»Sådan nogle idiotiske bavianer«. Den radikale folketingspolitiker Naser Khader har kun grimme ord til overs for de hærværksmænd, der i weekenden raserede den muslimske del af Vestre Kirkegård i København.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Og politikeren har fået ødelæggelserne helt ind på kroppen.

Hans egen fars grav er nemlig blandt de smadrede, og i går gik han en tur på kirkegården.

»Det så forfærdeligt ud. Min fars gravsten var væltet og lå smurt ind i mudder en lille meter væk. Den er så tung, at jeg måtte have hjælp til at flytte den på plads igen. De jernstænger, der holdt stenen på plads er revet over,« siger Naser Khader.

Han er ikke i tvivl om, at gerningsmændene er gået direkte efter den muslimske del af kirkegården.

Flere gerningsmænd
»Man skal gå et stykke ind på kirkegården for at komme til de muslimske grave. Så de har vidst præcist, hvad de gik efter. Og der har været flere om det, for stenene er tunge,« siger Khader tydeligt forarget.

»En grav skal være pæn, ren og velholdt. Jeg plejer at gå hen til min fars grav, når jeg gerne vil tale med ham om noget. Og så er det ikke til at holde ud at tænke på, at nogen har ødelagt den,« siger han.

Khaders fars gravsten vejede op mod 50 kilo, så det lykkedes ikke gerningsmændene at smadre stenen.

»Men mange af de andre sten var helt knuste. Da jeg var derude i går, var der nogen, der fandt deres afdøde slægtninges gravstene ovre på den anden side af vejen ved de ukendtes grav. Det gør ondt sådan noget,« fortæller Khader.

Han mødte også en familie, der lige havde begravet et familiemedlem for to uger siden, og som nu kunne se graven helt raseret.

»Der var en underlig stemning af vantro og sammenhold på kirkegården. Vi sagde ikke ret meget, men hjalp hinanden. Der var også danskere, der hjalp til med at rydde op. Det var flot gjort,« fortæller Naser Khader. ljl@bt.dk