findes selv i de mørkeste stunder. Præst Kathrine Lilleør ved, at det er muligt at løfte blikket fra det, der gør ondt. Evnen til at fokusere på det gode har flere gange hjulpet hende videre i livet.
Sognepræst og samfundsdebattør Kathrine Lilleør er vital og smittende i sin glæde og sit engagement – men lige så vel som glæden er også sorgen et vilkår i hendes liv – hun ved, at det kræver en aktiv handling at slippe smerten og lægge bristede drømme bag sig.
Hun kan vågne og være glad, men efter tre tanker er hun ikke glad længere. Både som privatperson, men også som præst har hun måttet spørge sig selv, hvordan man hæver sig over det, man går og græder over. Hvordan man overlever, når livet sejler.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og kom helt tæt på Sognepræst og samfundsdebattør Katrine Lilleør, der i dette interview fortæller, hvordan hun overvandt sin sorg og fandt lys i mørket.
Er man overmandet af sorg, kan det være svært at få øje på noget at glæde sig over. Men glæden findes selv i de mørkeste stunder. Præst Kathrine Lilleør ved, at det er muligt at løfte blikket fra det, der gør ondt. Evnen til at fokusere på det gode har flere gange hjulpet hende videre i livet.
Hun har let til tårer og forudser altid, at andre også har det. Derfor står der på bordet i præsteværelset i Sankt Pauls Kirke en pakke Kleenex på bordet. Bare for en sikkerheds skyld.
Sognepræst og samfundsdebattør Kathrine Lilleør er vital og smittende i sin glæde og sit engagement – men lige så vel som glæden er også sorgen et vilkår i hendes liv – hun ved, at det kræver en aktiv handling at slippe smerten og lægge bristede drømme bag sig.
Hun voksede op i 1970erne – dengang der ikke var sikkerhedsseler bag i bilerne, og børn var meget mindre i fokus end i dag. Når hun tænker tilbage, var vejen hjem fra skole ofte grå.
»Der var ikke nogen, der gad at lege, og der var ikke altid nogen, der ventede derhjemme, og de voksne anede ikke, hvor tunge mine dage undertiden var.«
Det var nu ikke manglen på opmærksomhed, der gjorde, at hun havde det svært.
»Nej, slet ikke. Der var snarere tale om den grundlæggende ensomhed, der findes i alle menneskers liv, og som jeg har skullet lære at håndtere. Jeg husker meget tydeligt, hvordan jeg kæmpede med at finde ud af, hvad jeg skulle stille op, når jeg mødte modgang, for jeg kunne blive sindssygt ked af det,« siger Kathrine Lilleør.
»Det kan jeg stadig. Det kan vi alle.«
Hun kan vågne og være glad, men efter tre tanker er hun ikke glad længere. Både som privatperson, men også som præst har hun måttet spørge sig selv, hvordan man hæver sig over det, man går og græder over. Hvordan man overlever, når livet sejler.
Tristheden
Kathrine Lilleør var ’ikke særlig god til at være barn’.
»Der var for lange tanker i mit hoved, og jeg følte mig ofte ensom. Jeg havde det vanvittig svært, fra jeg var ni til jeg var 15 år. Jeg kunne mærke, at jeg ikke lignede de andre, og det var en meget sårbar tid. Jeg følte mig hudløs i venindesammenhænge. Piger vil gerne være sammen to og to, det ligger simpelthen i vores dna. Jeg husker følelsen af at blive valgt fra af hende, jeg rigtig gerne ville være sammen med, fordi hun hellere ville være to og to med en anden. Der var ikke tale om mobning, det skete bare, men det berørte mig dybt. Og jeg befandt mig i et vacuum af tristhed og ’ked-af-det-hed’, indtil jeg fandt en ny at være sammen med,« siger Kathrine Lilleør, der udover at være sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København også er meningsdanner, forfatter samt foredragsholder.
Det gjorde ondt at blive fravalgt, men Kathrine Lilleør fandt tidligt en måde at tackle smerten på – hun fandt simpelthen noget rart, hun kunne glæde sig til.
