På trods af navnet Heldig, så har heldet ikke været med det 10 måneder gamle gadekryds, der er en blanding af labrador og den nu ulovlige muskelhunderace Amstaff.
Hunden blev nemlig i går aflivet, som følge af den hundelov, som trådte i kraft 1. juli.
Heldig var så uheldig, at hans ejer fik en blodprop og derfor ikke kunne passe den. Derfor måtte Heldig returneres til de oprindelige ejere, der havde haft den fra fødslen.
Da de havde flere andre hunde, at tage sig af, så kunne huset ikke rumme det ti måneder gamle gadekryds. Derfor måtte de finde et nyt hjem til Heldig inden kalenderen rundede 1 juli.
Det er nemlig den dato, hvor hundeloven trådte i kraft. Herefter ville det være ulovligt at overdrage Heldig til nye ejere, fordi den var halvt amstaff.
Amstaff er en af de i alt 13 ulovlige racer, som den nye hundelov er omfattet af. Hundeloven gælder både for fuldblodsmuskelhunde og gadekryds, hvor der indgår en ulovlig race.
Men da uret tikkede midnat til d. 1 juli, så var Heldigs dage talte. På trods af fem forsøg på at anbringe hunden rundt om på Sydsjælland, så var Heldig blevet sendt tilbage igen hver gang med et "nej tak, ikke alligevel"
Og i går blev Heldig så aflivet.
- Vi har været totalt ødelagt over det, siger Heldigs ejer, som ikke ønsker at stå frem med navn.
- Jeg synes det er urimeligt, at den skal aflives. Jeg kan godt forstå, der har været kritikere af de her hunde, men jeg synes det er bedre med en ordning for hundekørekort. Så kan man undgå tilfældige aflivninger, siger hun.




















