De to spontane aborter og det dødfødte barn i Uldum kan skyldes fugtproblemer i familiens Jønssons bolig, vurderer eksperterne. Skimmelsvampe er nemlig under alvorlig mistanke for direkte at påvirke kvinders menstruationscyklus.



»Vi har set flere tilfælde, hvor kvinders menstruation bliver påvirket. Typisk udebliver menstruationen helt, hvis kvinden har været under kraftig påvirkning af skimmelsvampe,« siger en af Danmarks førende eksperter i skimmelsvamp, Kristian Fog Nielsen fra Danmarks Tekniske Universitet.

Hans bedste råd til den hårdt ramte familie er, at de aldrig mere skal sætte deres ben i den svampebefængte bolig.

»Det er meget sandsynligt, at familiens problemer skyldes skimmelsvampene, og jeg vil anbefale dem at finde et helt nyt sted at bo,« siger Kristian Fog Nielsen.

Hans vurdering stammer udelukkende fra kendskabet til den jordslåede stank, der rammer én, når man træder ind i det fugtplagede hus. Men når der lugter så kraftigt af mug i et hus, er forskerne ikke i tvivl: Huset er en svamperede, og den er farlig.

»Lugten er et ret sikkert tegn på, at den er helt galt. Hvis der stinker inde i huset, kan man være sikker på, at det er slemt angrebet af skimmelsvamp, og det er bestemt ikke sundt at bo i,« siger eksperten fra Danmarks Tekniske Universitet.

Han er med i et forskerteam, der undersøger de sundhedsfarlige konsekvenser ved skimmelsvampe i danske boliger. Efter flere års undersøgelser er eksperterne ikke i tvivl om, at skimmelsvampe er farlige for helbredet.

»Ingen kan tåle at bo i et hus, hvor store flader er angrebet. Man går rundt og indånder sporer fra svampene og det vil alle blive syge af på et eller andet tidspunkt. Folk bliver typisk mentalt påvirket i form af træthed og alvorligt hukommelsesbesvær, hvor de eksempelvis ikke kan huske, om de er på vej til eller fra arbejde,« siger Kristian Fog Nielsen fra teamet.«

Skimmelsvampe kan også give problemer med vejrtrækning og astmatisk bronkitis hos børn. I USA mistænkes en bestemt skimmelsvamp for at være skyld i en række dødsfald blandt spædbørn fra Cleveland-området.

Indenfor en kort periode døde flere babyer pludselig af akut lungeblødning. Det viste sig, at de spæde børn alle kom fra hjem, som havde været udsat for massive oversvømmelser. Vandmasserne havde givet ekstreme vækstbetingelser for skimmelsvampe, og babyernes hjem viste sig at være hårdt angrebne.

I Danmark er der dog kun få tilfælde, hvor skimmelsvampe sættes i forbindelse med livsfarlige sygdomme.

De nyeste forskningsresultater peger på, at selve svampetypen ikke er så afgørende for, om skimmelsvampene er sundhedsfarlige. Risikoen er fornbundet med omfanget af svampe-angrebet. »Når der er rigtig meget svamp i boligen, er symptomerne også massive,« fortæller svampeeksperten Kristian Fog Nielsen.

Han kan derfor berolige folk med, at man ikke er i fare for at blive syg, bare fordi man finder lidt svamp i sit badeværelse. Svampeangrebene afslører sig typisk som mørke pletter på væggene.

»Men hvis der er store angreb, bliver folk syge af det, og derfor anbefaler jeg klart, at man søger hjælp hos en rådgiver, hvis der er mange skimmelsvampe i boligen,« siger Kristian Fog Nielsen. aho/no