1. marts var tiårsdagen for den historiske politiaktion, hvor Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København blev ryddet. En række nøglepersoner fortæller, hvordan de oplevede den dag, da Faderhuset fik sit hus, de unge mistede.
Der, hvor Jagtvej krydser Nørrebrogade, lå engang et historisk hus.
Huset blev i 1897 indviet som Folkets Hus og forsamlingshus for arbejderbevægelsen. Det var her, den anden internationale kvindekonference fandt sted i 1910 og grundlagde traditionen med kvindernes internationale kampdag. Men fra ca. 1960 stod huset tomt, da et nyt Folkets Hus på Vesterbro havde taget over.
Jagtvej 69 blev i begyndelsen af 1980erne overdraget til en flok bz’ere, som flyttede ind. Her boede de, holdt koncerter, debatarrangementer og fester indtil årtusindskiftet. De nye ejere, en lollandsk frikirke, kaldet Faderhuset, ville have de unge ud.
Ungdomshuset blev storpolitik, og en landsretsdom i august 2006 gav ejerne medhold. Et sidste øjebliks forsøg på en politisk løsning mislykkedes. De unge skulle ud.
Torsdag 1. marts 2007, få sekunder efter klokken 7.00, blev den første kampklædte betjent fra Politiets Aktionsstyrke firet ned på taget af Ungdomshuset på Jagtvej 69.
Her er historien om rydningen af ungdomshuset fortalt af dem, der var helt tæt på.
Ditte Marie Nielsen
fotograf og dokumentarist
»Alle kender lyden af en helikopter, men når den er lige over hovedet på dig klokken syv om morgenen, er larmen infernalsk. Jeg ligger og sover oppe under taget på en hems. Efter fem sekunder har jeg sko på og kameraet under armen. Jeg hopper ned på gulvet. Aktivister med masker råber: »Eviction! Eviction! Eviction! (udsættelse, red.)«
Det er som at hoppe ind i en havstrøm, og strømmen går mod højre. Jeg ser dem ikke, men politiet er allerede ved at bryde igennem muren i venstre side med en rendegraver. Ud mod bagtrappen. Nogle forsøger at kaste ting efter politiet gennem et vindue, men strålen fra en brandslange blokerer. Larmen er øredøvende. Mennesker overalt. Jeg når at tænke, at det er en komisk dans. Det er det sidste dagslys, jeg ser i nogen tid.«
Marco Malcorps
bruger af Ungdomshuset 1999-2007
»Jeg bliver vækket af en god ven på telefonen. Vi har en telefonkæde klar til, når det sker. »Det er nu, du skal komme ind nu.« Jeg er i Nordvest. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom derind, men kort efter indfinder jeg mig ved Runddelen tæt på huset. Alt er gået i stå. Der er ikke nogen trafik.
Jeg havde ikke regnet med, at de ligefrem ville rive huset ned med det samme, men jeg er ikke idiot. Jeg kan godt se, at det taktisk set fra deres side er fornuftigt at gøre. Så længe det hus består, vil vi komme igen. Og nu har man jo politisk besluttet at give det til en kristen fundamentalist fra den yderste højrefløj.«
Ruth Kristiansen (tidl. Evensen)
forkvinde Faderhuset
»Jeg er flyttet ind på Hotel Scandic i Hvidovre, fordi vi ved, at der snart kommer til at ske noget. Det kan vi mærke, når vi taler med politiet. Om morgenen bliver jeg ringet op af den byggesagkyndige, der fortæller, at nu er politiet i gang, og jeg tænder for TV2 News for at følge med.«
Ditte Marie Nielsen
fotograf og dokumentarist
»Huset er svært barrikaderet. Aktivisterne har lavet det sådan, at de kan lukke og forsegle én etage ad gangen. De vidste, at politiet kunne komme ind fra taget. To-tre personer holdt vagt deroppe om natten, og jeg har siden hørt, at den ene var ved at falde ned på grund af turbulens fra helikopteren.
