Først bestod reality af amatører, senere blev det big business og en chance for 15 minutters berømmelse. BT tog med en gruppe populære reality-drenge fra lejligheden i Hvidovre til prisfesten Reality Awards og en natklub fyldt med realitystjerner. Det blev en rejse gennem natten fuld af silikone, parfume, bare baller og liderlighed, der for nogle endte med slagsmål og løse tænder.
’Paradise Hotel’ er et af mange realityprogrammer, som har haft folkelig succes, siden bølgen foldede sig ud i slutningen af 1990erne, hvor ’Fangerne på fortet’, ’Big Brother’ og ’Robinson Ekspeditionen’ underholdt millioner af danskere. Du husker måske Dildo-Jill, der fik sit navn, fordi hun havde listet en dildo med ind i Big Brother-huset, hvor deltagerne var indespærret og blev overvåget døgnet rundt.
Dengang var en dildo nok til at give en et øgenavn, men reality blev snart synonymt med unge mennesker, der gad gøre hvad som helst for at blive set i tv. ’Paradise Hotel’ blev født i 2005. Det handler om smukke, unge mennesker, der sættes sammen i par på et varmt luksushotel i Mexico med fri adgang til alkohol. Uundgåeligt måtte det betyde dødsdruk, bare balder og knalderi for åben skærm, men lige så fremtrædende var de mange dumme udtalelser. Den unge pige Amalie, der senere fik sit eget realityprogram på TV3, mente, at en anden deltager, Stina, lignende en russisk roulette. Ida troede, at Mexico lå i Afrika, mens Jeanette mente, at Berlinmurens fald betød, at Nazityskland gik til grunde under Anden Verdenskrig.
LOG IND PÅ BT PLUS og kom med ind under huden på realitygenren - her bliver der ikke sparet på noget. Mød Danmarks reality-stjerner, og læs meget mere om det vildt-voksende fænomen.
Det får du:
- Artikel: Kampen for at blive kendis
- Oversigt: Realityens danmarkshistorie: Fra glade amatører til profithungrende celebrities
- Hvor ser du reality i dag?
- Kæmpe relity-billedserie
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Først bestod reality af amatører, senere blev det big business og en chance for 15 minutters berømmelse. BT tog med en gruppe populære reality-drenge fra lejligheden i Hvidovre til prisfesten Reality Awards og en natklub fyldt med realitystjerner. Det blev en rejse gennem natten fuld af silikone, parfume, bare baller og liderlighed, der for nogle endte med slagsmål og løse tænder.
Førfesten: Tattoos og lækkert hår
Bikiniklædte damer og kolde drinks på Mexicos paradisiske hotel lyder tillokkende på denne vinterkolde mandag mellem Hvidovres endeløse boligblokke.
Den 25-årige ’Paradise Hotel’-deltager Patrick Brylov åbner hoveddøren til sin toværelses lejlighed. Patrick Brylov er ham den lækre og betænksomme, pigerne kan lide. Ham, der netop er kommet solbrun hjem fra den nye sæson af ’Paradise Hotel’, der bliver vist til foråret.
Her i den tidstypiske ungkarlelejlighed med kæmpe fladskærm, hvide vægge og mandeblade på reolen snakker seks modebevidste Paradise-drenge om damer, stryger skjorte, sætter hår og drikker øl, mens VH1 spiller baggrundspop. Selvom drengenes muskler, store tatoveringer og utallige engelske udtryk er bemærkelsesværdige, skiller de sig ikke markant ud fra så mange andre unge. Udover at disse unge mænd er såkaldte paradisoer, det vil sige deltagere i ’Paradise Hotel’.
Snart skal de til preparty på Hotel Scandic og videre med partybus til prisuddelingen Reality Awards i Cirkusbygningen. Theis Berg Kristensen er nomineret til årets mandlige realitydeltager, mens Patrick Brylov er nomineret til Årets Brandert, fordi han i forårets sæson blev så beruset, at han slog hovedet i et voldsomt styrt og måtte udgå.
