Hvad tænker modne, danske mænd? Altså generationen af knudemænd, der højest brummer, når man spørger, hvordan de har det? I en ny bog åbner de op for det, de aldrig taler med deres kvinder om...
Ja ja, det er fint,« siger han og kigger ned i avisen. Ved siden af står hun og ønsker kun at være en flue, der kunne sætte sig på indersiden af hans kranium og få bare ét lille glimt af, hvad der foregår derinde.
Vi kender ham alle sammen. Manden, der aldrig udbasunerer sine inderste tanker og følelser, men i stedet ordknap konstaterer, at ’alt er fint’, og at der i øvrigt ’ikke er grund til at tale mere om dét’. Kort sagt den tavse mand.
Men hvad nu hvis du kunne blive fluen på væggen i den lukkede verden af tavs testosteron? I en ny bog ’Modne mænd’ åbner en række kendte danske mænd i alderen 60-82 år op for nogle af deres inderste tanker om kvinder, sex, tro, død, ensomhed og angst. Alt det, de aldrig har talt med deres kvinder om.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs om bogen som forfatteren kalder sin egen forsinkede dannelsesrejse. Læs også hvad Viggo Sommer tænker om sex, Henrik Saxgren om ensomhed, Ib Michael om kvinder og Peter Aalbæk Jensen om tro.
Hvad tænker modne, danske mænd? Altså generationen af knudemænd, der højest brummer, når man spørger, hvordan de har det? I en ny bog åbner de op for det, de aldrig taler med deres kvinder om...
Ja ja, det er fint,« siger han og kigger ned i avisen. Ved siden af står hun og ønsker kun at være en flue, der kunne sætte sig på indersiden af hans kranium og få bare ét lille glimt af, hvad der foregår derinde.
Vi kender ham alle sammen. Manden, der aldrig udbasunerer sine inderste tanker og følelser, men i stedet ordknap konstaterer, at ’alt er fint’, og at der i øvrigt ’ikke er grund til at tale mere om dét’. Kort sagt den tavse mand.
Men hvad nu hvis du kunne blive fluen på væggen i den lukkede verden af tavs testosteron? I en ny bog ’Modne mænd’ åbner en række kendte danske mænd i alderen 60-82 år op for nogle af deres inderste tanker om kvinder, sex, tro, død, ensomhed og angst. Alt det, de aldrig har talt med deres kvinder om.
»Jeg har aldrig selv talt med nogen om min angst for døden eller om min krop, der forgår, eller om den panik jeg føler ved, at jeg er fyldt 60 år,« siger forfatteren Bo Østlund.
»Mange af mændene har heller aldrig sat ord på det før. Men her taler de om alt fra potens til tro, fordi de slipper for mellemregninger eller efterregninger. Der er ingen hustru eller kæreste, der siger: ’Hvad mente du egentlig med det, du sagde forrige torsdag?’ Det er nemmere at åbne sig for et menneske, der bare stiller spørgsmål og kører igen, end for det menneske, man skal se i øjnene hver dag,« siger han.
At finde sin vej
Selv er Bo Østlund netop fyldt 60 år. Da han blev 50, tænkte han, at han var halvvejs i livet. Men her 10 år senere er døden allerede kommet væsentligt tættere på i bevidstheden. Ikke mindst fordi hans far tog sit eget liv som 62-årig.
For Bo Østlund er samtalerne med de 24 mænd derfor mere end et sjældent indblik i mandens inderste. Det er også en søgen efter nogle, han kan spejle sig i i sin egen alderdom.
»Jeg har aldrig fået undervisning i at blive 60 år. Man står ved en skillevej, nærmer sig arbejdsmarkedets afslutning og hvad så? Min far begik selvmord, fordi han solgte sin butik. Vi har alle sammen noget, vi er, men hvad nu... Børnene har ikke længere brug for én, så hvad skal man gøre af al den kærlighed, man har givet dem,« spørger han.
Forhandling med Gud
Forfatteren kalder bogen for sin egen forsinkede dannelsesrejse.
»I vores hoveder er vi alle sammen 23 år, men når man runder 50-60 år, vokser der hår ud af alle mulige og umulige huller, og der er kun begrænsninger herfra. Jeg kan ikke længere låne til et hus. Min generation har fået alt, hvad vi pegede på. Der har været opsving. Lige pludselig står vi i en situation, hvor vi ikke bare kan få. Nu skal vi til at forhandle med Gud.«
At forberede sig på at skulle herfra. At skulle dø er et tilbagevendende tema i bogen. Selvom døden er lige for mænd og kvinder, er tankerne om og angsten for døden anderledes for mænd, mener Bo Østlund.
»Kvinder er bedre til at sætte ord på deres følelser. De har ofte talt om de her ting med deres veninder masser af gange. For de mænd, jeg har talt med, er det en healing, fordi de får luft for tanker, som de ikke har fået luft for før,« siger han, der fået større ro til at gå ind i 60erne og 70erne efter at have skrevet bogen.
»Nu ved jeg, at jeg ikke er alene. Der sidder 24 mænd, der har det på nøjagtigt samme måde. De havde bare aldrig sagt det før.«
Fire hemmeligheder - Hvad mænd tænker om:
Sex: Viggo Sommer Musiker og komiker. 59 år
»Det seksuelle er vigtigt for mig. Går jeg tre måneder uden sex og erotik, går det ud over mit humør, og det påvirker dybest set også min ensomhed til det værre. På den måde er vi mennesker nok ligesom dyr. Vi har brug for den intime nærhed, krop mod krop, berøringer, nærhed. Og det er noget helt andet, og meget vigtigere, end automatsex, hvor man bare knepper eller ser porno. Ikke at der er noget galt med porno.
