Forældre til tre søskende, som blev dræbt d. 17 juli i år ved et flystyrt i det østlige Ukraine, udsendte søndag en officiel meddelelse, hvor de bad pro-russiske separatister og den ukrainske hær om at stoppe den nuværende konflikt i Ukraine.

- Vores børn blev taget fra os i en krig, som hverken vi eller vores land er en del af. Det er svært at forstå grunden til, at de blev skudt i luften. Vores liv er et fortsat helvede. Den smerte, vi gennemlever, er ufattelig. Vi sørger sammen med familier i Ukraine, Holland, Rusland, Malaysia, Australien og andre steder. Respekter mindet om vores børn, og stop denne meningsløse krig, skriver de australske forældre, Anthony Maslin og Marite Norris, blandt andet i erklæringen.

Forældrene mistede alle deres børn og bedstefaderen i familien, da det malaysiske rutefly MH17 på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, blev skudt ned af et jord-til-luft missil, der formodes at være affyret af russiske separatister i det østlige Ukraine.

Ligene af de tre børn i alderen 8, 10 og 12 år, er først nu, tre måneder efter tragedien, kommet hjem til Australien, skriver familien videre i meddelelsen, som de har udsendt via det australske udenrigsministerium:

- Vi har bragt ligene af vores børn, Mo, Evie, Otis Malin og deres bedstefar hjem fra Holland. De sidste tre måneder har de ligget i et koldt rum på den anden side af jorden. Dette er et af vores sværeste øjeblikke, skriver familien.

Foreløbig er der dog ikke noget, der tyder på, at konflikten i Ukraine er ved at stoppe. Uroen i landet brød ud, efter den tidligere præsident Viktor Janukovitj forlod forhandlinger med EU om en handelsaftale i november 2013. Det førte til voldsomme optøjer i Kijev.

I februar i år blev Janukovitj afsat, og i marts indlemmede Rusland halvøen Krim. Det fik pro-russiske separatister til at besætte regeringsbygninger i de østukrainske byer Donetsk, Luhansk og Kharkiv i begyndelsen af april. Siden har separatister og regeringsstyrker udkæmpet hårde kampe i den østlige del af landet.

Flyulykken kostede 298 mennesker livet. Ingen overlevede.