Fra dildo-Jill til fri sex
’Paradise Hotel’ er et af mange realityprogrammer, som har haft folkelig succes, siden bølgen foldede sig ud i slutningen af 1990erne, hvor ’Fangerne på fortet’, ’Big Brother’ og ’Robinson Ekspeditionen’ underholdt millioner af danskere. Du husker måske Dildo-Jill, der fik sit navn, fordi hun havde listet en dildo med ind i Big Brother-huset, hvor deltagerne var indespærret og blev overvåget døgnet rundt.
Dengang var en dildo nok til at give en et øgenavn, men reality blev snart synonymt med unge mennesker, der gad gøre hvad som helst for at blive set i tv. ’Paradise Hotel’ blev født i 2005. Det handler om smukke, unge mennesker, der sættes sammen i par på et varmt luksushotel i Mexico med fri adgang til alkohol. Uundgåeligt måtte det betyde dødsdruk, bare balder og knalderi for åben skærm, men lige så fremtrædende var de mange dumme udtalelser. Den unge pige Amalie, der senere fik sit eget realityprogram på TV3, mente, at en anden deltager, Stina, lignende en russisk roulette. Ida troede, at Mexico lå i Afrika, mens Jeanette mente, at Berlinmurens fald betød, at Nazityskland gik til grunde under Anden Verdenskrig.
Venner og sammenhold
Med risiko for den selvudstilling kan det undre, hvorfor ’Paradise Hotel’ nu kører på sæson 12. Hvorfor Paradise-Patrick har sagt ja til endnu halvanden måneds daglig druk med alle pinligheder til følge, hvor teenagepiger genkender ham og følger efter ham på Strøget. Hvorfor er det fedt?
Patrick Brylov har en noget anden vinkel, for ingen her i selskabet føler sig udstillet.
»Jeg er født og opvokset i Hvidovre. Jeg stod i lære i Hvidovre, og mine kærester har været fra Hvidovre. Det er min comfortzone. Da jeg gik fra min kæreste forrige år, så jeg, at ’Paradise Hotel’ søgte deltagere, og så kastede jeg mig ud i det. Jeg brød nogle grænser og fandt ud af, at det ikke var farligt at møde mennesker, man ikke kender. At det ikke er farligt at tage to måneder til et andet sted i verden. Det er sundt for dig at prøve grænser af.«
For Patrick Brylov har ’Paradise Hotel’ ikke handlet så meget om at være kendt, men derimod været en form for dannelsesrejse, hvor han har brudt med sine fordomme både om reality og også om andre mennesker. En forklaring noget anderledes end førnævnte realitystjerne Amalies, der engang sagde:
»Jeg vil bare gerne være kendt og berømt, og der er ’Paradise Hotel’ bare et godt skridt på vejen.«
For kvinder og sprut
Og berømmelsen trækker da også til en vis grad. Theis Berg Kristensen tilføjer, at opmærksomheden selvfølgelig tæller.
»Men Patrick, du må da indrømme, at når man er i det her game, er det fordi, man godt kan lide opmærksomhed. Man kan godt lide at feste, blive set og være derude,« siger Theis Berg Kristensen, der som politisk aktiv i Konservativ Ungdom egentlig var alt for snobbet til ’Paradise Hotel’, men alligevel blev fristet.
Patrick Brylov svarer, at selvfølgelig kan opmærksomheden være fed, særligt den fra pigerne, men at man ikke skal undervurdere sammenholdet, de nye venskaber og oplevelserne.
Philip Mikkelsen, som er soldat, er ikke i tvivl. Han kan lide at danse og feste og blive genkendt, som er en genvej til at have det sjovt. Han kan også lide at se realityprogrammer. Han er ham med den glade facade, men som bag smilet har mistet soldaterkammerater i Afghanistan.
Mads Niebuhr siger, at han var en vestegnsrod engang, men nu er gået nye veje. ’Paradise Hotel’ har givet ham nye venner og muligheder. Han tog egentlig bare med for en gratis ferie, fordi han var single og bryder sig ikke synderligt om reality.
