Bandholm Hotel og den tilhørende restaurant har stort set stået tomme hele efteråret. Faderhusets leder, Ruth Evensen, har konstateret, at gæster, der havde booket værelser på hotellet, har booket om og er blevet væk. Årsag: Omtale i pressen af beskyldningerne om børnemishandling.
'Pure opspind'
Frafaldne medlemmer fra menigheden Faderhuset har beskyldt Ruth Evensen for at opdrage børn med bank, for at opfordre forældre til at slå børn med stumpe redskaber samt for at bruge 'blasting' – at råbe unge mennesker ind i hovedet. Ruth Evensen kalder alle beskyldningerne for det pure opspind.
- Vi har kørt hotel her nu i to sommersæsoner. Og på grund af forskellige medier, som ikke har været så rare ved os, så er forretningen gået dårligere her i sommer, siger Ruth Evensen til B.T.
- Vi havde ellers taget nye initiativer, idet vi har åbnet cafeen ud mod Havnegade, lavet grillarrangementer i haven om fredagen og haft fester med over 100 mennesker til stede. Mange bandholmere har trofast støttet os, men vi kan ikke leve af dem alene. Og når folk så får at vide, at vi mishandler børn og skjuler incest, hvad skal en stakkels lollik så tro? Nogle begynder at trække deres bookinger tilbage, siger Ruth Evensen.
Atmosfære og fin udsigt
Hotellet er ellers pænt og rent og har beholdt en hyggelig, oprindelig atmosfære. Der er fin udsigt over vandet, og Knuthenborg Safaripark ligger nærmest i baghaven. Men lige meget hjælper det – kunderne bliver væk.
Ruth Evensen flyttede til Lolland i 2007 efter at have opgivet at bygge et hus til frikirkemenigheden på grunden på Jagtvej 69 på Nørrebro i København.
- Der var én fra menigheden, der stak os dette prospekt. Så kiggede vi på det og tænkte, at vi kunne blande forretning og bofællesskab for menigheden. 20 mennesker flyttede med herned, siger Ruth Evensen. I øjeblikket består Faderhusets menighed i Bandholm af 40 voksne og 20 børn.




















