Britiske Lillian Constantine traf et fornuftigt valg, da hun pludselig blev overfaldet af en voldtægtsmand.

For som hun ud af øjenkrogen så en mand, der kom ualmindeligt tæt på, tog hun mobilen op og begyndte at optage. Det skriver The Sun.

Og den beslutning skulle vise sig at blive skæbnesvanger for den 18-årige brite. Videooptagelser hjalp nemlig det britiske politi med at finde voldtægtsmanden, 34-årige Ashraf Miah, der nu er idømt 13 og et halvt års fængsel for det seksuelle overgreb.

I dag husker Lillian Constantine tilbage på det frygtelige øjeblik, da hun pludselig blev stoppet af en mand, der spurgte hende, hvor hun var på vej hen:

»Så prøvede han pludselig at vælte mig ned på jorden. I starten havde jeg ingen idé om, hvorfor han ville vælte mig. Først tænkte jeg, at han ville stjæle mine ting. Jeg blev dog bare ved med at råbe: 'Jeg filmer dig, jeg filmer dig!' og 'jeg ringer til politiet, og jeg filmer dig lige nu - du slipper ikke fra det her',« fortæller Lillian Constantine til The Sun.

Alle teenagerens råb og skrig kunne høres i området, og pludselig smækkede en dør. Det skræmte Ashraf Miah væk, og en blødende Lillian Constantine kunne haltende gå de 30 sekunder, som hun havde hjem. Her blev hun taget imod af sin mor, der med det samme kunne se, at der var noget helt galt.

Senere er det kommet frem, at den nu dømte voldtægtsforbryder allerede havde plaget en pige om sex den aften, og at han så Lillian Constantine på en lokal bar, hvorefter han fulgte efter hende, da hun tog hjem.