Anders Meyer, som vandt ’Paradise Hotel’ sidste år, siger, at man lyver, hvis man siger, at man ikke også kan lide opmærksomheden. Men der er mere i det end det, og den følsomme Patrick Brylovs refleksioner er nok ikke helt af vejen. Særligt irriterende kan det faktisk være at blive fulgt efter på Strøget af en flok teenagepiger, der ikke vil lade en være.
For drengene er det her en døgnflue, de vil nyde, så længe det varer. I modsætning til sportsstjerner og skuespillere er de jo ikke kendt, fordi de kan noget, mener de, og derfor bliver de glemt igen.
De har heller intet ønske om at blive realitystjerner, der skaber et image for skærmtid, penge og berømmelse. Som den selviscenesættende, selvglade Gustav Salinas, der spiller tykt på sin homoseksualitet. Eller den amerikanofile, tidligere wrestler Sidney Lee med rock-T-shirts og bandana. Til gengæld har de dyb respekt for netop realitystjernernes professionalisme, der gør, at de år for år fastholder folks interesse.
Og når det er sagt, siger Paradiso-drengene jævnligt ja til at være gæstebartendere på diverse provinsdiskoteker. Til stor glæde for de mange piger.
Sandheden om, hvorfor de her unge lader sig sbekue af alle, der gider se med, skal nok findes en masse steder. Men som aftenen forløber, skal vi se, at festerne og priserne har stor værdi.
Festen: Plastik, kendisser og bare bryster
På Scandic Hotel i Sydhavnen er der uanede mængder champagne og sushi til de fremmødte, farverige gæster. Et par ældre kvinder er i helt lyserøde kjoler, iøjnefaldende eyeliners og godt belagt med makeup. I det hele taget er de fleste piger uanset alder godt majet ud.
»Ikke lige min smag,« konstaterer Paradise-Patrick, der heldigvis får opmærksomhed fra en mere naturlig, mindre malet skønhed.
Paradise-Philip er allerede i festhumør. To glas ryger hurtigt ned, og snart er han ved at åbne en flaske. En time senere griber han isterninger med åben mund kastet fra fem meters afstand.
Oliver Bjerrehuus kommer!
Nogle er mere kendte i miljøet end andre. Folk mingler og sladrer om dem. Særligt interessant er det, hvornår den 40-årige model Oliver Bjerrehuus kommer.
»Oliver er på vej. Oliver er på vej,« lyder det.
Oliver Bjerrehuus er særligt eksponeret, fordi han er sammen med den 19 år yngre Nikita Klæstrup: Dagens kærlighedshistorie.
I sofaen fanger jeg Paradise-Theis, ungdoms-politikeren. Han skiller sig ud fra de andre muskuløse og høje drenge ved at være lavere og spinkel.
»Jeg er nok en lidt atypisk realitydeltager. Det kunne være en smule mærkeligt at være i fitnesscentet med de andre, fordi de kunne løfte meget mere, men det har jeg været vant til hele mit liv. Til gengæld vidste mange af de andre paradisoer ikke, hvilket parti Helle Thorning-Schmidt kom fra.«
Han fortæller, at realityverdenen generelt er meget overfladisk. Den handler om, hvem der kender hvem, og hvor mange fester man bliver inviteret til.
En halv time efter sidder vi i partybussen, der med høj musik og tætlukkede vinduer fører os til Cirkusbygningen.
To klask i numsen
Det er tredje gang, at Reality Awards bliver afholdt. Selvom prisuddelingen endnu ikke er fin nok til at blive vist på tv, dukker også de helt store realitystjerner op. Stine Kronborg og Gustav Salinas er værter. Sidney Lee har fødselsdag og skal på scenen. Barmfagre Linse Kessler har en kameramand i ryggen hele aftenen. Og til manges store øjne ses unge Nikita Klæstrup i en løssluppen kjole med blottede bryster sammen med Oliver Bjerrehus.
Her er folk fra alle de velkendte programmer. ’Landmand søger kærlighed’, ’For lækker til love’, ’Jeg er en celebrity - få mig væk herfra!’, ’De 3 Wichmanns’ og ’Kongerne’.
