Rasende bordelejer overfaldt genbo efter razzia.

  • Bordelmutter: Urimeligt at hænge vores kunder ud

    Lang tids nabokrig om et horehus på en villavej i Vejle eksploderede i vold, da bordel-ejeren, en 55-årige mand, gik amok og begyndte at tæve løs på sin chokerede, 71-årige genbo.

    Det grove overfald på den 71-årige Peter Christensen - og dødstruslerne mod hans hustru, der sidder i rullestol - er blot kulminationen på flere måneders ballade om bordellet.

    I dag er fronterne trukket hårdt op på den lille parcelhusvej, Mylius Erichsensvej, i Vejles udkant.

    Ifølge bordelejerens hustru, der lige som manden er sigtet for rufferi, var det naboerne, som startede krigen.

    »De begyndte at chikanere vores kunder. Om aftenen posterede de »vagter« i hver ende af gaden og truede kunderne med at tage fotos af deres biler og offentliggøre dem på internettet,« forklarer hun over for B.T.

    Det fik de liderlige mænd til at fortrække - i hvert fald for en tid. Men der kom hurtigt gang i forretningen igen.

    Og der blev holdt godt øje med massageklinikken - og det lette kavaleri af modne damer, som rykkede ind i huset og bag nedrullede gardiner betjente Vejles lystne mænd.

    Klinikkens nærmeste nabo, Tage Østergaard, har således fra sin udestue holdt et vågent øje med »kødruten« ind til damerne.

    Han viser B.T. en liste over de biler, som er kommet til og fra stedet de seneste måneder.

    Han var også på sin faste plads, da betjente fra kriminalpolitiet i Vejle og folk fra Told & Skat tirsdag aften gennemførte en razzia mod bordellet.

    »De slæbte computere og papir ud der indefra. Vi håber virkelig, at der er sat en stopper for det nu,« siger han og viser et brev, som gadens beboere har sendt til Vejle Kommune.

    Heri klager beboerne deres nød.

    »Vi føler os som naboer groft krænket, og det er med til at skade vejens omdømme,« skriver naboerne bl.a. om massageklinikken.

    Ingen på gaden fatter, hvorfor bordelejerens vrede netop skulle gå ud over den 71-årige Peter Christensen.

    »Jeg forstår godt, at han er dybt rystet. Ville du ikke være det, hvis en gal mand pludselig kommer hoppende over din hæk og begynder at slå løs på dig,« siger Tage Østergaard.

    Ifølge kriminalinspektør Peter Krogh, Vejle Politi, gik volden ud over den 71-årige genbo, fordi bordelejeren mente, at det var ham, der havde sladret til politiet.

    »Men det er ikke tilfældet. Vi har holdt øje med stedet et stykke tid, fordi vi havde mistanke om, at der var indrettet bordel på stedet,« siger Peter Krogh.

    Afhøringerne på stedet af flere personer tirsdag aften bekræftede politiet i deres mistanke, og Told & Skat skal nu blotlægge, om der er betalt skat af omsætningen.

    Mens skattefolkene undersøger det, venter beboerne spændt - og forskrækkede - på næste kapitel i bordelhistorien, der i sammenligning får Leif Panduros berømte »krigsfilm«, Naboerne, til at ligne en romantisk farce.

    Mens flere på gaden dog vælger at tage dramaet med ophøjet ro, er ægteparret Rigmor og Peter Christensen ængstelige for, hvordan den 55-årige bordelejer vil reagere, når han slipper fri fra fængslet.

    »De kan jo ikke holde ham derinde for evigt. Og han er åbenbart uligevægtig, siden han kan finde på at gøre sådan noget,« siger Peter Christensen.

    Han forklarer, hvorledes chikanen mod parret startede allerede i weekenden - altså før politiet gennemførte en razzia mod stedet.

    »Han begyndte at ringe til os om natten. Men da politiet først havde været der, tog det en faretruende vending. I telefonen fik vi bl.a. at vide, at »Gud ville komme og tage mig«, og han sagde, at han samme nat ville komme og slå mig ihjel,« forklarer Peter Christensen.

    Efter de gentagne telefontrusler besluttede Peter Christensen at opsøge en af de andre beboere på gaden, en ansat ved Vejle Politi, for at fortælle om chikanen.

    Men så gik det helt galt. Da Peter Christensen kom ud af døren, sprang bordelejeren pludselig frem bag sin hæk og begyndte at råbe og skrige efter den 71-årige mand.

    »Jeg står i min have, da han slår mig med en knytnæve, først i hovedet, og siden flere steder på kroppen. Til alt held er jeg i stand til at blive stående på benene, og til sidst fortrækker han,« forklarer den ældre mand.

    I et grundlovsforhør onsdag nægtede den 55-årige mand dels at drive bordel og dels at have overfaldet sin genbo.

    Her forsøgte den 55-årige - uden held - at overbevise dommeren om, at det var ham, der var offeret.

    »Min nabo råbte noget til mig, som jeg ikke kunne høre. Jeg gik over til ham, og så svingede han ud med den ene arm og ramte mig i nakken. Jeg har en hel bule her,« forklarede den 55-årige i retten.

    Han forklarede desuden, at det ikke var sex, der foregik bag de nedrullede gardiner, men healing-massage.

    Politiets fund af kondomer, prislister og sexlegetøj var imidlertid håndfaste beviser, som det var svært for manden at bortforklare.

    Han er - foreløbig - varetægtsfængslet frem til 7.maj.