Tidligere minister Jytte Hilden vil ikke tilbage til Folketinget, selvom hun får chancen, efter at Carsten Koch i går meddelte, at han holder op.

Jytte Hilden har i lidt over et år har været kulturchef i Den sorte Diamant i København, og det job er hun så glad for, at hun ikke kunne tænke sig at blive politiker igen. Hun er dog stadig folketingskandidat, selvom hun til sin store skuffelse ikke blev genvalgt ved valget i 1998 og få dage efter bad om at blive afløst som forskningsminister.

På det tidspunkt havde Jytte Hilden været medlem af Folketinget i 18 år og minister i de fem.

Skuffelsen over at være vraget er Jytte Hilden kommet sig over og har absolut ingen planer om at vende tilbage til Folketinget.

"Nej tak. Jeg har et drømmejob," siger Jytte Hilden bestemt.

Jytte Hilden ville komme på tale, hvis Carsten Kochs sandsynlige efterfølger, den 35-årige Thomas Adelskov takker nej.

Frederiksborg amt, hvor Koch er valgt, er nemlig i den besynderlige situation, at de ikke har nogen suppleant til at overtage Carsten Kochs mandat i Folketinget.

Derfor står Thomas Adelskov fra Nykøbing Sjælland først for. Men han har endnu ikke gjort op med sig selv, om han vil opgive sit job som underviser på AOFs daghøjskole i Nykøbing til fordel for Folketinget.