Intetanende gik et fransk ægtepar og deres lille søn døden i møde. Den ni-årige dreng overlevede. Nu fortæller han hvorfor

»Hver gang de drak en tår vand, drak jeg to.« Ordene kommer fra en ni-årig dreng, og de er afgørende for at forstå, hvorfor han i dag overhovedet kan sige de ord, mens hans forældre er for evigt tavse. De fik en frygtelig død under den brændende sol.

Enzo Steiner, der tirsdag blev fundet i live ved siden af sin døde far David Steiner ved White Sands National Monument i New Mexico, overlevede kun, fordi hans forældre gav ham det meste af den sparsomme vandbeholdning, de havde medbragt på udflugten til de berømte hvide sandtrapper.

Nu kan Enzo Steiner kaste lidt lys over, hvorfor lige netop han overlevede.

Tætpakket rejseprogram

Faderen, 42-årige David Steiner, styrede til daglig et presse- og reklamefirma i hjembyen Bourgogne. Moderen, 51-årige Ornella Steiner, havde arbejdet i over 20 år på rådhuset i Reims, der er den storby, som ligger tættest på Bourgogne. De havde i et helt år planlagt en fem ugers ferie rundt i det vestlige USA, hvor de havde lagt et stramt program. Faderen holdt meget af at fotografere, og de skulle nå at se så meget som muligt. Måske blev netop det deres død.

Familien kunne lide at rejse. De havde planlagt at tage turen fra hjemlandet Frankrig til det vestlige USA i et helt år. Men det, der skulle have været en drømmeferie, endte i et sandt mareridt.

Da familien Steiner havde gået knap 2,5 kilometer igennem ørkensandet blev moderen træt. Enzo Steiner fortæller, at hun følte sig utilpas i varmen og ville vende om. Faderen valgte at fortsætte den knap 7,5 kilometer lange rute rundt i ørkenen sammen med sin dreng. Efter et par kilometer begyndte David Steiner at blive konfus. Da politiet fandt ham, var det for sent. Enzo Steiner blev forældreløs. Hans bedstefar Alain Steiner fløj til New Mexico, og har taget drengen med tilbage til Frankrig her i weekenden. Alain Steiner og hans hustru har fået forældremyndigheden over drengen.

Elitesoldaten: Bliv altid sammen

Men hvordan kunne det gå så galt?

B.S. Christiansen, der er foredragsholder og tidligere jægersoldat, har flere gange været ude i de ekstreme forhold i ørkenen. For ham er det ikke overraskende, at sådan noget kan ske. Han siger, at det er vigtigt, at man planlægger sin tur og er forberedt, at man har det fornødne med. Også noget til at lave skygge og til at køle hovedet med, for varmen kan have stor betydning for, om du tænker og handler sikkert. Hvis du ikke kan blive kølet ned, når det er nødvendigt, så udvider dine blodkar sig. Man bliver overbelastet, begynder at se syner og mister evnen til at tænke rationelt.

»Jeg bliver mere ked af det end overrasket, når jeg hører det. Jeg oplever tit, at folk undervurderer, hvor stærk naturen er,« siger B.S. Christiansen og fortsætter:

»Man må aldrig splitte op, når man går ud i ørkenen. Man hører tit om folk, der farer vild, hvor den ene går ud og leder efter hjælp, og den anden bliver tilbage. Man skal holde sammen, støtte og hjælpe hinanden. Det er stort set altid den, der bliver tilbage, man finder, og den anden af parterne klarer det ikke.

Et foto reddede drengens liv

Tirsdag aften kl. lidt i 17 i New Mexico finder en parkinspektør ved White Sands National Monument en livløs kvinde.

Hendes væskebalance er i bund, og hun er formentlig bukket under for varmen, der sniger sig op på 36 grader.

Men parkinspektøren opdager, at kvinden har et kamera på sig, og ser, at der er et billede af hende sammen med en mand og en lille dreng. Billedet er taget samme dag, og parkinspektøren bliver straks urolig for, at de to andre på billedet har lidt samme skæbne.

Derfor sætter han straks en eftersøgning i gang, og 45 minutter senere var de to fra fotoet fundet. For faderen var det for sent. Han havde givet det meste af vandet til sin søn.

Brutale kræfter

Da Enzo Steiner blev fundet, var han dehydreret og forbrændt. Han lå sammen med sin far, der på dette tidspunkt var død. Ved siden af dem lå to 0,5 liters vandflasker. Parken anbefaler, at man har 3,8 liter vand med hver. Enzo Steiner har fået dobbelt så meget vand som sine forældre, og i kraft af, at han ikke er særligt stor, har han klaret sig, selvom han har fået meget mindre end det, som parken anbefaler.

Anne W. Ravn, der er diætist på Aarhus Universitetshospital, fortæller, at det ikke er unormalt, at særligt turister undervurderer vigtigheden af væske.

»Der skal drikkes meget mere væske, end man drømmer om, og det tror jeg godt, at man kan undervurdere som turist, når man rejser til varme områder«, siger Anne W. Ravn.

B.S. Christiansen slår også på vandets vigtighed og siger, at man ikke kan have for meget væske med. Derudover er det altid vigtigt at have en plan og en nødplan, når man tager ud i ørkenen. Også selvom det kun er en kort tur. Det kan altid gå galt. Nøgleordet er planlægning. Man skal vide, hvor lang ruten er, hvad den indebærer, og udregne hvor lang tid det tager at gå den. Desuden er det ekstremt vigtigt at have en form for oversejl med, som kan give livsnødvendig skygge. Man skal også huske at fortælle nogen om turen, hvor man går, og hvad tid man forventer at være tilbage.

Alle disse forholdsregler overhørte familien Steiner. Og derfor er ni-årige Enzo Steiner nu forældreløs.