De er blevet stjålet to gange. Guldhornene. Med 200 års mellemrum. Af mænd, der var drevet af kærlighed og håbløs gæld.

I en ny bog fortæller historiker ved Københavns Universitet Ulrik Langen historien om guldsmeden Niels Heydenreich, der i 1802 stjal nationalklenodiet. Men Niels Hey­denreich er ikke alene. Han har en slags dobbeltgænger, som 200 år senere lod sig lokke af, hvad han troede, var guld, nemlig Sonni Svensson.

Opret abonnement på PLUS og læs hele historien om guldhornene og de to mænd, der førte dem på afveje.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 


 

Man kalder dem symbolet på ’Danmarks glorværdige fortid’, guldhornene, som ligger funklende bag tykke glasmontrer i Nationalmuseet og lokker med deres gådefuldhed.

Men det er ikke alle, der tænder på det mytiske i dette 1.500 år gamle nationalklenodie. Kun nogle få har set det funklende guld: Tyvene.

I en ny bog fortæller historiker ved Københavns Universitet Ulrik Langen historien om guldsmeden Niels Heydenreich, der i 1802 stjal nationalklenodiet. Men Niels Hey­denreich er ikke alene. Han har en slags dobbeltgænger, som 200 år senere lod sig lokke af, hvad han troede, var guld, nemlig Sonni Svensson.

Ifølge Ulrik Langen er forskellen på de to tyve stor:

»Den første var virkelig begavet og på mange måder exceptionel, Det er nummer to ikke rigtigt,« lyder hans umiddelbare vurdering.

»Men selvfølgelig er der også ligheder. Som er rimelig tydelige.«

Det er dem, der følger her, lighederne. Historien om to mænd og dét, der drev dem til at begå en utilgivelig forbrydelse.

Historiker Ulrik Langen, som netop har udgivet bogen ’Tyven’ om det 200 år gamle tyveri af guldhornene. 
Foto: Søren Bidstrup
Historiker Ulrik Langen, som netop har udgivet bogen ’Tyven’ om det 200 år gamle tyveri af guldhornene. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Nationalmuseets fotos af guldhornene, som er en fast del af udstillingen dér. Foto: Christian Ringbæk
Nationalmuseets fotos af guldhornene, som er en fast del af udstillingen dér. Foto: Christian Ringbæk
Vis mere

Kærligheden

De mødtes til konfirmationsforberedelserne. Og noget sagde klik inde i dem begge. Selvom Niels var 31 og Johanne blot 16, tændte mødet op under amorinerne, og drømmen om et liv og en fremtid sammen blev født. Godt nok sad de begge i tugthuset på Christianshavns Torv, men når de en dag kom ud, skulle de dele livet.

Johanne var den første, som fik sin frihed. Men hun ventede på ham, og i marts 1798 blev de gift. Niels ville gøre alt, for at give sin Johanne det liv, hun fortjente.

200 år senere flyttede Sonni og hans kæreste ind i et lille rækkehus i det midtjyske. Han var i begyndelsen af 20erne og lignede med sin pumpede krop og mange tatoveringer måske ikke den blideste engel. Men kiggede man efter, stod der ’mor’ på den ene.

Også han drømte om livet med den eneste ene og den hund, der blev en del af deres kærlighedspakke.

»Hun var mit liv,« har Sonni sagt. Og derfor smuldrede hans liv fuldstændig, da de gik fra hinanden.

Gælden

Sonni tilhørte nok ikke guds bedste børn. Han havde været rodet ind i lidt af hvert før. Det var derfor, han og kæresten var flyttet til den lille by Hovedgård. Nu – hvor kæresten var skredet – faldt han tilbage til det velkendte. Til dét mønster, som det var nemmest at blive i, og som kunne rydde i hvert fald nogle af rudekuverterne af bordet.

Han brød ind på rådhuset. Lænsede det for designermøbler, 51 Arne Jacobsen stole, som var nemme at afsætte.

Havde Sonni haft lidt mere snilde, kunne han have gjort som Niels et par hundrede år tidligere. Niels og hans mor kom fra fattige kår i Jylland og havde hutlet sig gennem tilværelsen. Og de da i slutningen af 1700-tallet kom til København, var de stærkt forgældede. Løsningen på problemerne blev falske pengesedler, som snart var så vellignende, at livet begyndte at tage sig godt ud.

Mens det lange horn blev fundet i 1638, dukkede det korte først op af mulden knap 100 år senere. Det var så stor en begivenhed, at der blev lavet et helt skrift om fundet. 
Foto: Fra Ulrik Langens ’Tyven’.
Mens det lange horn blev fundet i 1638, dukkede det korte først op af mulden knap 100 år senere. Det var så stor en begivenhed, at der blev lavet et helt skrift om fundet. Foto: Fra Ulrik Langens ’Tyven’.
Vis mere

På sporet af guldhornene

At lette løsninger sjældent betaler sig, måtte både Niels og Sonni sande. De røg i spjældet.

Da Niels i 1789 blev pågrebet, så det for alvor sort ud for familien. Blot ti år tidligere var en mand blevet henrettet på Nytorv i København for samme forbrydelse. Men guderne – og kongen – var Niels nådig. En dødsstraf blev ændret til livstid i tugthuset.

