For Trafikradioens kvindelige Lars E. - Amos Bendix - er trafikulykker ikke kun tal og statistik. To gange har hun haft trafikdøden tæt på

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Amos Bendix har selv set døden i øjnene efter en trafikulykke. Nu sætter hun fokus på trafikken, når hun hver fredag er vært for Trafikradio.

Den 53-årige mor til tre er et nyt forfriskende indslag i det populære radioprogram. Som en anden »Fru Trafik« sætter hun fokus på færdsel, biler, trafikspørgsmål, færgeforbindelse mv. i en af Danmarks mest aflyttede radioudsendelser.

»Men for mig er trafiksikkerhed ikke bare tal og statistik. Jeg har en indignation i mig over, at folk ikke forstår at passe bedre på sig selv og hverandre i trafikken,« siger hun.

Og det har en meget alvorlig baggrund. To gange har hun nemlig haft trafkikdøden tæt inde på livet. Første gang da hun som 17-årig selv var meget tæt på at dø. Og anden gang da hun var tæt på begivenhederne ved en trafikulykke, hvor hendes søns bedste kammerat døde.

Nærmest udødelig
Som 17-årig var Amos Bendix, som kommer fra Allerød og nu bor i Svendborg, en meget efterspurgt go-go-danserinde i Danmark. Hun havde fået job på diskotek »Katten« i Aalborg, og sent om natten besluttede en række unge, at de ville ud i sommerlandet til Løkken for at feste videre.

»I den alder er livet jo fantastisk, og man føler sig jo nærmest udødelig. Jeg var vild og med på den værste. Jeg blev passager på forsædet hos en lægestuderende i en Renault 16.

Han havde lånt sin fars bil, og på bagsædet sad udsmideren på diskoteket, en bokser ved navn Asger. Chaufføren havde sprit i blodet, og det gik meget stærkt ud ad små veje.

»Nu stopper du. Jeg vil af,« nåede jeg at råbe, inden det gik galt i en 90 graders vejkurve. Det næste jeg husker var, at jeg vågnede op ude på marken, hvor jeg hørte ambulancen komme nærmere og nærmere.

Selv om jeg havde sikkerhedssele på, blev jeg slynget ud. Bilen havde kørt med 120 kilometers fart. Den slog flere kolbøtter og endte oven på mig. Heldigvis kom bokseren Asger ud af bilen, og han var så brølestærk, at han fik løftet bilen op og trukket mig fri. Det reddede mit liv,« fortæller Amos Bendix.

På Sygehus Nord i Aalborg mistede Amos Bendix bevidstheden og blev lagt i respirator på intensiv afdeling. Den ene nyre var knust, hun havde fået ribbensbrud, og et af de brækkede ribben havde lavet hul i hendes venstre lunge. Hun lå bevidstløs i en uge, og hendes forældre fik at vide, at det var fifty-fifty, om hun overlevede.

Heldige tilfældigheder
»Bagefter var det lægernes vurdering, at jeg ikke havde klaret det, hvis jeg havde været ti år ældre. Men pludselig vågnede jeg op og så på en smuk ung læge, som stod og vaskede min tunge.

Jeg kom hurtigt til hægterne igen. Der var tale om en række heldige tilfældigheder, og jeg måtte i sandhed erkende, at det somme tider er sekunder, som afgør liv eller død.

Jeg følte, at jeg fik livet igen. Jeg følte en ubeskrivelig glæde ved livet. Ulykken skete den 9. juli 1968, og netop 9. juli er blevet som en ekstra fødselsdag for mig.

Det var den dag, en skytsengel holdt sin hånd over mig,« siger Amos Bendix, og hun kunne i øvrigt også konstatere, at de to andre i ulykkesbilen begge slap med ganske få kvæstelser.

Bekymret mor
De dramatiske begivenheder som ung har for trafikradio-værten betydet, at hun har oplevet megen angst med hensyn til sine egne børns opvækst. »Jeg har nok været mere angst end så mange andre forældre, når børnene skulle i skole første gang, da de fik deres kørekort, og når de selv skulle ud at køre i mors bil.

Ofte har jeg ligget vågen og bidt mig selv i tungen af nervøsitet,« siger Amos Bendix. Derfor kom det også som et chok, da en af hendes søns bedste kammerater blev bildræbt som 19-årig.

»Alle de unge sad om natten i vores hjem. Hvor er det hårdt og meningsløst at komme tæt på den tragedie, det er, når et ungt menneske, som har livet foran sig, pludselig bliver dræbt. Den efterfølgende begravelse er det værste, jeg har været med til,« siger Amos Bendix.

»Men jeg vil ikke være en moster med den løftede pegefinger. Den rolle er ikke til at holde ud. Desværre er det, som om flere unge igen er begyndt at køre spirituskørsel, men hvad det angår tror jeg, det gælder om at oplyse og endnu en gang oplyse.

Hvem tænker f.eks. på, at en normal bilist, der kører 130 km/t, bevæger sig 36 meter med sin bil på det ene sekund, der går, før han eller hun overhovedet når at reagere?

Det er da værd at tænke over. Jeg er selv tilhænger af, at farten bliver sat op på motorveje, men somme tider kan jeg godt være bekymret for danskernes adfærd i trafikken. Det er et eller andet galt med »danserytmen«,« siger den gamle go-go-danserinde.

Hun er i øvrigt selv vild med sportsvogne, og efter i flere år at have kørt i en snusfornuftig og kedelig Toyota Corolla har hun planer om at købe en klassisk jaguargrøn Mazda MX 5.

»En Jaguar ville da heller ikke være dårlig, eller en Aston Martin til fem millioner for den sags skyld. Men man er jo ikke dronningen af Saba,« som hun siger.