Intet var overladt til tilfældighederne, da den kendte liebhavermægler Jan Fog døde torsdag 23 april.

Selv om Jan Fog døde pludseligt som følge af en eksperimentel behandling af hans kræftsygdom, så var hans egen død og tiden efter et scenarie, han i god tid havde taget stilling til selv. Med rettidig omhu, havde den sympatiske og begavede kendismægler en sidste stor plan parat.

Mandag blev det officielt meddelt, at Jan Fogs enke, psykoterapeuten Charlotte Juul, har solgt firmaet, bare to dage efter sin mands bisættelse.

»Som udgangspunkt er det jo ikke en situation, som nogen af os har ønsket at sidde i, men det har været Jans eget ønske, at såfremt han ikke var her mere, så skulle vi føre hans forretning videre,« siger ejendomsmægler Søren Heilesen, der er partneren i mæglerfirmaet Claus Borg og Partner, der mandag med øjeblikkelig virkning overtog Fogs firma for et ukendt millionbeløb.

Allerede da Jan Fog blev gift med Charlotte Juul for bare halvandet år siden, 3. december 2013, stod det klart, at ægteskabet ikke udelukkende handlede om kærlighed.

Den kendte ejendomsmæglers forretningsimperium skulle overdrages til hjerteveninden Charlotte Juul, så der blandt andet ikke skulle betales arveafgift. Og det var aldrig meningen, at den 49-årige kvinde skulle føre firmaet videre.

Fog lagde ikke skjul på, at ægteskabet også var et praktisk arrangement til fordel for formuen, firmaet og hans ’livs kærlighed’, som han kaldte den 17 år yngre hjerteveninde.

Du kan læse hele Jan Fogs store plan i BT tirsdag.