Nyt angreb på integrationsminister Inger Støjberg fra Grimhøj-talsmand Oussama El Saadi.

»Han er en fej hund,« lød det i sidste uge fra integrationsminister Inger Støjberg (V).

Manden, det ucharmerende prædikat blev klistret på, var talsmanden for Grimhøj-moskeen i Gellerupparken ved Aarhus, som er blevet kendt af de fleste for islamistiske holdninger, især efter TV2-serien ’Moskeerne bag sløret’.

Men nu løfter Oussama El Saadi sløret og tager til genmæle. Støjberg og hendes politik er på børnehaveniveau, og hun provokerer ’hele verdens muslimer’, lyder kritikken.

»Når Inger Støjberg kalder mig en fej hund og anfægter mit tilhørsforhold til Danmark, synes jeg, hun sætter en ny, meget lav standard for, hvordan man som integrationsminister gebærder sig,« skriver Oussama El Saadi i en mail til BT og fortsætter direkte henvendt til ministeren:

»Som Danmarks integrationsminister er det din fornemmeste opgave at sikre en saglig dialog som garanti for, at sammenhængskraften optimeres. Der har du fejlet. Du har tilsyneladende ingen svar af saglig karakter på de problemstillinger, Danmark står over for, og vælger infantilt en æ-bæ-bu-tilgang i stedet. Jeg håber og tror på, at der bag dit ellers så smukke ydre gemmer sig andet end blot mere had og splittelse.«

Børnehaveplan

Inger Støjbergs kritik af Oussama El Saadi kom efter to interviews i BT, hvor talsmanden først sagde, at han var ’neutral’ over for Islamisk Stats krigsforbrydelser, og senere at tegnerne på det franske satiremagasin Charlie Hebdo selv var ude om det, når de blev dræbt af IS-støtter, fordi de gjorde grin med profeten Muhammed.

»Ytringsfriheden er selve indbegrebet af danske frihedsrettigheder. Det betyder, at jeg har friheden til at ytre mig om emner som Kurt Westergaard, homoseksuelle og andet og selvfølgelig samtidig finde mig i, at du som minister kan være uenig. Vi skal overbevise hinanden eller argumentere mod hinanden med saglige argumenter, som rejser sig højere end børnehaveplan,« skriver Oussama El Saadi og fortsætter:

»Jeg forholder mig neutral til konflikten i Mellemøsten og dens parter – det læser du som en støtte til terror, drab og voldtægt. Det er dit valg. Jeg synes, det ville være langt mere konstruktivt, at vi sammen forholdt os til at løse de udfordringer, vi har i Danmark, og lader udenrigspolitikken være noget, der ikke kommer imellem os.«

Forståelse og respekt

Talsmanden føler sig også provokeret af, at Inger Støjberg fortæller, at hun har Kurt Westergaards Muhammed-tegning som baggrund på sin iPad og kigger på den hver dag, og mener ligefrem, at det provokerer ’hele verdens muslimer’.

»Det forekommer mig mærkeligt og unødigt provokerende, at du nævner, at du har Kurt Westergaards tegning som baggrundsskærm på din iPad. Du ynder at se på den hver dag. Han er i dine øjne en helt. Det viser mig, at du ikke har forståelse og respekt for mange af de mennesker, du er valgt til at repræsentere, og vælger en fortsat provokation af hele verdens muslimer. Du har ingen konduite og kan meget vel sætte Danmark på verdenskortet igen i et meget uheldigt lys, som kan skade Danmark og vores interesser. Jeg giver heller ikke meget for dit forsvar af en ytringsfrihed, som er blevet ofret på demokratiets alter for en fuldstændig absurd imamlov. Hykleri i verdensklasse, « lyder det fra talsmanden i Grimhøj.

Inger Støjberg: Forlad landet

Integrationsminister Inger Støjberg fastholder sin kritik og opfordrer Oussama El Saadi til at forlade landet:

»Talsmanden for Grimhøj-moskeen, Oussama El-Saadi, tager igen og igen afstand til vort værdisæt. Han forholder sig 'neutral' over for de ugudelige voldspsykopater fra terrorgruppen Islamisk Stat og går ind for et kalifat med dertilhørende sharialov. Hvis Oussama El Saadi ellers var et ordentligt menneske og holdt af det land, som giver ham alle frihedsrettigheder og brødføder ham, så ville han ikke true med en genopførsel af Muhammedkrisen. Han ville heller ikke forholde sig 'neutral' til Islamisk Stats vold, voldtægter og drab. Han ville tage utvetydigt afstand fra denne rædselsfulde terrororganisation,« skriver Inger Støjberg i en mail til BT og fortsætter:

»Hvis Oussama El Saadi var et rigtigt mandfolk, så rejste han et sted hen, hvor hans synspunkter passede ind i samfundsordenen. Der er desværre alt for mange lande på jorden, som er ufrie, udemokratiske, og som hylder nøjagtigt det samme middelalderlige syn på f.eks. kvinders ret til selvbestemmelse, homoseksualitet og ytringsfrihed som Grimhøj-imamen. Men jeg anerkender, at disse lande ikke har et veludbygget velfærdssamfund, som vi har i Danmark. Så mon ikke svaret skal findes i, at Oussama El Saadis kærlighed til profitten i form af de goder, han har tilranet sig her i Danmark, er større end kærligheden til profeten, og at det er svaret på, at han er så fej en hund, så han bliver her i landet?«