Lige så udadvendt og social Jan Fog var, lige så notorisk privat er hans livs store kærlighed, 49-årige Charlotte Juul. I går fulgte hun den plan hendes mand lagde, og solgte hans livsværk.

Liebhavermæglerens enke har dog en gang åbnet op for nogle barske oplevelser, hun var igennem i slutningen af 90’erne, og som forandrede hende som menneske.

Levemanden Fog forelskede sig i den 17 år yngre Charlotte, da hun stadig gik i gymnasiet, og den ellers erfarne herre fik i den grad lov til at kæmpe for den smukke pige, som han efterfølgende var kæreste med i tre år. Siden da var der mange andre kvinder i Fogs liv, men aldrig nogen, der kom i nærheden af Charlotte.

LÆS OGSÅ:

»Han er både min far, min gamle ægtemand, min ven og min gamle onkel. Det er som om, at han er alle funktioner,« fortalte Charlotte Juul, der i dag arbejder som psykoterapeut, i et TV2-portræt af Jan Fog i 2011.

To år senere giftede de sig så. Desværre nåede parret aldrig at fejre to års bryllupsdag. Jan Fog døde d. 23. april, og Charlotte Juul arvede dét firma, hvor hun selv har arbejdet i ti år.

En fantastisk sælger

Efter Charlotte Juul og Jan Fog var blevet kærester i slutningen af 80’erne, blev Fog nemlig overbevist om, at hans kæreste havde et talent for at sælge. Han gav hende en udfordring - at sælge et hus på to måneder, fortalte kendismægleren i sin erindringsbog fra 2011 ’I første klasse – overklassen indefra’.

Hun behøvede kun én - Charlotte Juul var ganske rigtigt et naturtalent og – med Fogs egne ord – en ’fantastisk sælger’.

Forsatte i firmaet

Og selv efter det gik galt for parret efter tre års privat og professionelt parløb ændrede det ikke på ansættelsesforholdet. Charlotte fortsatte i ejendomsmæglerfirmaet, og det var her, hun som 26-årig mødte den 15 år ældre entertainer Thomas Eje i begyndelsen af 1990erne.

Det forelskede par viste sig ofte på den røde løber, og i 1994 blev de gift på Bornholm ved et hemmeligt bryllup. Jan Fog havde på det tidspunkt erkendt sit nederlag og blev gode venner med sin store kærligheds mand. Han forærede dem endda en bassethund i bryllupsgave. Men forholdet knagede, og parret blev skilt i 1998. Omkring det tidspunkt blev Charlotte Juul ramt af en eksistentiel krise, som hun har beskrevet i bogen.

Var pludselig meningsløst

»Jeg følte mig mere og mere tom. Som om jeg ikke eksisterede længere. Jeg havde det, som om jeg spillede teater, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig anderledes,« fortalte hun.

Hun sagde op i Fogs firma – til hans store sorg.

»Det var pludselig meningsløst for mig at sælge huse,« har hun fortalt. I stedet søgte hun ind på skuespillerskolen, og siden fulgte et ophold i Italien på en malerskole, hvor hun havde det meget dårligt.

LÆS OGSÅ:

»Psykisk havde jeg det så dårligt, at jeg havde givet fuldstændig op. Det eneste, jeg kunne tage mig af, var at få mad og drikke, så min krop ikke døde. Det var et helvede,« lød det ærligt i bogen.

Vendepunktet kom i Firenze, hvor hun blev ramt af en noget nær religiøs oplevelse. Siden fulgte en rejse til en ashram i Indien og siden et smut forbi, kollektiv på Nørrebro uden døre og med daglig meditation.

LÆS OGSÅ:

Hendes Facebook-profil vidner også om, at interessen for det spirituelle er betydeligt større end for livet som ejendomsmægler for de rige og berømte. Måske netop derfor valgte hun i går at sælge Jan Fogs firma i stedet for at genoptage sin tidligere karriere.

Charlotte Juul har ikke ønsket at udtale sig i forbindelse med ægtemandens død.