Også de unge Paradiso-drenge skal på den røde løber, fotograferes og interviewes af Danmarks samlede presse. Der skal stof hjem til de sladderhungrende. Mads Niebuhr er ikke tilfreds, for Nikita Klæstrup gav ham ikke hånden, da de hilste.
»Det er derfor, at jeg nogle gange hader den her verden. Den kan være så overfladisk.«
Philip Mikkelsen er derimod stadig oppe at køre. Han giver Paradise-Theis’ kæreste et klask i numsen, men det er intet i forhold til det klask, han giver Gustav Salinas om lidt. Patrick Brylov og Philip Mikkelsen går nemlig op til Gustav for at lade sig interviewe.
Botox og buttplugs
Festsalen er helt fyldt op til, hvad der kunne kaldes årets freakshow. Et show af silikone, plastikoperationer, solbrunere, botox og buttplugs.
Her er endeløse dufte af parfume og endeløse priser, der skal uddeles, for branchen er god til at fejre sig selv. Ikke mindst med sangen ’V.I.P Reality’, som er sunget af realitystjernerne selv.
De færreste blandt publikum synes derimod at følge med i, hvad der foregår på scenen, men snakker henover bordene. De fleste, jeg taler med, er kommet gratis ind. Nogle kalder det et antropologisk studie, andre synes reality er fedt. To social- og sundhedsassistenter fra Jylland, Dianna Andersen og Monika Jakobsen, købte selv billet.
»Vi er i København på grund af en konference, og da vi så, at der var Reality Awards, undersøgte vi straks, om der var billetter. Vi synes, Gustav er sød og sjov, og det er skægt at være tæt på de kendte fra tv. At se, hvordan de opfører sig bag ved kameraerne,« siger de og håber på, at Landmand søger kærlighed tager en masse priser med hjem.
Programmet ender med at vinde hele tre priser, men løber næppe med overskrifterne.
Nicole Brøggler overrækker prisen for årets bryster. Sidste år stillede hun op uden tøj med malet krop og en buttplug i numsen. Denne gang er hun mere anstændigt klædt i lille skørt, dog med frit syn til hendes popo. Med sig i hånden har hun en fjernbetjening. Med den styrer hun sin stylist Danni Sigenss buttplug. Han ender på hospitalet og på forsiden af aviserne.
Sidney Lee får en fødselsdagsgave. Fire piger på scenen i g-streng og bh. Han giver bodytequila til den ene.
Paradise-Patrick vinder for årets brandert, men undviger opmærksomheden og giver æren til Philip Mikkelsen, der også løber op på scenen. Årets mandlige reality-deltager bliver Theis Berg Kristensen for sin optræden i ’Paradise Hotel’.
»Jeg vandt. Jeg fucking vandt. Så du det,« siger han til mig tydeligt stolt efter showet. Patrick Brylov står og svajer lidt. Han skal snart hjem i seng med en pige. Vi andre skal på Billy Booze.
Efterfesten: Dødsdruk, strip og tørre tæsk
Dansegulvet er fyldt på Billybooze, en mørk natklub i en mindre kælder i en sidegade til Strøget.
Pornorealitystjernen Nicole smider sin veninde op ad en stolpe midt på dansegulvet. Veninden gnider sig ned ad den, mens Nicole løfter skørtet. Trusserne kommer til syne, og Nicole stikker hovedet mellem benene på hende. Hun fører trussen ned, så hendes hårløse køn kommer til syne. Der slikkes i 20 sekunder, og snart er de oppe på dansegulvet igen. Fotograferne kommer til. Pigerne retter deres bare numser mod kameraerne og ryster dem.
Folk griner lidt ad dem, også Theis Berg Kristensen.
»Nicoles fisse er for fråderen, og det må I gerne citere mig for,« råber han, mens han finder sin kæreste.
Der er drama i den anden ende af natklubben. Reality-divaen Rikke Chili med 17.000 følgere på det sociale medie Instagram slår ud efter Savas, som er kendt for sin bøssede attitude. Savas trækker sig. Folk siger, at Rikke Chili bare vil have opmærksomhed. At hun er en drama queen og en medieluder. Folk samles i en klump. Hun forsøger at mase sig ind. Fra højre kommer en ny fyr, Robinson-Daniel. Han virker ophidset og ser ud til at ville give Savas en på goddagen.
