Janni Christensen og Karsten Ree er naboer til Coloplast-ejer og mange millardæren Niels Peter Louis-Hansen, som sammen med sin hustru var offer for et groft hjemmerøveri søndag aften. De kendte parret rigtig godt og er rystet over situationen.

»Karsten har kendt naboen (Niels Peter Louis-Hansen, red.) i over 60 år. Vi er dybt rystede,« siger Janni Christensen til bt.dk.

En 35-årig mand knuste en rude og brød ind i parrets hus, hvor han med en pistol truede Coloplast-ejeren og hustruen til at overføre 2,5 millioner til sin konto.

Janni Christensen og Karsten Ree var ikke hjemme søndag aften, da hjemmerøveriet fandt sted hos naboparret. Datteren befandt sig til gengæld i huset, men hun hverken så eller hørte noget.

Oven på den chokerende episode vil parret nu overveje, om de skal sikre deres eget hus endnu bedre, end de allerede gør.

»Vi synes selv, vi har et godt alarmsystem, skudsikre døre og andre ting. Men vi er da bange nu, og måske gør vi endnu mere for at føle os sikre,« siger Janni Christensen til bt.dk.

Fem huse længere nede ad villavejen bor Ole Marxen. Han var ligeledes ikke hjemme søndag aften, men også han er berørt af episoden.

»Jeg synes, det er ganske uhyggeligt. Jeg kender dem ikke så godt, men jeg hilser på dem. Det er ganske forfærdeligt, hvad de har været udsat for,« siger Ole Marxen.

Ole Marxen forklarer, at de ikke har værdier i hjemmet - simpelthen for at undgå at friste indbrudstyve. Udover det sikrer de huset med alarmsystemer.

Den formodede gerningsmand er mandag ved Retten i Lyngby blevet varetægtsfængslet frem til 30. marts, sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed.

Retsmødet foregik for lukkede døre, så det er sparsomt med detaljer i sagen.