Familieforøgelse i Spaniens kongehus

Spaniens kong Juan Carlos' yngste datter, Cristina, venter et barn i november.

Det glade budskab blev givet i dag i en meddelelse fra det spanske kongehus.

Cristina, der er gift med håndboldspilleren Inaki Urdangarin, har i forvejen et barn, nemlig Juan Valentin, der blev født i september sidste år.

I øvrigt er Cristinas storesøster, Elena, også gravid og venter sit andet barn i september. Elena, der er gift med Jaime de Marichalar, fødte sit første barn, Felipe Juan Froilan, i juli 1998.