Jeg har dyrket tantrasex, hvor det bliver langsommere, og du bevarer lysten lidt længere, i stedet for bare at køre den frem mod orgasme og alting. Der er mere ro på, og nydelsen er helt anderledes, meget mere intens. Jeg behøver ikke nødvendigvis selv at komme. Det kan være ganske fint uden. Det er meget vigtigere for mig, at min kvinde bliver tilfredsstillet.
Engang imellem tager jeg lige en halv Viagra. Det kan jeg varmt anbefale, for så kan du holde den meget længere. Jeg kan godt få rejsning, og få den op at stå, men i vores alder kan flaget godt pludselig gå på halv, selv om du stadig er liderlig. Med sådan en halv pille får du lige et ekstra boost, så du kan være sikker på din kammerat.«
Ensomhed: Henrik Saxgren. Billedkunstner og fotograf. 63 år
»Når jeg føler mig ensom, bilder jeg mig ind, at folk bedre kan lide mig, hvis jeg laver gode billeder, og det er jo det rene nonsens, ikke? Nogle stemmer inden i mig, fortæller det, men når jeg så ser min datter og mit barnebarn, ved jeg jo godt, at det er fuldstændig ligegyldigt, om jeg tager gode eller dårlige billeder, for alt handler om nærvær. Jeg tror, at mange lever med den forstillelse, fordi man umiddelbart får mere anerkendelse, hvis man er dygtig til det, man laver.
Jeg kan godt lide at få respekt, men jeg får jo ikke et bedre forhold til mine nærmeste, fordi jeg er en dygtig fotograf – eller måske spiller det alligevel ind? For hvis jeg er tilfreds med hele mit liv – altså også mit kunstneriske arbejde – er jeg jo i bedre balance. Og så har jeg mere at give...
Men der er den lille usikkerhed, som vi alle sammen må leve med: Kan andre folk lide mig? Når du arbejder så meget alene, som jeg gør – jeg arbejder altid alene, det har jeg stort set altid gjort – og hvis jeg er væk seks uger i Grønland, så kan jeg jo godt stadig komme i tvivl, om der er nogen, der savner mig, eller om der er nogen, der kan lide mig. Tvivlen på eget værd både professionelt og som person er livets forbandede vilkår, og jeg nages mange gange af den evige tvivl, som forstyrrer og piner mig.
Jeg ville jo helst bare være en flink, glad mand, der havde overskud til alle og havde mine børnebørn løbende ude i haven, og som sad for bordenden og sagde: ’Kom herhen og få et knus af jeres morfar’.«
Kvinder: Ib Michael. Forfatter. 71 år
»Jeg er en maskulin person, som holder meget af mine drengevenner. Vi ror sammen, vi snakker, og vi ordner verdenssituationen. Whatever you know. Vi er, som drenge skal være, og det maskuline fællesskab betyder meget for mig. Vi griner, og vi griner af kvinderne, og vi er fandens kry, og i samme øjeblik, der kommer en kvinde forbi, så klapper vi i, altså. ’Neej, det var ikke mig, der sagde det. Nej, nej, nej, det var ikke mig, der sagde det ...’
Vi er, som mænd nu engang er. Vi har det sjovt, og vi har et frirum til at brokke os over kællingerne – og kloge kvinder ved, at enhver mand skal sidde i skurvognen et par timer hver uge, for ellers går det galt. Det værste, det er, når mænd begynder at lære sig feminisme og pludselig kan alle feminismens slagord. Lad dog kvinderne om det. Det er deres kamp.«
Tro: Peter Aalbæk Jensen. Filmproducent. 60 år
»Jeg er en meget troende mand, og jeg beder aftenbøn hver dag. Jeg beder ikke for mine egne synder, det ville være for hyklerisk, synes jeg – men selvfølgelig beder jeg for omsorg for dem, som jeg elsker. Jeg kan ikke se andet, end at der er en religiøs mening med livet, men jeg tror ikke på, at det har nogen som helst betydning for eller indflydelse på livet efter døden, hvor godt eller hvor dårligt, jeg opfører mig. Det er jeg overbevist om, at Gud er fløjtende ligeglad med.
For mit vedkommende er jeg sikker på, at der er lukket og slukket, når jeg dør, men jeg beder alligevel Vorherre hilse min far og min mor, så det er et mærkeligt barnagtigt billedbibel-univers, der er i mit hoved. Jeg er helt sikker på, at Gud er der, hvem fanden skulle ellers have trykket på en stor knap for 13,7 milliarder år siden og startet Universet? Det er topmålet af naivitet at bilde sig ind, at der ikke er en Gud. Jeg har dybt respekt for meget begavede mennesker, der er ateister, men når jeg står ude i min have og pisser, og kigger op på firmamentet, så tænker jeg: ’Hvem kan angribe dét her rationelt?’
Samtidig tvivler jeg dog på, at der er andet end, at vi er her. Det evige liv betyder for mig, at jeg skal begraves, at min krop formulder og skaber vækstbetingelser for nye planter og dermed også dyr. På den måde lever jeg evigt ved at blive til jord og genopstå af jord.«
Bogen ’Modne Mænd’ af forfatter Bo Østlund udkommer 14. oktober på forlaget Heatherhill. Pris 334 kr.
