Birgitte Getting skiftede storbyen ud med et stille liv på landet, hvor der er højt til loftet og langt til byens støj. Ikke engang på en gråvejrsdag savner hun København.

Hun har haft lejligheden siden 1986. Med to etager, 87 kvadratmeter og en fed tagterrasse på Islands Brygge i København. I den periode har hun fulgt Islands Brygges udvikling fra bodega-boble til café-kvarter. Fra middelklasse til overklasse – og fra godt til skidt.

Men pludselig blev bylivet for meget for Birgitte Getting. Der blev for meget støj og mennesker, der holdt fester hele tiden, så derfor tog hun en drastisk beslutning og flyttede til Falster, hvor hun nyder naturen.

Opret abonnement på PLUS og læs Birgitte Gettings historie om at skifte det travle byliv ud med skøn natur på landet.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Birgitte Getting skiftede storbyen ud med et stille liv på landet, hvor der er højt til loftet og langt til byens støj. Ikke engang på en gråvejrsdag savner hun København.

Hun har haft lejligheden siden 1986. Med to etager, 87 kvadratmeter og en fed tagterrasse på Islands Brygge i København. I den periode har hun fulgt Islands Brygges udvikling fra bodega-boble til café-kvarter. Fra middelklasse til overklasse – og fra godt til skidt.

»I starten var Islands Brygge jo sådan et sted, hvor folk sagde: ’Puuuuh, der kan man da ikke bo’. Dengang var det sådan en slags ’udkantskøbenhavn’, men jeg elskede det på grund af Fælleden, vandet og værtshusene. Dengang var der ingen lunken cappuccino til 46 kroner,« siger hun med lige dele foragt og smil.

»De sidste par år jeg boede der, var det ved at udvikle sig fra et dejligt overset sted til en trendy bydel, hvor man hele tiden var ved at blive majet ned af kvinder med kampvognslignende barnevogne med caffe latte-stativ. På en sommerdag var havnefronten et fluepapir af mennesker,« fortæller Birgitte Getting, der er opvokset i Birkerød, men siden læste musikvidenskab og som 25-årig flyttede til storbyen – nærmere betegnet Islands Brygge i København.

Birgitte Getting blev træt af livet på Islands Brygge. Der blev for meget støj og mennesker, der holdt fester hele tiden, så derfor tog hun en drastisk beslutning og flyttede til Falster. Her har hun arbejdet med at få det lokale kulturliv op at stå, hun arrangerer Orenæs saloner, med forskellige kulturelle arrangementer. Dertil synger hun opera - på trods af en stemmeskade - og nyder at kunne synge igennem under åben himmel.
Birgitte Getting blev træt af livet på Islands Brygge. Der blev for meget støj og mennesker, der holdt fester hele tiden, så derfor tog hun en drastisk beslutning og flyttede til Falster. Her har hun arbejdet med at få det lokale kulturliv op at stå, hun arrangerer Orenæs saloner, med forskellige kulturelle arrangementer. Dertil synger hun opera - på trods af en stemmeskade - og nyder at kunne synge igennem under åben himmel.
Vis mere

Støj uden hensyn

Men Islands Brygge havde også ændret sig på en anden måde. Birgitte Getting er nemlig opdraget til, at når man bor i byen, skal man tage hensyn.

»Der var kommet støj! Københavns Kommune havde besluttet, at alle arrangementer skulle ligge på Islands Brygge. Maraton, festivaler, koncerter, cykelløb og den slags. Da området også blev trendy, startede der en dille med at lave spontane sms-fester. Altså nogle fik den geniale idé at lave en fest på havnefronten klokken to eller tre om natten, tilkalder alle vennerne på sms, og så kommer der en fyr kørende med en generator og et musikanlæg på en ladcykel. Så var der fest, og når man stod op en søndag morgen, var det ligesom at stå op på Roskilde Festival,« siger Birgitte.

»Det må være et forfærdeligt sted i dag,« siger hun og kigger op mod solen.

Den brager ned over hendes store have foran det 250 kvadratmeter store hus på Nordfalster. På den anden side af huset ligger endnu en stor, grøn plæne, og for enden af den ligger Storstrømmen med uhindret adgang fra haven. Der er meget langt til Islands Brygge og sms-fester.

Udsigt til skov

Birgitte Getting havde købt sin lejlighed for et greb i lommen i 1986. Siden har hun boet i den on/off, men i 2013 blev den for meget.

»Jeg vidste godt, jeg kunne sælge den, og min plan var, at jeg skulle købe en anden og billigere lejlighed i København samt et sted uden for byen, hvor jeg kunne blive aflastet lidt. Det var efterhånden ved at være mange år siden, jeg havde set skoven springe ud.«

Birgitte kiggede på en portal for lejeboliger på nettet i håb om, at hun kunne finde det perfekte lille sted, som hun først kunne leje og på sigt købe. Hun kiggede på Lolland-Falster, fordi hun godt vidste, at boligpriserne var lave. ’De er jo på røven dernede’, som hun tænkte.

Men det var noget helt andet, hun fandt.

»Pludselig en dag så jeg et billede af denne her udsigt,« siger hun og peger i retning af vandet.

»Jeg troede, det var sådan et ejendomsmæglertrick, hvor man ikke kan se, at der i virkeligheden går en meget trafikeret vej mellem grunden og vandet.«

Da Birgitte tager på besøg i huset, er det en mørk og kedelig oktoberdag.

»Jeg faldt pladask for stedet. Man kommer kørende igennem skoven og tænker, okay, her er så en skov, og hvad så? Så ser man udsigten og tænker, okay, hvor er så diskoteket og den store, grimme industribygning?«

Men stedet ligger helt ugeneret, og derfor aftalte Birgitte med sin eks-mand, at de sammen skulle leje det store hus, som de i dag er fælles om.

