Han er iklædt shorts, en polo-trøje og gummisko. Ordene flyder ud af hans mund i en nærmest ustoppelig strøm. 47-årige Jesper ‘Kasi’ Nielsen er ikke som erhvervsmænd er flest. Hverken i påklædning eller når det handler om at få tungen på gled.

Nu har han igen store, vilde og voldsomme planer. Faktisk er han i gang med en verdensomspændende revolution. Intet mindre, understreger erhvervsmanden, der deler vandene, over for BT.

»Hvis man vil flytte grænser, så bliver man ikke elsket af alle,« siger Jesper Nielsen.

Han smiler bredt, slår ud med armene. Som han sidder der, er det ikke til at se, at han har en 272 mio. kr. stor skattesag hængende over hovedet, at han bliver fremstillet som værende kontroversiel, som en fantast med vilde planer og som én, der af og til forlader festen i utide.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Jesper 'Kasi' Nielsen.


Han er iklædt shorts, en polo-trøje og gummisko. Ordene flyder ud af hans mund i en nærmest ustoppelig strøm. 47-årige Jesper ‘Kasi’ Nielsen er ikke som erhvervsmænd er flest. Hverken i påklædning eller når det handler om at få tungen på gled.

Nu har han igen store, vilde og voldsomme planer. Faktisk er han i gang med en verdensomspændende revolution. Intet mindre, understreger erhvervsmanden, der deler vandene, over for BT.

»Hvis man vil flytte grænser, så bliver man ikke elsket af alle,« siger Jesper Nielsen.

Han smiler bredt, slår ud med armene. Som han sidder der, er det ikke til at se, at han har en 272 mio. kr. stor skattesag hængende over hovedet, at han bliver fremstillet som værende kontroversiel, som en fantast med vilde planer og som én, der af og til forlader festen i utide.

Nu er han så på spil igen. 24. juni åbnede den første smykkebutik i Jesper Nielsens nyeste eventyr i smykkebranchen på Strøget i København. ‘Amazing Jewelry’ hedder konceptet, som på verdensplan skal ændre smykkebranchen. Jesper Nielsen, der tjente sine første mange millioner på Pandora-smykker, forklarer, at alle mellemled bliver sprunget over, så smykkerne kommer direkte fra fabrikkerne til butikkerne. Derfor er der ikke noget, som koster mere end 750 kr., og 70 pct. af det, der kan købes, koster under 300 kr. Sådan vil det være i hele verden, hvor planen er, at han og partnere, der køber licenser, skal åbne 5.000 butikker, som alle ligger på ‘AAA-locations’.

»Vi opfinder ikke nye trends, men vi har alt. Kæmpe udvalg til ingen penge. Fede butikker på top-locations. Så simpelt er Amazing,« siger Jesper Nielsen.

Mange kontroverser

Han, der er kendt for sin særlige evne til at få folk til at tro på ideerne, lyser op i lokalet, hvor væggene er prydet med minder fra hans tid med håndboldholdet AG København, der gik konkurs i 2012. Fortiden smelter sammen med nutiden.

Fortiden, der også er historien om en erhvervsmand, som har haft flere kontroverser i forbindelse med de seneste 10 års forskellige projekter. Det handler om et millionslagsmål med Pandora, en Brøndby IF-tvist, et håndboldeventyr, som endte i en konkurs, da Skat indefrøs det meste af hans formue, en tabt skattesag, som er anket, og senest skilsmissen fra smykkeforetagendet Endless Jewelry.

Smykkemanden Jesper Nielsen fotograferet i den første Amazing-butik på Strøget i København. Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Smykkemanden Jesper Nielsen fotograferet i den første Amazing-butik på Strøget i København. Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Vis mere

Magtopgør med milliardær

Det sidste brud blev udlagt som et magtopgør mellem ham og Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen, der havde kastet et større millionbeløb i projektet. Selv nedtoner han dramaet i denne del af sin historie:

»Vi har alle forskellige roller. Messi skal du ikke sætte til at spille back, selv om han er verdens bedste fodboldspiller. Det får du ikke noget ud af. Og det er hver gang mig selv, der vælger at forlade et projekt, fordi jeg ikke længere selv føler, at jeg bidrager med det, jeg kan,« siger Jesper Nielsen, der afviser, at han blev presset ud af sit eget foretagende:

»Lige så snart vi kommer dertil, hvor der er for mange mødeindkaldelser i min kalender, så er det, jeg begynder at tænke, om jeg har gjort det, jeg kan.«

Er du svær at arbejde sammen med?

»Det kan man sige. Det tror jeg, alle iværksættere af min kaliber er. Men det er ikke sådan, at jeg ikke kan vise mig nogle steder.«

Du bliver kaldt både kontroversiel og fantast. Hvad kalder du dig selv?

»Iværksætter. Hvis ikke du kan drømme det, så kan det aldrig ske. Der er ikke nogen garanti for, at noget eksisterer om 35 år. Nu er jeg ude på togt for at ændre hele verden. Mange siger: ‘Det kan da slet ikke lade sig gøre.’ Men det tror jeg. Så du kan godt have ret i, at jeg er lidt en fantast,« siger han.

Tabt skattesag ikke vigtig

I januar i år tabte Jesper Nielsen sin omdiskuterede skattesag i landsskatteretten. Senere i år kommer sagen for Landsretten, men sagen betyder - rent forretningsmæssigt - ikke noget, forklarer han:

»Måske bliver jeg betegnet som den mest dynamiske brand-builder i branchen. Hvis jeg skal åbne noget, så kommer sælgere og alle mulige løbende fra hele verden. Folk ude i verden interesserer sig ikke for, hvad de danske aviser skriver. De interesserer sig ikke for, om jeg har en skattesag. De siger: ‘Det har alle af din kaliber sgu da. Hvis ikke du har, hvem skulle så have? Selv jeg har en’,« siger Jesper Nielsen.

Vi svinger over i Amazing-projektet. Han, der bor på Mallorca og efter interviewet sætter kursen mod New York, hvor forretningsmøder venter, taler sælger-hurtigt om smykkebranchens enorme avancer. Smykkesalg har tidligere gjort ham styrtende rig.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Hvor mange penge har du selv lagt i det her?

»Vi lægger de penge, der skal til,« siger Jesper Nielsen, der siger, at der er tale om ‘millioner’, men den slags er ‘forretningshemmeligheder’.

Hvor meget regner du selv med at tjene?

»Det ved jeg ikke endnu, men jeg laver det ikke for ikke at tjene penge. Jeg mener, at der kan ligge en butik på hvert strøg og i hvert indkøbscenter i hele verden. Alle vil have billige smykker. Amazing er en succes den dag, hvor de fleste af verdens kvinder har adgang til smykker til en helt anden pris, end vi ser i dag.«

Hvis ideen er så god, hvorfor er det her så ikke lavet før?

»Fordi der skal være én, som er modig og ikke er bange for, hvad andre siger om ham,« siger Jesper Nielsen.

På vej ned ad trappen, der fører ned mod Strøget, stiller vi dagens sidste spørgsmål.

Hvor rig er du egentlig?

»Jeg har mere end en Porsche. Det går godt, skal vi sige det sådan?«