Flækkede tænder
Tumult opstår. Råb og skrig flyver i luften. Robinson-Daniel bliver skubbet tilbage fra gruppen. Han søger ind mod menneskemængden igen, og i det samme får han en lige højre i fjæset. Robinson-Daniel ligger stille på gulvet, og det samme gør to-tre af hans tænder. Ham, der slog, har kort strithår. Folk siger, det er Bikini Island-Wetter. Han bliver senere tilbageholdt og sat ud på gaden, for politiet er hurtigt inde.
Udenfor ser jeg mit snit til snakke med Robinson-Daniel, der også bliver tilbageholdt af politiet, men som i sekunderne har rettet fokus andetsteds. Det viser sig at være på eget ansvar.
»Jeg flækker dig, hvis du træder et skridt nærmere. Jeg flækker dig en,« råber han tydeligt kørt op.
Jeg træder tilbage mod Savas, der ikke fatter, hvorfor han er anholdt. Han er frustreret over kontanthjælpskællinger og realityludere.
»Det her er fucking primitivt. Jeg bliver helt dårlig. Føj. Sølle, svage mennesker,« siger han med sin tøsede accent.
Savas fryser, men genvinder efterhånden til fatningen.
»Du er for i øvrigt en meget smuk fyr. Jeg skal score dig i aften. Jeg skal score dig. Hvor stor er den,« spørger Savas mig.
Det er vist på tide at gå hjem. Nikita Klæstrup og Oliver Bjerrehuus ankommer. Endnu en ung mand lægger sig ud med politiet og bliver lagt i håndjern efter en vild flugt. Folk fester ufortrødent nede i klubben. Jeg møder Paradiso-Anders med en cigaret udenfor:
»Patrick er taget hjem, så jeg aner ikke, hvor jeg skal sove. Jeg bor i Silkeborg, så hvad gør jeg?«
»Du kan da nok sove hjemme hos Savas. Jeg fik lige et godt tilbud,« svarer jeg.
»Han har lagt an på os alle,« griner Anders Meyer.
Fra det gjorde allermest godt, til det blev allermest hot, til det gjorde allermest ondt. Natten er forbi.
REALITYENS DANMARKSHISTORIE: FRA GLADE AMATØRER TIL PROFITHUNGRENDE CELEBRITIES
Med tiden er reality bare blevet større, vildere og mere outreret. For nu gælder det cool cash og berømmelse.
Faktisk begyndte det med kendisser. I Fangerne på fortet samlede TV3 et hold af kendte ansigter, der skulle gå igennem forskellige prøvelser. Danskerne elskede det. Der var det, at Viasat-kanalen - ganske vist inspireret af USA’s Survivor - satsede på Robinson Ekspeditionen. De satte en flok ukendte amatører ud på en øde ø og lod dem konkurrere mod hinanden. Det blev en stor succes, som morgenaviserne slugte råt.
Uvenskaberne, intrigerne og konflikterne var så saftige, at danskerne sad klæbet til skærmen uge efter uge. Man kunne tale om det på arbejdspladsen. Holdt man med Biker-Jens, der sagde tingene uden pis? Eller eventyreren, den halvflabede Dan Marstrand? Eller ham den kynisk taktiske Martin?
Der var penge i det her, fandt tv-kanalerne ud af, og snart kom Big Brother til, hvor folk var overvåget 24-7. Udfordringerne blev hårdere og hårdere på skærmen.
»Faktisk til et punkt, hvor vi til slut måtte skrue lidt ned for udfordringerne,« fortæller Jakob Kjeldbjerg, der blev vært på Robinson Ekspeditionen i 2004. Derimod zoomede de ind på konflikt og trekantsdramaer.
Producenterne begyndte at tilrettelægge og iscenesætte mere, siger film- og medieforsker Anne Jerslev, der har skrevet bogen Reality-TV.
