EM-triumfen har sat sig dybe personlige spor i Kent Nielsen .

Log ind på BT PLUS og læs hele artikelpakken om EM-heltene ...

29 kr. per måned - 1. måned er gratis (UDEN BINDING)


Den vundne EM-finale mod Tyskland blev Kent Nielsens sidste af i alt 54 kampe på det danske fodboldlandshold.

»14 dage efter hjemkomsten fra slutrunden i Sverige besluttede jeg mig for at ringe til Richard Møller Nielsen (landstræner, red.) og fortælle ham min beslutning. Jeg var 30 år og følte, at tiden var den rette til at stoppe,« siger Kent Nielsen.

I finalen huskes han ikke mindst for den feberredning, han på målstregen præsterede for næsen af Karl-Heinz Riedle.

En osteklokke

»Det var stort for mig at være med til at vinde EM-guld. Men undervejs i turneringen var jeg ikke bevidst om, at danskerne derhjemme interesserede sig så meget for vores præstationer. Vores lejr i Sverige kan vel sammenlignes med en lukket osteklokke. Undervejs slap der kun sporadiske indtryk ind udefra,« siger Kent Nielsen.

Han fortæller, at det først var ved ankomsten til Danmark, at det for alvor gik op for ham, hvad han havde været med til at præstere.

»Oplevelsen har sat sig dybe personlige spor. Den måde, vi blev modtaget på, var storslået. Jeg er både stolt og ydmyg over det,« siger Kent Nielsen og tilføjer:

Yder sit bedste

»De sidste 23 år er jeg adskillige gange blevet konfronteret med EM-triumfen af vildt fremmede mennesker. Det har lært mig, hvor meget fodbold betyder for mange danskere. Derfor forsøger jeg i de job, jeg sidenhen har haft, altid at yde mit bedste hver eneste arbejdsdag,« siger Kent Nielsen.

Han har i dag tæt kontakt til flere af de andre spillere på EM-guldholdet. Heriblandt Flemming Povlsen, som han har arbejdet sammen med i fodboldklubben AC Horsens og på Hessel Gods Fodbold College.

»Men også min gamle makker i forsvaret, Lars Olsen, taler jeg ofte med,« siger Kent Nielsen, der i fjor oplevede sin hidtil største succes som træner ved at føre AaB frem til såvel DM-guld som pokaltitel. idskov@sporten.dk