Det mener den yderligtgående muslimske organisation Hizb ut-Tahrir, der søndag igen kalder til kamp i Nørrebrohallen i København, oplyser P4 København.
På et offentligt møde, som foregår på arabisk, vil Hizb ut-Tahrir diskutere de udfordringer og farer, som muslimerne står overfor i dagens Danmark .
- Overfor disse farer må muslimerne nødvendigvis rejse sig, skriver Hizb ut-Tahrir i invitationen.
Det sker på en dag, hvor organisationen igen er i mediernes søgelys. Københavns Kommune har overtaget driften af den private børnehave Salam på Nørrebro efter at forældre med tilknytning til Hizb ut-Tahrir tog kontrollen over forældrebestyrelsen, skriver Berlingske Tidende.
Venstres leder i København, Martin Geertsen, raser, og kalder det uacceptabelt, at det er lykkedes en gruppe fundamentalistiske forældre at kuppe sig til magten i en børnehave, og Martin Geertsen forlanger en undersøgelse af, om det er på vej andre steder.
Martin Geertsen har som kultur- og fritidsborgmester flere gange forsøgt at standse Hizb ut-Tahrirs mulighed for at låne kommunale lokaler som Nørrebrohallen, men forgæves. Der er ikke kommunal fuldmagt til at udelukke organisationen.





















