Det var en sygelig trang til spil, der mandag førte til den nu fyrede sportschef Jørgen Steen Nielsens afsked med Danmarks Radio.

Jørgen Steen Nielsen valgte onsdag at stå frem gennem et kortfattet interview med Berlingske Tidende.

DR-sportschefen erkender, at hans spillelidenskab endte med at få bragt ham i en situation, hvor han begyndte at bruge løs af licensmidlerne for at finansiere sin tiltagende ludomani. Danmarks Radio begrundede den overrumplende fyreseddel til Jørgen Steen Nielsen med »økonomiske uoverensstemmelser« uden at der i øvrigt slap detaljer ud om de mere konkrete årsager til DR-chefens pludselige afsked med det prestigefulde lederjob.

Men det var og er konsekvenserne af ludomani, en sygelig trang til spil, som i sidste ende betød, at Jørgen Steen Nielsen med øjeblikkelig virkning blev bedt om at forlade den arbejdsplads, han har været tilknyttet med skiftende mellemrum siden 1970'erne.

»Det er min ludomani, som har bragt mig i denne meget ulykkelige situation.Jeg tager det fulde ansvar og agter at betale hver en krone tilbage til Danmarks Radio, som jeg har anvendt uregelmæssigt,« siger Jørgen Steen Nielsen.

Det omfattende økonomiske oprydningsarbejde efter den kreative bogføring på DR-sporten, agter Jørgen Steen Nielsen også selv at være behjælpelig med.

Men han vil ikke gå nærmere ind på, hvor stort et beløb, han uretmæssigt har brugt på at holde sin indre spilledjævel til ilden.

»Jeg vil hjælpe med til at få belyst det fulde omfang af de uregelmæssigheder, der har fundet sted. Men derudover har jeg faktisk ikke så meget at tilføje til sagen lige her og nu. Det håber jeg, man har forståelse for,« siger den kendte DR-sportchef, som allerede er gået i behandling hos professor Jørn Beckmann på Odense Universitetshospital. Selv tror Jørgen Steen Nielsen på, at han kan blive helbredt for sin sygdom.

»Jeg er overbevist om, at jeg kan blive rask. Og jeg håber at kunne komme ud på den anden side igen. Hvad fremtiden måtte bringe kan jeg slet ikke overskue lige nu og her. Jeg er ellers typen, der siger på med vanten,« siger han.Professor Jørn Beckmann har mange års erfaring i behandling af ludomani, men understreger, at han ikke vil kommentere den konkrete sag.

»Det første, man gør med en ludoman, er at få vedkommende til at erkende, at han lever under et alvorligt og ukontrolleret impulspres. Ludomani virker som en slags narkotika og giver det samme kick.