»Det er en erfaring, jeg gjorde mig meget tidligt. Glæden blev et kompas, jeg intuitivt fandt frem for at navigere ud af mørket. Jeg gik f.eks. og remsede op for mig selv, at min mor ville hente mig fra skole på fredag, eller at jeg skulle hjem til mine bedsteforældre i weekenden. Jeg fandt nogle fokuspunkter, der hjalp mig videre,« siger hun og kigger sig om efter den halvandet år gamle gravhund Augusta.
Med svingende ører og brune øjne får den smilene frem. Kathrine Lilleør kan umuligt skjule, hvor glad hun er for sin kompagnon, der hopper op i sofaen og lægger sig til rette helt tæt op ad hende. Det var ellers ikke meningen, at hun skulle have en ny hund. Hendes forrige døde, da den var 11 år gammel. Med lejlighed på 4. sal midt i København og et travlt liv, var det nemt at få øje på ulemperne ved at få en ny hund, men i sidste ende tabte de praktiske indvendinger.
Lodden glæde
Augusta er leveringsdygtig i daglig glæde både hos Kathrine Lilleør og resten af familien, der tæller hendes tre døtre, Klara, Cordelia og Cecilia, hendes mand Joakim Lilholt og hans to sønner Aksel og Ditlev.
Netop glæden – og hvor man finder den – selv når livet gør ondt, er omdrejningspunktet i Kathrine Lilleørs nye bog ’Glæd dig!’.
I bogen. der er en form for selvhjælpsbog, deler hun ud af sine erfaringer og fortællinger om, hvordan man overlever modstand – et livsvilkår vi alle møder – før eller siden.
»Det lyder måske banalt, men mit ønske er at få læserne til at minde sig selv om tidspunkter, hvor de har oplevet mørket blive overvundet. Man kan ikke tro det, når man er allermest ked af det. Men jeg har selv erfaret, at ligegyldigt hvor tungt livet føles, er der altid glæde i sigte,« siger den 52-årige præst.
Hun anerkender, at det kan lyde som en næsten umulig opgave, særligt i situationer, hvor man er så ked af det, at man tænker, at man aldrig bliver glad igen, men Kathrine Lilleør er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at finde lys, også når det hele ser allermest håbløst ud. Selv har hun bl.a. været igennem en skilsmisse, hvor drømmen om kernefamilien brast, og hun skulle samle brikkerne på ny.
Sorgen
Efter 10 års samliv blev hun for 15 år siden skilt fra sin mand. I den første tid efter bruddet kunne hun kun det, hun absolut skulle, for at komme gennem dagen.
Det var svært for hende at give slip på drømmen om det fælles liv, men det var nødvendigt. For så længe, man ikke vil acceptere det skete, så længe raser og smerter bruddet. Fra samtalerne i præsteværelset ved hun, at det for nogle varer i årevis, ja livet ud. Men hun har selv erfaret, at først når man har set ind i det mørke, der følger efter en kærlighed, der blev væk. Først når man har accepteret det og vendt sig for at gå en anden vej. Først dér, kan der – hvor der før var bælgravende mørkt, spire små, nye skud.
Hun sørger ikke længere over sin skilsmisse, men glemmer aldrig den første december med udsigt til en jul uden sine to ældste døtre.
»December er med sine traditioner fyldt med begivenheder, der appellerer til vores drømme. Det lysende juletræ, det dækkede julebord, som familien samles om. Men jo mere vi drømmer, des mere skuffende er det, når virkeligheden ikke lever op til drømmen. Det er benhårdt at skulle erkende, at drømmen om en familie brast, og det kan være svært at slippe den. Det er jo ikke engang fordi, man synes, man drømte om noget ekstremt. Jeg drømte jo ikke om et rumskib, så jeg kunne flyve op til stjernerne. Men havde en hverdagsdrøm om far, mor og børn. Julemåneden er med sine traditioner en årligt tilbagevendende påmindelse om tabte drømme,« siger hun.
Adventstidens forventning og udsigten til juledagenes ritualer bringer ifølge Kathrine Lilleør alt det værste frem i ens ulykkelighed. Tårer, man troede, man var færdig med at græde, pibler frem i julelysenes skær.
