Danmarks eneste rigtige imam tager nu affære. »Jeg holder af danskerne, og enkelte muslimer skal ikke ødelægge det forhold,« siger han

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Nu skal være slut med udtalelser, som at kvinder uden tørklæde selv er ude om voldtægt og gør samfundet beskidt i de danske medier. Det vil imam Khalil Jaffar Mushib i hvert fald gøre sit til.

Khalil er ikke hvem som helst. Han er den eneste imam i Danmark, der er godkendt af Den Arabiske Liga. Dermed har han været det øverste islamiske overhoved i landet, lige siden han flyttede hertil for fire år siden fra Bagdad i Irak.

Midt imellem eftermiddagsbøn og danskundervisning får B.T., som det første medie i Danmark, lov at komme i audiens hos den travle imam på hans kontor på øverste sal i Islamisk Kulturcenter i Københavns Nordvestkvarter.

Umiddelbart ville man nok tro, at en irakisk imam, der kun taler arabisk, ville få et stort kulturchok ved at komme til Danmark. Men faktisk er hans indtryk af de blonde og pølsespisende nordboer meget positivt.

»Jeg sad den anden dag med web-cam og chattede med min gamle far i Bagdad. Han syntes, at jeg havde fået et enormt langt skæg, og han mente ikke, jeg kunne gå ud blandt mennesker med sådan et,« griner han og fortsætter:

»Men så sagde jeg, at danskerne er ligeglade. De ser ikke på udseendet, men på mennesket indeni. Det kan jeg godt lide ved danskerne. De smiler og er venlige. Ligesom muslimer.«

Nysgerrige
Det har ellers ikke været barmhjertighed, som hverken den såkaldte mufti Shahid Mehdi eller flere andre imamer har mødt, efter at de i medierne har fortalt om deres syn på kvinder.

Khalil selv, der kun taler arabisk, har ikke udtalt sig i debatten tidligere. Men han har skullet forklare sig over for mange danskere det sidste par uger.

»Når jeg den sidste uges tid har været til danskundervisning eller været i butikker, så har mange været nysgerrige og spurgt, om jeg også mener, at kvinder selv er ude om voldtægt, ligesom denne mufti siger. Og selv om jeg siger jeg altid nej,« siger han.

De ekstreme ord fra muftien har gjort imam Khalil trist til mode, og derfor skrider han nu til handling.

Storvask blandt imamer
»Sidste søndag havde jeg indkaldt til »storvask« blandt imamer og andre muslimer. Her fortalte jeg, at de skulle tale respektfuldt om de danske kvinder, sådan at det ikke kunne misforstås,« siger han og smiler igen venligt.

Imam Khalil har nu også nedsat en bestyrelse, der skal vejlede imamerne og andre muslimer.

»Vi er gæster her i landet, og det er meget trist, hvis enkelte muslimer med uheldige udtalelser skader vores forhold til danskerne. Det er så vigtigt, at I ikke får et forkert billede af vores religion. Vi vil så gerne bare kunne elske jer,« siger han.

tnk@bt.dk