Ikea mener ikke, det er nødvendigt at trække kommoder, der ellers har kostet amerikanske børn livet, tilbage i Danmark. De opfylder sikkerhedskravene, siger møbelgiganten.

Selvom kommoderne vakler, ryster Ikea Danmark ikke på hånden. Møbler fra kommodeserien Malm bliver ikke trukket tilbage på det danske marked, selvom tre børn i USA på få år har mistet livet, efter en kommode fra Ikeavæltede ned over dem.

»Vores produkter overholder 100 procent de sikkerhedsregler, som er gældende i Europa. Og derfor beholder vi dem i vores sortiment,« siger varehuschef hos Ikea i Taastrup, Anders Olsen.

Kommoder som denne fra IKEA’s Malm-serie er blevet trukket tilbage i USA og Canada. Møblerne fås i flere forskellige størrelser.
Kommoder som denne fra IKEA’s Malm-serie er blevet trukket tilbage i USA og Canada. Møblerne fås i flere forskellige størrelser. Foto: Ola Raae
Vis mere

Han understreger, at Ikea altid anbefaler deres kunder at fastmontere kommoder og reoler til væggen for netop at undgå, at de vælter.

BT tog i går en tur til Taastrup, for at kaste et blik på de berygtede møbler. Her demonstrerede Ikea-montøren Claus forskellen mellem en fast- og en ikke fastmonteret kommode.

Kan forvolde skade

Sidste år udsendte møbelgiganten en advarsel om, at deres produkter kunne vælte og forvolde skade, hvis ikke de var korrekt monteret.

Advarslen kom i kølvandet på ulykker med kommoder, som ikke var fastgjort, og de kostede to amerikanske børn i toårs-alderen livet i 2014.

Ikea afviste dengang at trække de pågældende produkter tilbage, selvom det amerikanske forbrugerråd - CPSC - helt frarådede at benytte kommoder højere end 60 cm til børn og reoler højere end 75 cm til voksne, medmindre de var korrekt monteret. Men efter endnu en tragisk ulykke tidligere i år, er derblevet trukket en streg i sandet. I hvert fald i USA og Canada.

En dreng på 22 måneder fra Minnesota blev i februar dræbt, da en Ikea-kommode tippede og væltede ned over ham.

Særlige klistermærker

Det fik tirsdag den konsekvens, at Ikea frivilligt valgte at tilbagekalde mindst 27 millioner møbler fra kommode-serien Malm fra USA og Canada. På trods af, at produkterne lever op til de pågældende nationale sikkerhedsregler.

Men selvom produkterne på det nordamerikanske og det europæiske marked er fuldstændig ens, har man ingen planer om at tilbagekalde de selvsamme møbler i Danmark.

»Vi kender gudskelov ikke til eksempler i Europa, hvor et af de pågældende produkter skulle være årsag til alvorlige ulykker eller i værste fald et dødsfald. Og derfor antager vi også, at det simpelthen er fordi, at vores kunder følger anvisningerne og får sikret produkterne korrekt,« siger Anders Olsen.

I samlevejledningen til de omtalte møbler gør Ikea opmærksom på, at produktet skal fastgøres i væggen med skruer og rawlplugs.

Samtidig er der også påsat særlige klistermærker på alle møbler, som Ikea anbefaler, at man skruer fast, og i varehusene kører der kampagnevideoer, som skal gøre kunderne opmærksomme på vigtigheden i at montere produkterne korrekt.

Alligevel mener Forbrugerrådet Tænk ikke, at Ikea tager nok ansvar for sikkerheden.

»Vi synes, at det er en problematisk tilgang. Det kan naturligvis være nødvendigt med en fastmontering, især med høje møbler. Men Ikea kan jo aldrig være sikker på, at forbrugerne får det gjort. Det er ikke alle, der er lige fikse på fingrene, og det er vel de færreste, der hyrer en håndværker for at få fastmonteret en kommode,« siger Helen Amundsen, seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

Afviser kritik

Anders Olsen fra Ikea i Danmark afviser kritikken.

»Sikkerhed er vores højeste prioritet. Men fordi vi lever op til de europæiske sikkerhedskrav, samtidig med at vi gør alt for at informere vores kunder, så føler vi, at vores produkt er korrekt.«

Er sikkerheden i sidste ende kundernes ansvar?

»Vi har et ansvar for at informere vores kunder om, hvordan man monterer vores produkter forsvarligt, men i sidste ende er det op til kunderne, om de følger vores vejledning,« siger Anders Olsen.

Trods selvsikkerheden fra Ikeas side, har Sikkerhedsstyrelsen alligevel bedt den svenske møbelgigant om en redegørelse for sikkerheden, efter tilbagetrækningen i USA og Canada.