Der går ikke lang tid, før jeg er helt nede i husets kælder, hvor der er en bogcafé og en lille koncertsal. Koncertsalen er den næstsidste bastion.
Det er ubehageligt at være her. Der siver gas ind, og min gasmaske virker dårligt. Vand fra brandslangerne, der er skrald på dem. En iskold cocktail af mudder og tåregas. Larmen, der begynder med helikopteren, er der stadig, og er blevet til en rendegraver, der slår igennem muren til det rum, vi står i. Aktivisterne kæmper imod.
David og Goliat lyder romantisk. Men det er glasflasker og stole mod den store maskine. De banker alt, hvad de har af møbler og ting op mod væggen. Det er omsonst, og til sidst retirerer alle – også jeg – ind i det sidste rum i kælderen, bogcaféen.
Der bliver stille. Det er et underligt og roligt øjeblik, og jeg er bagerst i rummet. Vi er måske 10 mennesker. Pludselig flår politiet døren op. Jeg kan kun se silhuetter. Først kommer gassen. En hale af røg efter en patron. Røgen rejser sig. Det næste ser jeg som et tegneserieslagsmål, men det er ikke sjovt. En sky af arme og ben. Jeg ser køller. Råb og skrig. En betjent rager igennem til mig. Jeg holder mit pressekort frem. Han råber, at jeg skal slukke kameraet og slår mig over hånden. Så sætter jeg mig ellers, hvor jeg står. Der er ankelhøjt mudder og tåregas over det hele. En aktivist bliver slået bevidstløs, og en anden bløder fra hovedet.
De tager vores gasmasker af. Jeg sidder der og hoster. Jeg skal kaste op. Gassen går i luftvejene. Kroppen siger nej. Sådan sidder jeg længe.«
Per Larsen
politichef, Københavns Politi
»Vi er rædselsslagne ved tanken om, at en aktivist skulle komme til skade eller dø under det her. Det er en livsfarlig aktion, vi er i gang med, og det viser sig, at huset er godt polstret med alt muligt, som man kan putte i hovedet på os, ligesom de unge har en lokal og intern ordre om, hvad de skal gøre, når politiet kom. Den plan lyder på kamp fra etage til etage. Vi vil meget nødigt udsætte vores politifolk for en velkomstkomité, som kan gøre ulykke på dem, så vi har været nødt til at udelukke muligheden for, at aktionen kunne lækkes nogen steder. Ansvaret for selve rydningen ligger hos Københavns Politi, men det er faktisk kun Hanne Bech Hansen (politidirektør i Københavns Politi, red.) og mig, der ved, hvornår den skal ske. Vi sidder i en kommandostation et sted i landet sammen med folk fra PET og Rigspolitiet. Derfra fulgte vi det første halve minut af slaget. Da vi hørte, at helikopteren var på plads, alarmerede vi resten af styrken.«
Flemming Steen Munch
talsmand, Københavns Politi
»Jeg står i badet, da Per Larsen ringer og siger på sin Valby-drengerøvsfacon, at jeg godt kan lette røven, for vi er på taget. På én eller anden måde har Københavns Politi formået at holde aktionen totalt hemmelig. Så jeg må bare ned i bilen og af sted til Jagtvej. Jeg bliver mødt af et kaos af journalister, demonstranter og politifolk, og mit job er at snakke med journalisterne. På et tidspunkt skal jeg tilbage til politigården for at spise morgenmad og give en pressebriefing. Der er der en TV2-journalist, der overtaler mig til at køre sig til hendes datters skole på vejen. Der er brudt kampe ud i området omkring Griffenfeldsgade, hvor hendes datters skole ligger. Det skulle jeg aldrig have gjort. Vi bliver spærret ind af otte-ti sortklædte, og jeg når kun lige at råbe, at hun skal lægge sig i bunden af bilen, inden de overdynger bilen med brosten.«
Morten Kabell
medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune (EL)
»Jeg havde allerede fra årtusindeskiftet stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor i alverden vi skulle sælge det hus. Det var en tåbelig beslutning, som fremmedgjorde en del af den københavnske ungdom, som man ingen grund havde til at fremmedgøre. Og det er klart, at for den sekts vedkommende, som købte huset, var det jo kun et ønske om at profilere sig selv og provokere mest muligt på Nørrebro, som jo ellers har stået for alt andet, end sekten stod for. Der tillod Rådhusets flertal med salget, at den her provinsielle, fundamentalistiske sekt kom ind at spille en rolle på Nørrebro. Det var der ikke nogen grund til.«
Martin Geertsen
kulturborgmester, Københavns Kommune (R)
»Jeg stod markant på den private ejendomsret. Det var helt idiotisk at tale om en politisk løsning, for det her var ikke politik – det var jura. Sådan havde vi borgerlige det på Rådhuset. Vi havde både før og efter 1. marts mange debatter, som også fik et meget principielt skær. Nogle var fortalere for den private ejendomsret på den ene side og de sådan mere politik-orienterede på den anden side. Det var principper, der var på spil for mig. Man kan og kunne mene meget om Ruth Evensen, men det var hendes hus, og hun kunne gøre med den grund og det hus lige akkurat, hvad hun ville.«
Knud Foldschack
advokat, Fonden Jagtvej 69
»Vi arbejdede i flere måneder på en løsning. Jeg tilbød Ruth Evensen 12 millioner. Seks gange så meget, som hun havde givet for huset. Plus tre millioner til forskønnelse af området. Det sagde hun nej til, og det var nok det sekund i mit liv, hvor jeg er blevet mest skuffet. Det er den tåbeligste beslutning, jeg har set et menneske tage hele mit liv. Det var i december, og rydningen af Ungdomshuset var varslet.
Hanne Bech Hansen ringede til mig 27. februar, hvor jeg var i Polen. Hun sagde direkte: »Er der ikke mere, vi kan gøre?« Om aftenen holder jeg møde med de unge, der går med til at flytte til Stevnsgade Skole og betale syv millioner for den. 28. februar holder jeg møde på Københavns Rådhus med politikere og embedsfolk og har syv millioner og et ja fra de unge med. Jeg har pengene. Men der har Københavns Kommune disponeret Stevnsgade Skole til anden side. Jeg siger til dem, at de trykker på en rød knap. Det her bliver rigtig, rigtig dyrt. Havde de sagt ja, havde de unge forladt Jagtvej 69.«
Ruth Kristiansen (tidl. Evensen)
forkvinde Faderhuset
»Det, der har været kendetegnende gennem hele det her, er, at der ikke er nogen, der har taget affære og taget ansvar. Københavns Kommune har en brugeraftale med nogle unge, og den bliver ikke overholdt. Kommunen er utilfreds med aftalen, og i stedet for at gøre noget ved det sætter de sorteper til salg. Vi købte et hus, der var til salg, for at bruge det. Og med skødet i hånden burde den jo ikke være længere. Hvem som helst, der havde købt det hus, ville være blevet upopulær.«
Marie
bruger af Ungdomshuset 2003-2007
»Jeg sidder i min celle i Vestre Fængsel og ser rydningen på TV2 News. Det her klip af en kampklædt politimand, der bliver firet ned på taget, bliver spillet igen og igen. Jeg var blevet anholdt tidligere ved en af de store demoer i december, men blev løsladt, for bare at blive anholdt igen i februar. Måske havde de en idé om, at jeg var en central person i gruppen og ville have mig væk fra gaden, når det skete. Jeg føler en stor afmagt, fordi jeg kun kan se det på tv. Men jeg glæder mig på samme tid over, at der måske nu kommer nogle herind til mig, som jeg kender.«
Marco Malcorps
bruger af Ungdomshuset 1999-2007
»Det er meningen, at jeg skal holde mig i baggrunden, mens rydningen sker. Jeg skal hjælpe med at lave retshjælpsarbejde, så jeg fortrækker efter et par timer. Dem inde i huset får en læsterlig omgang tæsk af politiet og bliver kørt væk, uden vi fornemmer, hvad der skete derinde. Det er nok en taktisk overvejelse fra politiets side. Hvis vi ser vores venner blive revet ud og hakket til hundemad, vil folk givetvis blive arrige.
