Hellere Jesus end Muhammed

Hellere Jesus end Muhammed - 1

Som præst i en multikulturel frikirke i Odense mærker Massoud Fouroozandeh en tydelig interesse for kristendommen blandt muslimer. Men han ved selv, hvor problematisk det kan være at konvertere. Se stort billede

Stadig flere muslimer bliver kristne – men det er ikke uden konsekvenser.

At være eller ikke at være – kristen. Det er ikke kun danskere, der stiller sig selv det spørgsmål i disse år. Stadig flere muslimer gør det også og tager konsekvensen – de konverterer fra islam til kristendommen.

Det konkluderer religionsforsker Mogens S. Mogensen fra Københavns Universitet, der har undersøgt fænomenet i perioden 2000-2004.

- Tendensen er helt klar: Der er stadig flere muslimer, der konverterer til kristendommen i disse år – hovedsageligt iranere og afghanere. Men der er ikke tale om en folkebevægelse, siger Mogens S. Mogensen.

- Det er en naturlig følge af, at vi er få vej til et multireligiøst samfund. Når vi i dag oplever flere konverteringer, så skyldes det, at der er daglig kontakt mellem muslimer og kristne. Og her er den ultimative kontakt, at folk forelsker sig eller bliver venner, siger Mogens S. Mogensen.

Han skønner, at der i dag er 700-900 konvertitter med muslimsk baggrund.

En af disse konvertitter er den 36-årige iraner Massoud Fouroozandeh, der blev opdraget til at være en hengiven muslim.

Han kom til Danmark i 1985, efter han var flygtet han fra sin værnepligt og den sikre død i den irakisk-iranske krig.

Efter en årrække i Danmark blev han introduceret for en ny gud.

- Jeg fik en bibel i gave, og i den fandt jeg den gud, jeg søgte. En kærlig og tilgivende gud i modsætning til Koranen, hvor guds nåde og kærlighed er meget minimal, siger Massoud Fouroozandeh.

Han har skrevet bogen 'Den forbudte frelse' om sin konvertering, der ikke har været uden personlige konsekvenser.

- Min søster i Iran vil fortsat ikke kendes ved mig, selvom det var i 1996, at jeg konverterede. Hun mener, jeg er uren. Desuden snakkede min far ikke til mig i et halvt år, og jeg mistede mange venner, siger Massoud.

Som præst i den multikulturelle frikirke Church of Love oplever han ofte problemer, når muslimer vælger at konvertere.

- Det er næsten aldrig uden konsekvenser at konvertere fra islam til kristendom. Der er nogle, der oplever konstante trusler og må skjule sig. Så er der andre, der er så bange, at de ikke offentligt vil udtrykke deres tro. Endelig har vi nogle, hvor familien ikke ønsker at tale med dem, siger Massoud.

Kristne forholdsregler
Derfor tager den kristne menighed også sine forholdsregler.

- Vi er meget opmærksomme på, hvem der er i kirken, når der er dåb. Mange konvertitter bryder sig ikke om at blive døbt, når der er kameraer, siger Massoud og fortæller om en iransk mand, der konverterede under et ferieophold i Norge.

Da manden vendte hjem, blev han anholdt af det religiøse politi, der konfronterede ham med billeder fra hans dåb i Norge. Manden blev dødsdømt, men døde af kræft, inden dommen blev eksekveret.

 

Lige nu på B.T. PLUS

Elektronik

Lær at mestre dit kamera

15/01 19 kr
Elektronik

Find en stærk bærbar til film og spil

07/02 15 kr
Mad og vin

Druen med de mange ansigter

11/02 5 kr
Mad

Danske dagligvarer er Europas dyreste

06/02
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: