Forsvarschef Christian Hvidt er efter alt at dømme kun den sagesløse brik i et ualmindeligt klodset forsøg fra regeringens side på at skjule et noget blakket politisk spil, som Danmark havnede i op til formandsvalget i EUs militærkomite den 26. marts.
Som B.T. nu kan stykke forløbet sammen på basis af oplysninger fra hinanden uafhængige kilder i det diplomatiske miljø i Bruxelles, er historien følgende:
Danmark havde gennem længere tid givet de øvrige lande det bestemte indtryk, at man ville stemme på den italienske kandidat til formandsposten, Mario Arpino.
Der har tilsyneladende ikke foreligget nogen direkte aftale om den danske stemmeafgivning. Men danske diplomater skal ved flere lejligheder have gjort det klart, at det var italieneren, man ville stemme på.
Som mødet i militærkomiteen rykkede nærmere, kom Danmark imidlertid under pres fra de neutrale landes side med Sverige i spidsen:
Det var vigtigt, fik vi at vide, at det blev general Gustav Hägglund fra det neutrale Finland, der blev valgt til formand for militærkomiteen.
For valget af en "neutral" general ville være et enormt plus-point, når Nice-traktaten i slutningen af maj kommer til folkeafstemning i et andet af EUs neutrale lande - Irland.
Alle EUs fire neutrale lande - Finland, Irland, Sverige og Østrig - havde på forhånd sluttet op om den finske general i det gode formåls tjeneste. Også NATO-landet Storbritannien var med på vognen. Og efterhånden lykkedes det at få endnu to NATO-lande med, Holland og Tyskland.
Uden dansk deltagelse i formandsvalget ville stemmerne dermed stå syv mod syv. Og i så fald ville Sverige - dette halvårs formandsskabs-land i alle EU-organer - være i den ubehagelige situation at skulle afgøre sagen med sin udslaggivende formandsstemme.
Endnu ubehageligere for de neutrale ville det naturligvis være, hvis Danmark holdt fast ved de tilsagn, man havde givet, om at stemme på den italienske general. For så ville han blive valgt som formand.
Og i så fald måtte regeringen i Dublin vinke farvel til det pluspoint i den irske folkeafstemnings-kampagne, man var begyndt at sætte næsen op efter.
Det kunne, som en diplomat syrligt udtrykker det overfor B.T., Danmark dårligt vende det døve øre til, med al den indlevelse, man netop fra dansk side har i problemerne med at vinde folkeafstemninger om EU-spørgsmål.
Nu var gode råd dyre:
At give general Hvidt direkte instruks om at stemme på den finske general, ville fremstå som en art løftebrud.
Derfor fastholdt man åbenbart fra København - formelt - instruksen om at stemme på italieneren - og gjorde derpå, da sagen kom frem, generalen til syndebuk ved at hævde, at han stemte forkert.
Men ingen af de diplomater i Bruxelles, B.T. har talt med, tror et øjeblik på, at man ikke under hånden gav Hvidt en vink om at stemme på general Hägglund.
"Ingen skal fortælle mig, at den danske regering efter den månedlange korridorsnak om formandsposten, der gik forud for afstemningen, ikke har haft en meget bestemt mening om, hvordan der skulle stemmes fra dansk side - og at den danske repræsentant i komiteen ikke skulle have fulgt den," som en italiensk diplomat udtrykker det overfor B.T.
