Tove Udsholt var et af de 136 jødiske børn, der blev gemt hos en plejefamilie under Anden Verdenskrig. Men hendes mor betalte en høj pris for sit valg – den højeste.

Goddag, Tove. Den fremmede dame rækker hånden frem mod den lille fem-årige pige. Hun leger tæt på stranden og familiens lille stråtækte fiskerhus i Gilleleje, som hun plejer. Det er sommeren 1945. Solen skinner.

- Jeg er din mor, siger damen så.

I en tidligere artikel kunne du læse historien om den kun 3-årige Tove, som en blæsende og regnfyldt efterårsdag i 1943 blev forladt af sin mor. Overladt til det barnløse fiskerpar Svend og Ketty, som blev hendes plejefamilie i Gilleleje, mens moderen ligesom 7.000 andre danske jøder flygtede fra Gestapo. Til det neutrale Sverige.

- En redning, kalder den i dag 73-årige Tove Udsholt den handling, hendes mor og 135 andre mødre valgte det efterår, hvor Gestapo intensiverede jagten på danske jøder.

Hun har aldrig bebrejdet sin mor dét, der skete. Måske snarere følt en snert af smerte over, hvordan skæbnen greb ind i deres liv.

- Jeg er overbevist om, at hun gjorde det af kærlighed. At hun så ikke vidste, at hun kom til at betale den højeste pris, det er en helt anden historie, siger Tove Udsholt.

Mor skal skilles

I små to år havde hendes mor måttet leve i eksil i Sverige. Uden sin mand, uden sin lille datter. Det eneste, der bar hende gennem det smertelige savn, var, at hun en dag skulle genforenes med sin famile.

Og det første, hun mødte, var en datter, der ikke kunne kende hende. Det næste var ikke meget bedre.

Knap var hun vendt tilbage til familiens lille to-værelses lejlighed i Baldersgade på Nørrebro i København for at gøre klar til at få lille Tove hjem igen, før fundamentet under hende igen rystede. Hendes mand - Toves far - havde mødt en anden kvinde.

- Jeg kan huske, at min mor kom op til Gilleleje. Skruphysterisk. ’Jeg skal skilles omgående. Min mand har fundet en anden’. Der var vist lidt forhandling med Svend og Ketty, som mente, at hun måske lige skulle prøve at rede trådene ud og så komme og hente mig senere. Men nej, hun var fast besluttet. Og så pakkede jeg min lille kuffert og tog toget til København med hende.

- Da vi kom til Østerport Station, kørte vi ind i mørket (hvor banen bliver underjordisk, red.) og den følelse ramte mig med det samme. ’Det her er ikke godt’, husker Tove Udsholt, som nærmest gik i chok over at se sit frie glade liv under åben himmel i Gilleleje smuldre, mens hun modvilligt traskede op ad trappetrin på trappetrin til endestationen, Baldersgade 43, 4. tv.

Fra høflig til trodsig

Næsten fra dag til dag forandrede Tove sig fra at være en lille, høflig og glad pige til en trodsig og bestemt dame, der vidste, hvor skabet skulle stå. Og det skulle ikke stå i Baldersgade. Efter et par uger måtte hendes mor kaste det første af mange håndklæder i ringen og lade den datter, hun i knap to år havde savnet inderligt, tage på besøg i Gilleleje.

- Jeg sagde lige op i hendes åbne ansigt, at nu ville jeg hjem til far og mor, fortæller Tove Udsholt og kalder de næste to år ’de værste i mit liv’.

Ligegyldigt hvad hendes mor gjorde - og hun gjorde virkelig meget, erkender Tove - var det ikke godt nok. Magiske Tivoli i København var intet mod Bakkefesten i Gilleleje med dens luftgynger og radiobiler. Løverne i Zoologisk Have var vand ved siden af dyreparken i Gilleleje. Alt slyngede hun i hovedet på sin mor. Hun så selvfølgelig også sin far indimellem. Han kunne godt forstå, at hun elskede kystbyen Gilleleje med havet og højt til himlen. Han stod på Toves yndlingsliste.

Smidt ud af skolen

Da hun blev syv år, meldte moderen hende ind i den lokale skole på Nørrebro.

Tove var rasende og besluttede ikke at sige et kvæk i skolen, ikke at lege med et eneste barn.

- Sæt nu, at jeg kom til at synes om dem. Jeg var nødt til at holde facaden, forklarer hun om sin handling, der endte med, at skoleinspektøren nægtede at lade hende fortsætte på skolen. Og da moderen i fortvivlelse spurgte, hvad hun så skulle gøre, var det Tove, der havde svaret: ’Jeg skal gå i skole i Gilleleje’.

Og med det blev rollerne byttet om. Tove boede hos sin ’mor og far’ i Gilleleje, og tog på besøg hos sin biologiske mor. Korte besøg. Og da hun blev 12, ville hun ligesom alle sine venner lære om Jesus, have en stor fest, en cykel og et ur. Og sejrede endnu en gang over sin mor. Hun konverterede til kristendommen, blev døbt og derefter konfirmeret.

Og som det sidste hug i moderens åbne sår lod hun sig som 18-årig adoptere af Svend og Ketty i Gilleleje. Blev deres barn, også på papiret.

- Jeg var blevet et virkelig stædigt barn, siger hun hovedrystende.