»Den oprindelige idé med reality-tv var, at almindelige mennesker i konstruerede omgivelser skulle få en hverdag til at fungere. Producenterne satte så udfordringer op, der skabte følelsesmæssige konflikter, og det eskalerede med tiden,« siger Anne Jerslev.
Og med tiden blev reality-delen også nedtonet til fordel for show, glamour og smarte attituder. Det mere ungdomsfokuserede Paradise Hotel kom til at overskygge Robinson.
»Engang var det store plusord i realityprogrammer at stemme med hjertet. Senere blev plusordet at tænke strategisk og taktisk. Det var førhen et fyord, men er i dag karakteristisk for en vinder,« siger medieforskeren.
Paradise Hotel viste sig at være perfekt, fordi det havde den rette cocktail af jalousi, konflikt, konkurrence og kærlighed. Tilmed omhandlede programmet smukke unge mennesker, der gik amok i alkohol. Der var flotte mandige overkroppe, kvindelige balder og bryster. Og deltagerne? De kunne få en bid af berømmelsens kage og blive populære gæstebartendere landet over.
Mister sin uskyld
De unge hoppede lige i vognen mod Paradise Hotel, og på internettet som i aviserne var det en sport at gengive deltagernes dumme citater. Samtidig kom programmer som ’De unge mødre’ og Singleliv, hvor særligt de veluddannede seere grinede ad de medvirkende, der ofte var uden uddannelse, sagde og gjorde dumme ting for åben skærm.
Og mens tv-selskaberne malkede penge, fik deltagerne samme idé.
Først kom solbrune Sidney Lee med sin bandana, sine rock ’n roll T-shirts og sit androgyne væsen. Han var wrestler og professionel computerspiller, sagde han. Født med navnet Sidney. Folk troede ikke en brik på, hvad han påstod, men det var ligegyldigt. Han var på alles læber, og man gravede i hans fortid. En stjerne var født, og snart blev han inviteret til utallige nye realityprogrammer, hvori kendte nu atter medvirkede, herunder Dagens mand og Zulu djævleræs.
Amalie gjorde sin dumhed til en markedsvare og fik sit eget program. Og så kom Gustav Salinas med sin bøssede, tuttelu-stemme, sit dyre modetøj og meget selvglade facade i blandt andet ’For Lækker til Love’. Samtidig blev ’Familien fra Bryggen’ en kæmpe succes, som stadig kører, og hvor man følger Linse Kesslers familie tæt og nærmest privat.
For realitystjernerne har det været en særdeles lukrativ forretning at skabe et offentligt image.
Men at reality blot er big business, er en sandhed med forbehold. I dag er der alle slags programmer, som Jakob Kjeldbjerg siger. Programmer for de kendte som ’Jeg er en celebrity – få mig væk herfra’, programmer som ’Paradise Hotel’ for de unge, og endelig programmer som er langt mere dokumentariske eller stuerene, om man vil.
TV2’s ’Landmand søger kærlighed’ har haft en meget kærlig og rolig stil. Og DR har med ’Gift ved første blik’ forsøgt sig med næsten lidt for alvorlig reality. Her bliver folk gift ved første øjekast og skal forsøge at leve sammen som mand og kone. Går det? Går det ikke? Det er underholdende, men med en seriøs overtone, for DR sætter ikke som Viasat udfordringer op eller fremmaner konflikter i samme grad som de kommercielle programmer. Det tager deltagerne sig selv af.
VI SPØRGER REALITYSTJERNEN: HVOR SER DU REALITY I DAG?
Biker-Jens: Drop reality og rejs verden rundt
Kendt fra Robinson, nu salgsdirektør i Fakta
»Jeg har været bekymret for udviklingen. Dengang jeg var med, var der endnu en god tone og en god stemning, men tv-stationerne fandt hurtigt ud af, hvordan de fik flest seere. Nu handler det kun om at malke mest mulig profit på konflikter og dumhed. Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er synd for de unge mennesker, at de bliver udnyttet.
Det er også slemt, når jeg ser mine børn zappe forbi de her programmer. Deltagerne er dæleme dårlige rollemodeller, når de taler så grimt til hinanden. Nej, sluk for fjensynet, få et job på McDonald’s og rejs i stedet jorden rundt. Det giver en rigtig oplevelse.«
Sidney Lee: Reality er døden nær
Kendt fra Dagens mand, Singleliv med mere.