»Jeg skulle have både det søde landliv og det søde byliv. Da jeg havde tænkt mig om en måned, gik det pludselig op for mig: Hvad fanden er det, jeg skal i København? Det var gået op for mig, at jeg slet ikke savnede København.«

Selv om Birgitte aldrig havde spekuleret et sekund over at flytte permanent på landet, var det langsomt gået op for hende, at det, hun altid havde tænkt som en dagsrejse, kun var en time og et kvarter væk fra Islands Brygge.

»Nu kan jeg høre, at mine venner i København har det ligesom mig. Når jeg spørger, om de vil komme på besøg, trækker de på det og begynder at tale om overnatningsmuligheder. Hey, I skal sgu ikke overnatte, I skal hjem igen, det tager en time,« siger Birgitte med et grin.

Sin egen larm

Men noget, der er lige så vigtigt for Birgitte som at undgå larm, er faktisk at have muligheden for selv at lave den. Hun er nemlig uddannet operasanger, og selv om en stemmeskade har sat en stopper for karrieren, fylder musikken meget. Birgitte holder cirka fire gange om året klassiske varietéer, hvor hun inviterer publikum på en musikoplevelse. Det har hun foldet endnu mere ud på Falster, nu hvor hun har rammerne til det.

»Jeg afholder Orenæs Saloner cirka en gang om måneden. Folk sagde jo til mig, at det aldrig ville gå. Klassisk musik i udkantsdanmark? Aldrig. Hvem skulle dog komme? Og jeg må indrømme, at det så sort ud, men jeg var alligevel meget optimistisk. Til mit første arrangement kom et par stykker. Andet arrangement aflyste jeg, fordi der kun var én tilmeldt.«

Men så opdagede Birgitte for første gang, hvad det er, udkantsdanmark kan, som København og de andre storbyer aldrig kan hamle op med: Det lille, men meget effektive lokale netværk.

»Jeg havde booket en teatergruppe til at komme og lave noget teater. De var rigtig dygtige og hev en masse af deres venner med. Der var fulde huse, og så gik rygtet: Det var rigtig sjovt at være her. Siden den dag har jeg kun haft meget få arrangementer, som ikke var udsolgt,« fortæller hun stolt.

»Jeg er simpelthen dumpet lige ned midt i et behov. Det var de lokale, der kom. Ikke københavnerne.«

Nordfalster havde bevist, at det var det helt rigtige valg.

»Jeg må larme alt det, jeg vil. Jeg kan sætte en højttaler ud i haven og spille musik midt om natten, uden at nogen bliver generet af det.«

Birgitte Getting er tidligere operasangerinde, men måtte stoppe på grund af en stemmeskade. Hun er flyttet fra storbyen ud på landet, hvor der er højt til loftet og hun kan synge uden at forstyrre naboerne.
Birgitte Getting er tidligere operasangerinde, men måtte stoppe på grund af en stemmeskade. Hun er flyttet fra storbyen ud på landet, hvor der er højt til loftet og hun kan synge uden at forstyrre naboerne. Foto: Privat
Vis mere

Lokalt og effektivt

Men Birgitte har også lært at sætte pris på de forskelle, der er mellem hendes nye landsmænd og københavnerne, som hun forlod for over to år siden.

»Man tror jo, det kun er bønder og landsbytosser, der bor hernede. Jeg havde en helt stor aha-oplevelse, da det gik op for mig, at de ikke er bonderøve. I hvert fald ikke dem alle sammen,« siger hun med et smil.

»Folk hernede er virkelig søde, og de vil gerne samarbejde. Jeg har også oplevet at få fire-fem uopfordrede ansøgninger fra mennesker, der gerne vil hjælpe mig – helt frivilligt – med salonerne. Det er da fantastisk. En af dem har faktisk bagt denne her kage,« siger hun og peger på kagen, som står midt på bordet i haven.

»Jeg tror, det skyldes, at vi ikke er så mange. Man kan simpelthen ikke være københavnerselektiv her. Og det synes jeg, var en lidt kedelig københavnertendens: Man holder på sit netværk. Folk i byen er så bange for at miste deres netværk, og de vil så forfærdeligt gerne associeres med de rigtige mennesker. Der er altid sådan en stemning af ’jeg ved godt, hvem du er, men vi kan ikke nødvendigvis tale sammen’,« forklarer Birgitte.

»Hernede har jeg for nylig oplevet, at en kvinde kom over til mig til en fernisering og sagde: ’Kender du ikke mig, for jeg er ret sikker på, at jeg har set dig før’, og så går snakken.«

Men det lille samfund stiller også krav til én selv.

»Hernede er du nødt til at holde dig gode venner med folk. I København kan du gå i teatret og se noget afskyeligt og skrive grimt om det i Politiken. Den går ikke hernede. Folk er sødere. Ind imellem tænker jeg da også ’Vorherre på lokum’ over noget af det, jeg ser hernede. Men jeg siger det ikke højt. Jeg nyder, at der er et rigt kulturliv, selv om det ikke er Det Kongelige Teater det hele. Og så er jeg jo selv med til at sætte den kulturelle dagsorden nu.«

Birgitte Getting indrømmer, at lige netop kulturlivet stadig trækker i hende fra København, og hun tager tit til hovedstaden for at få et skud kultur. Men det får hende ikke et sekund til at overveje at flytte tilbage.

»Nej, ikke engang på en gråvejrsdag savner jeg København.«

Birgitte Getting har skiftet livet på Islands Brygge ud med naturen på Falster.
Birgitte Getting har skiftet livet på Islands Brygge ud med naturen på Falster.
Vis mere