Dagens leder 7/2: »Problemet er fagbevægelsens nedslidte demokratiform, der begunstiger en kerne af gamle tillidsfolk, som er ærke-socialdemokrater og ikke særlig glade for forandringer i det hele taget.«
LO har kastet sig ud i en meget sympatisk fornyelsesproces, der desværre ser ud til at køre fast, inden den for alvor kommer i gang. Processens bebudede start er i morgen på LOs ekstraordinære kongres.
Det er en voldsomt svækket fagbevægelse, der forsøger at forny sig. Fagbevægelsen har i Danmark i mange årtier nydt en helt særlig politisk opbakning. Mens fagbevægelsen i resten af den vestlige verden i de seneste årtier er rullet dramatisk tilbage.
Herhjemme har især efterløn, fradragsret for kontingenter og den tætte kobling mellem dagpenge og fagforeninger sikret en støt stigende medlemstilgang - indtil for få år siden.
Den politiske opbakning - eller beskyttelse - blev leveret til fagbevægelsen af socialdemokratiske regeringer, men til LOs store fornøjelse blev det også muligt at bevare politisk beskyttelse under Poul Schlüters borgerlige styre i firserne. Schlüter så nemlig en fordel i at være venner med fagbevægelsen, mens Socialdemokratiet - under den politiske fantast Svend Aukens ledelse - bekæmpede regeringen med alle midler.
Schlüter var med til at bane vej for den arbejdsmarkedspension, som fagbevægelsens top så inderligt ønskede sig som en ny magtbastion. Lønkampen ændrede sig nemlig i slutningen af forrige århundrede. Løndannelsen blev decentraliseret - i vidt omfang flyttet ud til virksomhedsniveau. De store, dramatiske nationale overenskomstforhandlinger hvert andet år fik mindre og mindre betydning.
Pensionskasserne blev aldrig den styrkebastion, som LO-formænd gennem flere årtier drømte om. Aktiemarkedet er blevet internationalt, og de faglige kasser er tvunget til at gå efter højt afkast og investere bredt - også i udlandet.
Tilbage er blevet en fagbevægelse, der ikke rigtig ved, hvad den vil. Til tider er den nærmest ved at gøre sig til en moderne personaleafdeling, helt underkastet virksomhedernes ledelser. Til andre tider kæmper fagforeningerne uskønt indbyrdes om medlemmerne, som man kan læse om her i avisen i dag. Og så bliver fagbevælgelsens ledere med sørgelig hyppighed ved at markere sig som karikaturer af »pampere«, der skændigt sikrer sig fordele, som medlemmerne aldrig har bevilget.
Grundlæggende står fagbevægelsen i et vadested, som kan betyde, at dens dage er talte. Den nye regering her i landet er ikke på forhånd forlovet med fagbevægelsen. Men ganske interessant er der begyndt at vise sig et faktisk interessefællesskab mellem LO og Dansk Folkeparti, der foreløbig synes at have bremset et indgreb mod eksklusivreglerne.
LOs brud med Socialdemokratiet, hvad angår partistøtte, er logisk, men ikke meget værd i praksis, når forbundene tilsyneladende fortsætter med at give tilskud til »partiet«. Problemet er fagbevægelsens nedslidte demokratiform, der begunstiger en kerne af gamle tillidsfolk, som er ærke-socialdemokrater og ikke særlig glade for forandringer i det hele taget.
Derfor vil LOs store fornyelsesplan, der er udtænkt ved Hans Jensens og hans embedsmænds skriveborde, næppe blive fagbevægelsens nye virkelighed. Fagbevægelsen kan ikke rette på sit dybt beskadigede image gennem reklamekampagner og central opgivelse af partistøtten.
Hvis fagbevægelsen skal have nogen fremtid, er det nødvendigt med en gennemgribende demokratisk fornyelse. Åbningen over for andre politiske partier er en nødvendig del, men slet ikke tilstrækkeligt. Det er hele det socialdemokratiske pamper-greb omkring organisationerne, der skal løsnes. Det fordrer et oprør fra gulvet.
Uden fagbevægelsen er det danske samfund i alvorlig fare for at degenerere til et lige så skævt og ulige samfund som dem, vi kan se omkring os - hvor fagbevægelsen er rullet tilbage. Men som det ser ud i dag, er det den vej, vi bevæger os.
Tragisk nok ser det ikke ud til, at der i fagbevægelsen - eller i befolkningen - er vilje og kraft til at forny fagbevægelsen indefra ved at kaste det kvælende lag af livstrætte apparatjiks og pampere af sig.
