Myten om, at flygtninge og indvandrere i Danmark ender som psykisk syge kriminelle på grund af krigstraumer, bliver nu aflivet. Det sker på baggrund af nye tal fra Århus Amt, der viser, at fire ud af 10 af amtets retspsykiatriske patienter har en anden etnisk baggrund end dansk.

Det er livet i Danmark, der presser de fremmede ud i et liv som psykisk syge kriminelle, skriver MetroXpress.

- Fremmede lever et udsat og marginaliseret liv. Kulturforskelle, sprogproblemer og et dårligt socialt netværk er mentalt stressende og kan føre til psykisk sygdom og kriminalitet. Det er de samme forhold, som gør danskere psykisk syge, siger ledende oversygeplejerske Susanne Ebling, retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Ifølge oversygeplejersken bliver krigstraumer og ubehagelige oplevelser fra flugt og elendighed i dag behandlet, når flygtningene kommer til Danmark. Det sker blandt andet i det anerkendte Rehabiliteringscenter for Torturofre. I stedet er det livet i Danmark, som gør de fremmede til psykiatriske patienter, vurderer hun.

Overlæge Thomas Morin, leder af psykiatrisk afdeling på Horsens Sygehus, bekræfter udviklingen. Samtidig påpeger han, at det dårlige forhold mellem danskere og udlændinge direkte kan påtvinge fremmede psykiske sygdomme./ritzau/