Den alvorligt syge cubanske revolutionshelt og enehersker gennem et halvt århundrede har pludselig givet lyd fra sig.
I en kronik, som den australske avis South Morning Herald bringer, fyrer Fidel Castro en sand bredside af mod de vestlige lande, Barack Obama og Lars Løkke Rasmussen i almindelighed og dansk politi i særdeleshed.
Efter den gamle diktators mening anvendte politiet alt for grove metoder mod demonstranterne i de københavns gader.
Castro skriver, at han ringede til sin udenrigsminister Bruno Rodriguez, som befandt sig i København, og spurgte ham, hvad det var for mennesker, som det danske politi "undertrykte med et sådan had, vred deres arme om, og slog dem gentagne gange over ryggen.
- Fordi tv-stationer har vist klippene, har verden set de fascistiske metoder, der blev brugt mod menneskene i København. De protesterende, hovedsagelig unge mennesker, som blev undertrykt, har fortjent befolkningernes solidaritet, skriver Fidel Castro.
Han kritiserer også Danmark for en kaotisk mødeledelse.
- Vores kammerater i den danske hovedstad fortalte os om en endnu værre situation fredag 18. december. Klokken 10 blev FN-topmødet afbrudt i to timer, men den danske statsminister mødtes med 20 af ham inviterede statsledere for at diskutere 'globale problemer' med den amerikanske præsident Barack Obama. Det var hvad de kaldte mødet, hvis formål var at indgå en aftale om klima, skriver Fidel Castro.
- Selv om alle de officielle delegationer er med, fik kun 'inviterede gæster' lov at udtrykke deres synspunkter. Naturligvis er hverken Hugo Chavez eller Evo Morales blandt dem, der har lov at sige hvad de mener. Formålet var at give den fornemme Nobel Laureate, Obama, en lejlighed til at oplæse sin i forvejen skrevne tale, efterfulgt af beslutningen vedtaget på mødet om at udskyde aftalen indtil slutningen af næste år i Mexico City.
De sociale bevægelser får ikke lov at deltage. Efter det show, blev 'topmødet' genoptaget i plenarsalen, indtil dets uværdige afslutning, skriver Fidel Castro.






