Jeg er godt klar over, at i en situation, hvor man sender anti-terrorkorpset ind for at smide nogle mennesker ud af et kulturhus, nøjes de ikke med at bede dem pænt om at gå. Men de historier, folk fortæller efterfølgende, er forfærdelige. Små rum fyldt med tåregas. Politiet, der flår gasmasker af de anholdte. Gode, gammeldags tæsk.
Før jeg går væk fra huset, går vi om på bagsiden og kigger. En stor, sølvfarvet kran tager en stor bid af fjerdesalen. Det er en mærkelig følelse at se en kran smadre et rum foran dig, og du genkender rummet. Det gør sgu ondt.«
Morten Kabell
medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune (EL)
»Senere på dagen, efter selve rydningen, cykler jeg ud på Nørrebro. Det slår mig, at der fra mange af vinduerne i bydelen kunne høres lyden af Madness’ ’Our House’, som jo lidt er Ungdomshusets slagsang. Den her gamle 1980er-sang, som jeg kan synge med på, lyder pludselig fra nærmest alle vinduerne på Nørrebro. Sådan føles det. En stilfærdig fuckfinger til sekten for det, den har gjort, og en manifestation af, at Nørrebro sørgede og markerede sig.«
Ruth Kristiansen (tidl. Evensen)
forkvinde Faderhuset
»Jeg har en tid til at få lavet negle ude i Søborg klokken to, og selv om det hele er i gang, tænker jeg, at den snupper jeg alligevel. Så jeg kører ud til Søborg og får ordnet negle på en salon. På vej derud bliver vi jagtet af en journalist fra BT, der gerne vil have et interview. Han presser så meget på, at jeg til sidst siger ja. Så med nye negle går jeg sammen med ham ind og spiser på et pizzeria. Så han kan få sit interview.«
Flemming Steen Munch
talsmand, Københavns Politi
»Jeg kører mit eget løb. Min opgave er ikke at lede noget som helst, det er alene at tage mig af pressen. TV2 News er lige startet op, og det er jo lige sådan en sag som den her, de er velegnede til. De har en helikopter oppe, og der må jeg med skam indrømme, at det nyder vi jo godt af. Vi kan få et samlet overblik over, hvad der sker rundt om i byen, fordi vi får så mange gode efterretninger derfra.«
Ditte Marie Nielsen
fotograf og dokumentarist
»Jeg bliver anholdt, politiet har fået kontrol over huset, og jeg får strips på mine hænder. En betjent holder mit kamera. De har forstået, at jeg er journalist. Jeg sidder i detentionen og bliver varetægtsfængslet, i alt var jeg tilbageholdt i fire dage. Jeg har aldrig været så træt. Da jeg kommer til Vestre Fængsel, er jeg stadig pjaskvåd og har kun bukser og en T-shirt på. Jeg får et gråt og møgbeskidt hundetæppe. Dér ligger jeg og prøver at holde varmen. Beder om lov til at gå på toilettet. I begyndelsen sidder jeg i celle med en pige, en aktivist. Der er helt utrolig stille. For hende er det bare slut. Jeg er i en anden situation og venter på, at min chef og advokat får mig ud. Hun venter på noget lidt længere ude i fremtiden, går jeg ud fra.