Slip kontrollen
Men drømmen kan justeres – hvis vi vrister os fri af skuffelsen. Apropos skuffelse er Kathrine Lilleør i de senere år blevet opmærksom på en særlig kæbebevægelse hos især yngre, vrede og ulykkelige kvinder. En bevægelse, der forekommer, når kæbemusklerne strammes – fordi kvinderne befinder sig i en situation, de ikke kan kontrollere og styre. Man behøver ikke at være skilsmisseramt for at kende kæbebevægelsen. Den sniger sig ind, når kvinder meget mod deres vilje må erkende, at de ikke kan få deres liv derhen, hvor de vil have det. F.eks. når de må indse, at eksmanden selv bestemmer, om han vil servere McDonald’s eller speltboller for børnene, og at det er hans ret.
Når det gælder vores børn, har vi altid i egne øjne kærligheden og det gode på vores side. Det kan være svært at erkende, at eksmanden elsker børnene lige så højt som én selv. Han elsker dem bare på sin måde. Men ifølge Kathrine Lilleør er det største svigt, hvis vi ikke holder os for gode til at bruge børnene i skilsmissens uenigheder. Vi er nødt til at slippe kontrollen, siger hun, der selv har været bevidst om så vidt som overhovedet muligt at skjule eventuelle uenigheder – og efterfølgende få luft for sine frustrationer – langt væk fra sine børns ører.
»Det er en øvelse at udvise den respekt og sætte andre fri. Jeg har stor respekt for min eksmands omsorg for og kærlighed til de piger. Jeg har skullet øve mig i at holde mig på afstand og ikke blande mig, men det har virkelig været befordrende at give slip,« siger Kathrine Lilleør, der opfordrer andre til at ankomme til virkeligheden i stedet for at fastholde de forliste drømme.
Fri fra mig selv
Selv har hun for længst fundet nye drømme at drømme.
»Nye glæder opstår. Det er jeg beviset på. Men det kræver, at du formår at løfte blikket og se et andet sted hen. Det er hårdt, men du er nødt til vride dit blik fri af det syn, der før gav dig så stor glæde, men nu kun giver dig sorg, fordi intet er, som det var. Men læner du dig lidt frem, vil en ny glæde fange dit øje, hvad enten det er udsigten til snarligt samvær med gode venner eller at betragte sine tre døtre, der er leveringsdygtige i så megen livsglæde.«
Når Kathrine Lilleør er ked af det, benytter hun sig af det, hun kalder at ’tage fri fra sig selv’. Det kan hun gøre ved at arbejde i sin kirke, ved at holde gudstjenester eller ved at tale med mennesker.
»På den måde kan jeg for en stund lægge dét, der nager mig, til side og tage en pause fra det. Den første sommer uden pigerne skrev jeg stort set hele min ph.d. og havde et vældigt behov for at glemme mig selv i mine arbejdsopgaver, det hjalp mig videre.«
Det samme gjorde samværet med andre mennesker.
»Samvær har for mig altid været nøglen til at komme videre. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at være på en øde ø, når jeg er ked af det. Der er intet så skønt som at glemme sig selv i andre, og endda opleve, at det, man selv gik igennem, og de erfaringer, man fik, kan trøste andre.«
Derfor har hun skrevet de 24 for-tællinger i bogen ’Glæd dig!’, som kan læses som en kalenderbog.
Glæden står og banker på, så det er med at lukke den ind i stedet for at sidde og tælle sine sorger.
Kathrine Lilleør er ikke i tvivl om, hvad der har vendt sorg til glæde i hendes liv.
»Der er så meget at glæde sig over, hvis vi ikke lader smerten over dét, der ikke blev, spærre for alt det gode.«
Evangelium betyder glædeligt budskab, og i hendes liv er evangelierne en glædeskilde.
»Det er dem, der søndag efter søndag har tvunget mig til at reflektere over livet, mig selv, kærligheden og Gud på måder, jeg ikke selv havde kunnet finde på. Salmerne og forkyndelsen gør mig klar til ugen, der kommer,« siger hun og krammer sin lille hund, inden den logrende forsvinder ud af syne med snuden mod gulvet – nysgerrigt på vej mod nye glæder.