Godt nok var Svend og Ketty en del ældre end hendes biologiske forældre og af sind måske endnu ældre, men for hende var de blevet mor og far. Og derfor lagde den 16-årige Tove ikke noget særligt i det, da Ketty en dag sagde, at næste gang hendes far kom, skulle hun sige pænt farvel. For han var ikke velkommen mere.

Slog faderen ud af hovedet

- Der var næsten altid ballade, når han kom op til Gilleleje. Min far kom fra et borgerligt hjem, hvor man spiste med kniv og gaffel, og de pæne manerer ville han gerne give videre til mig. Men Svend og Ketty mente ikke, at han havde noget at skulle have sagt i deres hjem. Jeg var 16 år, tog jo ikke det med at sige farvel så højtideligt, jeg kunne jo altid træffe min far andre steder. Men sådan kom det ikke til at gå. Og det er min skyld. For han har gjort alt, siger Tove med smerte i stemmen.

For med sit unge, lyse og livsglade sind slog hun faderen ud af hovedet. Hun flyttede hjemmefra, stiftede selv familie. Fik mand, tre børn. Var omgivet af to sæt bedsteforældre, både Ketty og Svend samt sin mor og hendes nye mand. Hun uddannede sig og fik job som ledende fodterapeut på Hvidovre Hospital. Årene gik. Og gik bare. Indtil kalenderen stod på 1982, og hendes mor, Ketty, døde. I gemmerne i det lille fiskerhus i Gilleleje fandt Tove en bog, hvor Ketty møjsommeligt havde noteret alle faderens forsøg på kontakt fra 1960 og frem til 1976. Om hendes far opgav dér, eller om Ketty gjorde det, fordi hendes mand døde, ved Tove ikke. Men de utallige forsøg på kontakt havde været holdt hemmelige for hende.

- Jeg blev aldeles rasende på Ketty. Men hvad skulle jeg gøre? Hun var død. Og havde sikkert skjult det for mig af frygt for, at jeg skulle svigte dem. Hvilket jeg aldrig ville have gjort. Men det var mig selv, jeg skulle være vred på. Jeg havde intet gjort, erkender hun. Og værst af alt, tilføjer hun, gjorde hun heller ikke noget i 1982.

Mødte sin dødssyge far

Året efter, den 20. januar 1983, var det helt tilfældigt Tove Udsholt, der havde vagten blandt de mest syge patienter på Hvidovre Hospital. Inde fra en fire-sengs stue hørte hun en stemme. Hjertet gik næsten i stå. Det var hendes fars. Hun kiggede ind i stuen, fik øje på en lillebitte, skrøbelig mand. Ikke den høje, mørkhårede og flotte fyr, hun havde i mindernes bank. Men stemmen var den samme.

- Der stod han i bare fødder og natskjorte. Næsten intet hår på hovedet. ’Goddag’ sagde han på vej hen til sin seng, fortæller Tove med en stemme, der stadig afspejler det chok, hun fik over gensynet med sin far. Sin terminalt syge far, som havde tre uger tilbage at leve i.

Tove Udsholt er taknemmelig ind i sin sjæl over, at hendes far dér på hospitalet var så stort et menneske, at han tog imod hendes udstrakte hånd. Sagde uden bitterhed ja til at tilbringe de tre sidste uger af sit liv sammen med hende.

Ringen sluttet

- Skæbnen er jo ejendommelig. Jeg har været utrolig heldig med mit liv, har fået det sådan, som jeg gerne ville have det. Og oven i det at finde min far tre uger før han dør, tænke sig en gave at få. Jeg tror, det for os begge var som en ring, der blev sluttet, siger Tove Udsholt med et stort smil om genforeningen.

Hun var ved han side på hospitalet. Holdt hans lille, skrøbelige hånd.

- Det allersidste, han sagde til mig, var, at han aldrig havde giftet sig igen, at han altid havde elsket min mor, at han havde søgt efter mig i så mange år, og jeg aldrig var dukket op. ’Hvorfor henvendte du dig aldrig,’ spurgte han. Og så døde han. Trak lige vejret og var væk. Jeg fik aldrig fortalt ham om den lille, hvide bog.

Hun tager en dyb indånding. Kører hænderne udglattende hen over spisebordets rødternede dug.

Grib dagen

Carpe diem. Grib dagen. Sådan lyder den 73-årige Tove Udsholts motto. Og sådan har hun levet sit liv, lige siden hun holdt sin far i hånden, da han drog det sidste åndedrag. Og uanset hvor tragisk hendes historie må lyde i andres ører, fastholder hun sit lyse og positive sind lige så stædigt, som hun engang fastholdt, at hun ikke ville bo hos sin mor.

- For jeg har været heldig, understreger Tove Udsholt, som flyttede tilbage til lyset og vandet i Gilleleje, da hun gik på pension.

- De fleste andre af de i alt 136 børn, der blev gemt hos en plejefamilie, har fået psykiske traumer, fordi de af deres forældre ikke fik lov til at holde kontakten til deres plejefamilier. Mennesker som satte deres liv på spil for at passe et barn. Alle de problemer har jeg været skånet for. Jeg vælger at se det sådan, at min mor efterlod mig af kærlighed. Uden at vide, at hun endte med at betale den højeste pris.