»Det værste var næsten de tre-fire minutter, der gik, fra vi kunne høre, at han var fundet, og til vi stormede ind i lejligheden og kunne se, at der ikke var sket noget. I de minutter gik der alle mulige tanker gennem hovedet. Der kunne være sket hvad som helst. Han kunne være blevet stranguleret. Eller han kunne være blevet sat af på et fortov og stavret ud foran en bil.«
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Iørn Uldbjerg er tydeligt rystet. Og endnu tydeligere helt oppe at flyve over, at hans og hustruen Betinas mareridt i går endte lykkeligt.I tre kvarter gennemlevede de alle forældres mareridt, da deres kun 15 måneder gamle søn, Valdemar, blev bortført i sin barnevogn, mens han lå og sov eftermiddagssøvn. Mareridtet endte, da Valdemar blev fundet i en opgang små 500 meter fra hjemmet på Marielystvej på Frederiksberg.
Hovedpersonen, Valdemar, tuller glad rundt i lejligheden og forstår ikke meget af det hele, da B.T. er på besøg hos familien.
Fra bunden til toppen
I ét væk ringer det på døren og på telefonen, og i dagens anledning gør det ikke så meget, at menuen står på slik i så store mængder, at han ikke helt kan holde det indenbords. Sådan en dag må man vist det hele, når man er 15 måneder gammel og lige har været genstand for en storstilet politijagt - og har været årsag til, at forældrene må hele følelsesregistret igennem på rekordtid.
»Hold kæft hvor er det godt, du ikke fatter noget af det her,« lyder det opstemt fra far Iørn til knægten.
Familiens mareridt begyndte omkring klokken 14.30, hvor Betina sammen med tre-årige Merle tog til læge.
Samtidig blev Valdemar som sædvanlig lagt ned foran opgangen i sin barnevogn med babyalarm for at sove.
BIIIP
»Jeg lægger mig på sofaen, småslumrer og ser noget fodbold fra i går, og jeg kan et par gange høre, at Valdemar giver lyd fra sig og lægger sig til at sove igen. Og så lige pludselig - omkring klokken 15.30 - så kommer der dét BIIIP, der betyder, at enten er alarmen gået i stykker - eller også er alarmen uden for rækkevidde, hvilket vil sige, at barnevognen altså må være blevet flyttet,« fortæller Iørn Uldbjerg.
Derfor gik den tidligere FCK-stjerne hen for at kigge ud ad vinduet for at se efter barnevognen. Men den var væk.
Og da hustruens bil ikke holdt på sin plads, kunne han også hurtigt regne ud, at hun ikke var kommet hjem og var gået en tur med sønnen:
Har du set Valdemar?
»Så jeg kom hurtigt i et par sutsko og en jakke og løb ned og begyndte at lede. Men jeg kunne ikke finde ham. Da jeg så løber over til Netto for at lede, møder jeg Betina, og hun er nærmest ved at tabe Merle, da jeg spørger hende: »Har du set Valdemar«?
Det havde Betina ikke.
Og så gik det stærkt. Merle blev afleveret hos en nabo, politiet blev ringet op, og store politistyrker blev omgående sat ind i jagten på den bortførte dreng.
»Jeg tænkte fra begyndelsen, at det måtte være barnevognen, de var ude efter. Men jeg var meget bange for, hvad der kunne være sket alligevel. For hvad nu, hvis han bare var blevet sat af ved en vej, hvor han så kunne gå ud?«
Med blå blink kørte ægteparret med i en patruljevogn og ledte efter sønnen:
»Og hver gang vi så en sort barnevogn, stormede vi ud for at se, om det var ham. Men det var det ikke. Og da vi så kunne se, hvor meget politi der var på sagen, og at pressebiler med store antenner, der kan tage politiradio, lå og kørte rundt i området, så kunne vi også se, hvor alvorligt det var.«
Og så pludselig - omkring klokken 16.00 - kom meldingen, der sendte hjertet op i halsen på ægteparret:
Fundet, men i live eller ..?
»Barnet er fundet på Hattesens Allé 20,« lød det over politiradioen.
Og herefter var der tavshed over politiets radio i nogle minutter:
»Og det var det værste. Vi sad i politibilen. Og de andre betjente vidste godt, vi sad der. Så når de ikke sagde noget om, hvorvidt han var i god behold, så begyndte tankerne at kværne: hvorfor sagde de det ikke? Var det fordi, vi ikke måtte høre det over radioen, hvis der var sket noget? Det kørte bare løs,« siger Iørn Uldbjerg.
Stormer reden
I mellemtiden havde Robert Miller fundet Valdemar stående i trappeopgangen ved Hattesens Allé 20 og taget ham med op til en underbo, hvorfra de havde kontaktet politiet.
Da patruljevognen nåede frem, gik det for alvor rigtig stærkt:
»Vi stormede op ad trappen og ind i lejligheden, som om det var et kokain-raid. Og så sidder de bare derinde lige så stille, og den ene mand udbryder: »Det er sgu da Ulle (hans kælenavn fra FCK., red.).« Og så sætter jeg mig bare i en stol og tuder. Det kunne jo være gået helt galt,« lyder det åbenhjertigt fra den tidligere stjerne fra FCK, Herfølge og Farum.
Alt tydede først på aftenen på, at Iørn Uldbjerg havde ret i sin antagelse om, at bortførelsen var et simpelt tyveri af en barnevogn, der gik galt. Og så har tyven/bortføreren forsøgt at slippe ud af miseren ved at lukke Valdemar ind i en opgang, hvorfra han ikke selv har kunnet åbne døren og gå ud på vejen.
Med Valdemar sikkert i favnen gik turen efter fem-ti minutter i lejligheden hjem til de velkendte rammer på Marielystvej.
Og én ting er sikkert:
»Merle har sovet ude i fire år uden problemer - og vi har lige sagt til genboerne, at de trygt kunne lade deres barnevogn stå dér. Men det er slut nu.«
heg@bt.dk