Vores film ’69 – Ungeren indefra’ bliver vel modtaget af aktivisterne. De føler sig, så vidt jeg har forstået, repræsenteret af filmen. På den måde har den fået en særlig betydning. Huset er der ikke længere. Men det er filmen.«
Per Larsen
politichef, Københavns Politi
»Det ærgrer mig, at vi aldrig fik en politisk løsning. Det ærgrer mig meget. Der var utrolig mange mennesker på Nørrebro, der måtte trækkes med det her igennem et halvt år efter rydningen. Demonstrationer og optøjer. Det kunne vi have undgået og undværet, og vi kunne også have undværet de halvanden uge efter rydningen, der var ganske forfærdelige. Det var ikke vores ønske at få et rabalderslag, men selvfølgelig gør vi det, vi skal. Det er jo ikke et retsløst samfund. Men der er nogle på det civile område, der har betalt store omkostninger ved det, folk uden forsikring. Der blev ødelagt for mange millioner kroner.«
Ruth Kristiansen (tidl. Evensen)
forkvinde Faderhuset
»Vi har hele tiden måttet rydde op efter dem. Vi blev tvunget til at fjerne deres ting og betale deres regninger. De kunne i det mindste godt have ryddet op efter sig. Vi blev pålagt at opbevare alle deres efterladenskaber. Det var et værre menageri at køre alt det, de havde efterladt sig, væk. Vi fik det ud på en eller anden gård, hvor der var én, der havde tilbudt, at vi kunne opbevare det. Så gik Knud Foldschack ud på TV2 og sagde, at vi havde fjernet tingene, og så gik jeg ud på TV2 lige efter og sagde, at vi opbevarede tingene for dem, og at de endelig måtte hente dem. Jo før, jo bedre. Jeg har kun været forbi Jagtvej 69 få gange, men det er min fornemmelse, at københavnerne er glade for, at huset er væk.«
Knud Foldschack
advokat, Fonden Jagtvej 69
»Det var de unge, der vandt, men det kostede bare utrolig meget. Vi mangler en instans, der kan løse uenigheder mellem borgerne og mindre grupper i samfundet. Når du har de her grupper, opstår der næsten altid problemer i forhold til det officielle Danmark. Det var ikke politikerne, der løste det her problem. Det var de unge og politiet, det folkelige Danmark, der viste omtanken. I den her sag måtte jeg sande mit største nederlag, og her var mit ønske om at lykkes størst. For det blev så alvorligt. Det lykkedes så i ’anden halvleg’ med et ungdomshus. Så missionen lykkedes til sidst, men omkostningerne var enorme. Flere hundrede millioner blev brugt på politi og så videre i de år.«
Marco Malcorps
bruger af Ungdomshuset 1999-2007
»Når man ser tilbage på det åbne sår, der pryder Jagtvej – som en tand, der er rykket ud af kæften – og ser på de regninger, det har kostet at sælge huset til en højreradikal sekt, som gik konkurs og måtte sælge det til et ejendomsselskab, der ikke har brugt det til noget. Så er man nødt til at spørge, om det virkelig var det værd? Vi passede os selv og betalte vores regninger til tiden, før det her begyndte. Jeg får det stadig dårligt, når jeg ser de levende billeder af huset, der bliver revet ned. Den dag jeg ikke længere får et stik i hjertet, når jeg går forbi Jagtvej 69, der har jeg mistet en del af mig selv.
Vi havde lagt blod, sved og tårer i det hus, og så giver man ikke bare op. Hvis vi bare var gået med bøjet hoved, ville vi ikke længere kunne se os selv i øjnene. Det var vores andet hjem, og det var vores anden familie. Jeg kan med stolthed sige, at jeg var med til at kæmpe for og skabe noget, som var vigtigt at have for København.
Og hvis det fra politisk hold var en ambition at rykke den anarkistiske bevægelse op med roden ved at fjerne det hus, så er man blevet slemt skuffet. For den lever i bedste velgående, måske endda bedre end før. Om noget har den her sag radikaliseret mig endnu mere. Den har styrket mig i min tro på, at politikerne er to alen af ét stykke, uanset hvilket parti de kommer fra, og at de desværre har mistet blikket for, at demokrati betyder, at de er ansat af dem, der har valgt dem til at tjene deres vælgeres interesser og ikke deres egne.«
