- Det virker hovedløst, at man først er i stand til at informere om jordskælvet klokken 10.30, når de indtræffer 6.20, siger Ole Hækkerup.
Han mener at myndighederne har gjort sig selv til grin ved at reagere så langsomt og havde egentlig hellere set, at man helt havde forbigået det harmløse naturfænomen i tavshed.
- Jeg håber, at man har lært af dette her. Tænk hvis det havde været et terrorangreb på Nørreport Station, siger han.
Myndighederne har netop åbnet hjemmesiden kriseinfo.dk, hvor man vil samle al information om katastrofer, stormflod og terror, der rammer landet.
På den baggrund har Ole Hækkerup stillet forsvarsminister Søren Gade en række spørgsmål om, hvorfor man ikke er bedre til at anvende internettet i sin kommunikation til befolkningen.
- Myndighederne, der lever af borgernes tillid, har tilsyneladende ikke forstået, hvordan man skal forvalte denne tillid. Sker der en katastrofe, et terrorangreb, stormflod eller for eksempel et jordskælv, så skal borgerne kunne søge information ét sted, nemlig på kriseinfo.dk. Man kan ikke forvente, at borgerne læner sig tilbage og reflekterer over hvilken hjemmeside, der kan være relevant. Al information skal samles på kriseinfo.dk, siger Ole Hækkerup






















