Ægteparret Rushy Rashid og Jens Harder Højbjerg har skrevet en bog om deres besværlige vej til ægteskabelig lykke. En historie om en pakistansk far, der til sidst bøjede af og helhjertet indlemmede en dansk mand i sin familie
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Højgravide Rushy Rashid har lagt fødderne op i sofaen, hvor de bliver nusset af Jens Harder Højbjerg. Her kan han gøre det, som er umuligt udenfor. Her kan han holde hånd og vise sin kærlighed.Indenfor murene i ægteparrets københavnske forstadsvilla bestemmer Rushy Rashid og Jens Harder Højbjerg selv reglerne. Her kan de røre hinanden. Og de kan tydeligvis ikke lade være.
Så snart de bevæger sig ud på fortovet gælder de pakistanske regler. Her går de i tækkelig afstand af hinanden. For sådan gør ægtefæller i den pakistanske kultur, og Jens Harder Højbjerg har intet ønske om at tirre sin afholdte svigerfar.
Rushy Rashids far har allerede slugt alle de kameler, man med rimelighed kan forlange af en pakistansk mand, der måtte se sin datter gifte sig med en dansk mand.
Den slags er tæt på at være en dødssynd i det pakistanske indvandrermiljø. Og det tog et langt og sejt år, før faderen havde slugt den sidste kamel og accepteret Jens Harder Højbjerg som svigersøn.
Venter datter
Parret måtte gå grueligt meget igennem, før de fik hinanden, og historien kunne ende lykkeligt med ægteskab, sønnen Adam på to år og en datter, som efter terminen melder sin ankomst om en måneds tid.
Det er en historie fuld af smerte og hjerte. Og en historie, som de nu fortæller i bogen »Bag Sløret«, som udkommer på fredag.
De mødte hinanden i sommeren 1998 på TV3. Rushy Rashid var nyhedsvært, og Jens Harder Højbjerg styrede stationens dækning af fodbold-VM i Frankrig.
Han var straks fyr og flamme og indledte et erobringstogt, som skulle komme til at vare meget længe og støde på bjergkæder af modstand. Ikke fordi Rushy Rashid ikke ville, men fordi hun ikke måtte.
Hun havde to mislykkede arrangerede ægteskaber og en brudt forlovelse bag sig med pakistanske mænd. En dansk mand var udelukket. Da hun begyndte at mødes hemmeligt med sin nordjyske bejler, var det med en pinefuld bevidsthed om, at forholdet ville kaste sorg og skam over hendes familie, hvis det blev afsløret.
Ærbare møder
Alligevel fik hjerternes overensstemmelse hende til at fortsætte. Og det samme med Jens Harder Højbjerg, selv om det ikke skortede på advarsler. »Du aner ikke, hvad du går ind til,« sagde Rushy Rashid til ham i forholdets spæde start. »Du må ikke lege med Rushy,« tryglede en kollega på TV3. Velvidende at et kurmageri til Rushy Rashid var anderledes forpligtende og alvorstungt end en flirt med en dansk pige.
Der gik et år med timelange natlige telefonsamtaler og ærbare møder på hemmelige steder, hvor nærkontakten indskrænkede sig til kys og kram. Sex før ægteskabet var utænkeligt for Rushy Rashid trods hendes moderne sindelag.
»Den største tvivl havde jeg efter et års tid, hvor vores forhold stod lidt i stampe. Mit dilemma bestod i, at jeg ikke syntes, jeg kunne lære Rushy ordentlig at kende, før vi havde prøvet at bo sammen. Men vi kunne aldrig komme til at bo sammen, før vi blev gift. Skulle jeg gifte mig med en ukendt kvinde for at lære hende at kende? Det var meget, meget svært,« fortæller Jens Harder Højbjerg, 40 år og i dag ansat som pressekonsulent i Københavns Kommunes sundhedsforvaltning.
Tvivlen forsvandt dog, da han mærkede ordentligt efter i sig selv.
»Jeg fandt ud af, at jeg havde stærkere følelser for Rushy end som så. Hun var speciel. Hun var anderledes,« siger han.
Rushy Rashid tvivlede også, men endte med at kaste sig ud på dybt vand. Selv om det indebar, at hun ikke så sin far og mor i et år. Alt det er fortid nu, og 35-årige Rushy Rashid understreger, at hun og Jens blandt andet har skrevet bogen for at ære hendes far.
»Vi vil gerne nuancere billedet af den urokkelige, pakistanske patriark. Min far har også rykket sig. Han har tilpasset sig de udfordringer, som hans fire børn er kommet hjem med. Han kom til Danmark med det ene formål at forbedre levevilkårene for sine børn, og det er lykkedes,« siger hun.
