Muligvis forvekslede det fremtrædende al-Qaeda-medlem Ayman al-Zawahiri Norge med Danmark, da han indtalte det trussels-videobånd, der i dag blev udsendt på den arabiske tv-station al-Jazeera.

Al-Zawahiri opfordrer i videobåndet muslimer til at slå til mod deres "irakiske brødres mordere" og nævner i den forbindelse landene USA, Storbritannien, Australien og Norge. Mens de tre førstnævnte lande deltog aktivt med militærpersonel i krigen mod Saddam Husseins styre i Irak, gjorde Norge det ikke.

De eneste to andre lande, der deltog aktivt med militærpersonel i den amerikanskledede koalitionen, var Polen og Danmark.

Efter at have nærlæst udskriften af al-Qaeda-trusselsbåndet, medgiver direktøren for Institutt for Fredsforskning (PRIO) i Oslo, Stein Tønnesen, at al-Zawahiri muligvis har forvekslet Norge med Danmark.

/ritzau/