Journalist Jeppe Nybroe gør sammen med en gruppe klovne livet sjovere for børn i verdens brændpunkter

De har almindelige jobs, men ferien bruger de på noget helt usædvanligt.

På lørdag ifører Berit Austeen sig sit klovnekostume, tager sin lyserøde plasticgris under armen og går sammen med seks andre fritidsklovne om bord på et fly til Vestbredden. Turen har kun ét formål – at få smilet frem hos så mange børn som muligt i den konfliktplagede zone.

Ideen med at rejse til verdens brændpunkter fik hun sammen med journalist Jeppe Nybroe. På sine reportagerejser til konfliktzoner har han med egne øjne oplevet, hvordan børns trivsel ofte bliver glemt på grund af større behov som at skaffe mad og tag over hovedet.

»Vores arbejde handler om at give børnene et håb og et lyst øjeblik i en hverdag, der er mørk og fuld af fortvivlelse,« siger Jeppe Nybroe. Han står for det praktiske som at lave aftaler med lokale organisationer og ledsager klovnene, der kalder sig Clowns4Care.

Tidligere har de besøgt Mongoliet, Libanon og Ukraine, og sidste forår klovnede de i tre dage for flygtningebørn i Grækenlands hovedstad Athen.

Når de ankommer til for eksempel en flygtningelejr, handler det om at inddrage så mange børn som muligt og få dem til at lege med hinanden, forklarer Berit Austeen.

»På den måde får vi hævet energien og stemningen med fælles lege, for eksempel klappeleg. Sådan noget som ballondyr skal man passe på med, for når alle vil have et ballondyr, kan der godt opstå konflikter mellem børn, der i forvejen er pressede,« siger Berit Austeen, der til daglig arbejder med kriserådgivning. Hun sørger altid for at sige farvel til børnene i stedet for at forsøge at holde kontakten med dem.

»Men mange af børnene går lige i hjertet på en. Det kan være meget svært at efterlade dem. Men det er ikke min rolle at redde dem. Jeg bliver nødt til at skille tingene ad, for ellers kan jeg ikke holde til det,« siger hun.

Om aftenen samles klovnene og fortæller på skift, hvad de har oplevet af gode og dårlige ting. På en tur for otte år siden besøgte Berit Austeen et hospital for kræftramte børn i den ukrainske by Lviv, hvor hun blev bedt om at besøge en dreng, der trængte til opmuntring.

»Han var så syg. Jeg klovnede for ham og hans mor, og i et kort øjeblik smilede han. Pludselig var der lidt liv i hans øjne. Men dagen efter døde han,« fortæller Berit Austeen. Den aften fik hun særligt brug for de andres klovnes støtte.

De syv klovne, der både tæller en håndværker, pædagog og en psykoterapeut, bruger deres egne penge på flybillet og hotel. Men med Jeppe Nybroes hjælp har arrangeret et samarbejde med FN, der leverer køretøjer og ekstra sikkerhed på landjorden.

Med et håb om at kunne tage på mange flere ture har de nu startet en indsamling.