»Men det har også haft sin pris. Og de omkostninger får han tæsk for i det pakistanske miljø. Den pakistanske udgave af janteloven er, at man hellere hiver min far ned på grund af mit valg af mand end roser hans fire børn, som alle har klaret sig godt. En læser til læge, en anden er politibetjent, en tredje er i it-branchen, og jeg er journalist. Jeg håber, at jeg i mit liv vil have ligeså meget drive som min far. Jeg håber, at vi i bogen giver billedet af en stolt mand med gode værdier. Der er en grund til, at hans tre sønner ikke er kriminelle,« understreger Rushy Rashid, der efter årene som journalist arbejder som mangfoldighedskoordinator i Ikea.
I dag er Jens Harder Højbjerg fuldt accepteret af sin svigerfar. Han har været med ham i moskeen til fredagsbøn og nyder status og privilegium som familiens ældste søn, fordi han er gift med svigerfaderens ældste barn. Et ærefuldt hverv, som blandt andet indebærer, at Rushys far overdrager ham ansvaret for sin bil og sit dankort, når han selv er på rejse i udlandet.
Blev omskåret
Rushy Rashid har ikke mødt de samme reservationer i sin nye danske familie. Kun én gang har Jens Harder Højbjergs forældre og lillebror stejlet. Der var krise i familien, da han ifølge muslimsk skik lod Adam omskære. Men også det er fortid. Glemt og begravet i et kulturmøde, som ikke blev et sammenstød, men en sammensmeltning.
Adam og lillesøsteren ville blive introduceret for såvel islam som kristendom. Derefter må de selv vælge, når den tid kommer. Rushy Rashid indrømmer dog, at hun vil have det mærkeligt med, at hendes børn melder sig ind i folkekirken.
»Sådan er det jo. Min identitet er islam, og det ligger i rygraden på mig. Jeg er muslim, men samtidig er jeg demokrat og bekender mig til det at være dansk og borger i Danmark. Alt andet lige oplever jeg det samme budskab i Jens' familie, som jeg er vokset op med. Nemlig at man skal have respekt for andre og være mod dem, som man ønsker, de skal være mod én,« siger Rushy Rashid.
»Værdierne er fuldstændig de samme,« indskyder Jens Harder Højbjerg.
»Den måde, Rushys familie har fortolket islam på, og den måde, min familie har fortolket kristendom på, viser sig på vores individuelle plan at være stort set identiske. Rushys version af islam harmonerer 98 procent med den baggrund, jeg er vokset op med,« siger han.
Modsat sin kone vil Jens Harder Højbjerg ikke have de store kvababbelser med at se sine børn som troende muslimer.
»Jeg kan ikke forestille mig, at min dreng skulle blive noget, som jeg ikke kan gå ind for. Hvis Adam bare opfører sig ordentligt over for andre mennesker, så må han for min skyld være grøn i nakken. I don't care. Så er alt det andet sgu ligegyldigt,« siger han.
Ikke lyve
»De værdier, han vil få med hjemmefra, vil bygge på, hvad vi tror på er en anstændig måde at være på,« forklarer Rushy Rashid.
»Og så kan det godt være, at han drikker øl som 16-årig. Derfor kan han være god nok alligevel,« ler Jens Harder Højbjerg.
»Ja, han skal bare ikke lyve om det eller hykle,« tilføjer Rushy Rashid bestemt.
I køleskabet med den frække avisoverskrift er der hverken øl eller svinekød. Men ellers former dagligdagen sig som i enhver anden dansk familie. Gulvet flyder med legetøj, og gennem luften fyger de samme skældsord som i ethvert normaldansk ægteskab.
»Sådan skal det være i et ægteskab. Det handler om, at mænd og kvinder er forskellige. Der er ting, jeg aldrig lærer at forstå om kvinder, og det er kun charmerende. Jeg tror ikke, vi er sluppet billigere med konflikter og småskænderier. Det er akkurat det samme...., min kone er for eksempel ikke så god til at rydde op,« ler Jens Harder Højbjerg.
»Nej, og han er ikke så god til at lave mad. Vi har en hel hylde med kogebøger, som manden ikke kan finde ud af at læse,« kvitterer Rushy Rashid med et stort smil.
»Vi er begge enige om, at ægteskab gælder til, døden os skiller. Når det er sagt, så betyder det også, at småfnidder ikke skal få fundamentet til at krakelere. Vi vil kæmpe til den bitre ende for at blive sammen. Vi har et solidt ægteskab,« fastslår hun.
Jens Harder Højbjerg tøver ikke, da han skal opregne sin kones bedste kvaliteter: At de kan tale om alt. At hans kone hiver tingene op på bordet. Også de ubehagelige, som mange viger udenom at tale om.
Ikke sure i seng
»Vi har en gensidig aftale om, at vi ikke vil være sure på hinanden, når vi går i seng om aftenen,« forklarer Rushy Rashid.
»Vi skal have talt ud om tingene. Det med at bære nag er bare det værste. Så drøner man ud ad en tangent, som er svær at komme tilbage fra. Heldigvis har jeg det sådan med Jens, at jeg kan betro mig til ham om alt,« tilføjer hun.
john.lautrup@bt.dk