»Selvom reality eksisterer, er det ikke på samme måde, fordi internettet har taget over med Youtube, Netflix og HBO. Jeg kom ind i reality på det rigtige tidspunkt, fra omkring 2007 til 2010, hvor alle snakkede om det, men efter 2010 begynder det at dø. Alle de programmer, jeg lavede dengang, eksisterer ikke mere, så det er ved at være fortid. De har strøget Singleliv, og Paradise Hotel kører måske på sidste sæson.
Det jeg mærker ude i byen, og når jeg snakker med producenter, er, at selv de mest hardcore fans er stået af Paradise Hotel, og at seertallet er dalende for alle realityprogrammer. Det er en ting af fortiden, og alt har sin tid.«
Jakob Kjeldbjerg: Reality følger blot samfundstendenserne
Realityvært siden Robinson Ekspeditionen i 2004
»Jeg er ikke bekymret for udviklingen i reality. De unge mennesker følger blot en samfundstendens, hvor man viser og udstiller sig selv, som man gør det på Facebook. Men i stedet for at gå på kompromis, kan man sige, at de gør det 100 procent.
Engang rynkede mange på næsen ad Robinson, fordi folk stillede sig selv til skue foran kameraerne, men i dag gør alle det jo på de sociale medier. På den måde var Robinsonen forud for sin tid. Faktisk vil jeg sige, at jeg har stor respekt for realitydeltagerne, der tør tage pis på sig selv.
Hvis realitygenren ikke havde udviklet sig, havde den ikke overlevet. Det bliver spændende, hvad der kommer til at ske fremover, men jeg tror ikke, det bliver meget vildere. Danskerne kan bedst lide noget, de kan identificere sig med.«
I JAPAN ER DET DØDSENS ALVORLIGT
Biker-Jens frygter, at realityprogrammer ender som i Japan, hvor en 29-årige kvinde for nylig begik selvmord
I 2010 kom det danske program ’Hjælp, jeg er i Japan’ til de danske stuer. Her blev 10 danskere udsat for vanvittige gakkede udfordringer, når de skulle klæde sig ud som kyllinger og samle vandslanger i svømmebassiner, men intet af det var så slemt, at det gjorde noget.
For det kan være meget værre.
»Man siger, at det ikke bliver som i Japan, men jeg kan jo se, at de efterhånden bruger samme dramaturgi,« siger Biker-Jens og frygter, at Japans freakshow kan ramme Danmark.
I det populære japanske datingprogram Jjak, som betyder par, gik det så galt i 2014, at en 29-årig kvinde begik selvmord. Inden sin død beskyldte hun programmet for at iscenesætte hende som den tragiske, ensomme pige. Det skabte stor mediekritik, men det populære program fra 2011 eksisterer stadig.
De grundlæggende regler er, at seks fyre og fire piger bor i et hus. De bliver udfordret med fysiske aktiviteter for at vinde dates. Bliver man afvist af sin ønskede date, bliver man tvunget til at spise alene uden for huset. Til slut finder man ud af, hvem der matcher.
Bizarre udfordringer
Et andet program, kaldet Sasuke, er så fysisk hårdt, at man skal være professionel atlet - eller noget tilsvarende - for at gennemføre det. Det er et forhindringsløb med klatren, løb og hoppen så hårdt, at kun fire japanere har gennemført alle etaper i programmets 31 sæsoner. Det er blevet vist i 157 lande, og der er lavet en amerikansk pendant kaldet American Ninja Warrior.
I et mere bizart japansk program, kaldet Gaki no Tsukai, skulle man svare rigtigt på spørgsmål. Gjorde man det ikke, skulle man snuse til en anden persons bagdel.
Ingen af programmerne lyder særligt danske, og ifølge Jakob Kjeldbjerg kan vi være helt rolige her i andedammen, for danskerne vil have hygge, og noget vi kan identificere os med. Bliver det for ekstremt, slukker vi for tv’et.