Det var her, hans begavelse for alvor begyndte at skinne igennem. Han læste bøger, studerede fysik og kemi, håndværk og mekanik. Og en dag var han blevet urmager og guldsmed, en tilmed meget dygtig én, som fik tilladelse til at udføre reparationer udenfor murene. Så benådede kongen ham. I 1797 blev Niels en fri mand.

Sonni kom en tur i Vejle Arrest. Selvom det langtfra var første gang, at han fik en dom for indbrud og tyveri af designermøbler, behøvede han hverken at frygte dødsstraf eller livstid. Han kunne nøjes med at ruske tremmer i et par måneder.

Ligesom Niels brugte også Sonni tiden bag tremmer på at læse. Avis. Og det var her, i en af de lokale, at han faldt over den notits, der satte ham på sporet. Det er KUPPET!, tænkte han. Dét, der én gang for alle skulle bringe Sonnis liv på ret køl, skulle udradere al gæld.

I notitsen stod der, at Nationalmuseet havde udlånt de berømte guldhorn til museet i Jelling udenfor Vejle.

Det var gennem dette vindue på museets førstesal, at Sonni Svensson og hans partner brød ind. Foto: Claus Fisker
Det var gennem dette vindue på museets førstesal, at Sonni Svensson og hans partner brød ind. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Kuppet

Det var ikke et sted, han havde sat sine ben før. Så der skulle lidt research til. Men da Sonni havde besøgt Kongernes Jelling – som museet hedder – var konklusionen klar. Dét var der ikke mange ben i. Det handlede dybest set bare om at komme ind i bygningen, smadre glasmontren, nappe hornene og så ellers at tage benene på nakken.

Havehandsker, flækøkse og en lejet bil, dét var alt, hvad der skulle til. Og lige bortset fra at Sonnis korpus næsten var for pumpet til, at han kunne klemme sig igennem det smalle vindue, forløb tyveriet som en drøm den nat i september 2007. Og sammen med sin makker kunne Sonni drøne de små 50 kilometer hjem til Hovedgård nord for Horsens, hvor han tog guldhornene med i seng. Truttede lidt i dem. Lå og kiggede på dem. Helt høj.

Havde Sonni brugt sin tid bag tremmer bedre, på f.eks. at læse bøger om gamle dage, var han nok hurtigt faldet ned på jorden igen.

Niels havde, mens han stadig sad i tugthuset, mødt hr. Gall, som var forvalter på kongens kunstkammer. Og det var hr. Gall, der havde inviteret ham med til visninger af stedets samlinger. Herunder guldhornene, som var de allerdyrebareste genstande i den kongelige samling. 6,8 kilo af det pureste guld.

Selvom Niels i 1802 var blevet en velanset guldsmed i Københavns bedre kredse, var gælden igen vokset ham over hovedet, og han havde svært ved at forsørge sin mor, kone og lille datter. Men her lå svaret. Og alt, han skulle bruge, var nøgler. Tre nøgler.

Den snilde, han havde i sine fingre, fik han brug for, og snart lå nøglerne klar i Niels’ frakkelomme.

Mørket havde sænket sig over byen, da han 4. maj 1802 sneg sig ind i kunstkammeret, låste dør efter dør op, indtil han stod foran dem. I et skab, inde bag et tyndt lag glas, stod hans fremtid. Der gik en halv time. Så var den klaret.

Selvom Niels gik derfra, som var han i en trance, var han helt nøgtern, da han sent den aften vendte hjem til lejligheden i Studiestræde. Han låste guldhornene ind i et skab, som kun han havde nøglen til.

Og hér var det så, at Sonni 200 år senere burde have fulgt med i skolen.

Politiets teknikere i gang med undersøgelser af gerningsstedet. Foto: Claus Fisker
Politiets teknikere i gang med undersøgelser af gerningsstedet. Foto: Claus Fisker
Vis mere

For mens politiet, kongen og hele byen var på den anden ende, gik Niels i gang. Han skar de tunge horn i mindre stykker, smeltede dem om til klumper, og over en lang periode fremstillede han først skospænder og smykker, siden kopier af pagoder og ostindiske guldmønter, som var et af den tids mere sjældne betalingsmidler.

Bid for bid forsvandt guldhornene.

Først i 1859 lykkedes det, takket være tegninger og øjenvidneberetninger, at lave kopier af den nationalskat, som Niels Heydenreich havde berøvet Danmark og danskerne. Kopier, som af hensyn til rigets økonomi blev lavet af sølv. Belagt med guld.

Og det var dem, som Sonni Svensson stjal den septembernat i 2007. Godt nok stadig symboler på ’Danmarks glorværdige fortid’, men langtfra deres vægt værd i guld!

»Jeg var simpelthen så dum. Hvis man er en tyveknægt, skal man gøre det ordentligt. Det er pisseflovt,« har han sagt.

Sonni blev anholdt 38 timer efter tyveriet. To år og fire måneder lød dommen på. Lige nu sidder han bag tremmer igen. For tyveri af noget, han har mere forstand på: Designermøbler.

Niels Hey­denreich fik livstid. Men blev benådet i 1840. Og guldhornene er her endnu. I kopi.

Guldhornene som de tog sig ud på udstillingen i Kongernes Jelling i 2007. Foto: Claus Fisker
Guldhornene som de tog sig ud på udstillingen i Kongernes Jelling i 2007. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Kilder: Ulrik Langen, ’Tyven’. Thirdear.dk, ’Guldhornene’.