Konflikten i Mellemøsten fører nu til splittelse blandt indvandrere i Danmark. Muharrem Aydas, der er formand for paraplyorganisationen for etniske minoriteter, POEM, opfordrer direkte imamen ved Det Islamiske Trossamfund, Ahmed Abu Laban, til at trække sig, skriver Politiken

Det sker, efter at Ahmed Abu Laban i går sagde, at muslimer ikke skulle være bange for at dø, blot de fulgte Allahs vilje, og at muslimer i Danmark ikke måtte svigte deres brødre i Palæstina.

- I skal ikke tro, at de, der bliver dræbt i kampen, er døde. De er levende hos Allah, og Allah giver dem gaver. Vi skal tænke på at være aktive og ikke passive, sagde Ahmed Abu Laban foran flere hundrede mennesker, der i går var samlet til fredagsbønnen i Det islamiske Trossamfunds moské på Nørrebro i København.

Han sagde samtidig, at muslimer ikke skal læne sig op ad FN eller FN's Sikkerhedsråd, men støtte sig til Allah i Mellemøst-konflikten. Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kaldte han "en amerikansk marionetdukke".

Muharrem Aydas fra den etniske paraplyorganisation POEM kalder udtalelserne "forfærdelige".

- Det vigtigste udgangspunkt for flygtninge og indvandrere i Danmark er at fungere i det danske samfund, og i det lys er Ahmed Abu Labans holdninger stærkt kritisable og forfærdelige. Det er meget ødelæggende for os, siger han.

Også det radikale folketingsmedlem Naser Khader tager afstand og siger, at det er et problem, at han nærmest legitimerer selvmordsbomber. Derimod får imamen støtte fra det socialdemokratiske medlem af Borgerrepræsentationen i København, Hamid El Mousti.

/ritzau/