Vidneudsagnet fra en urobetjent maskeret som demonstrant kommer til at koste seks danskere mellem fem og otte måneder bag tremmer i Sverige.

Seks af de syv tiltalte danskere - mellem 19 og 27 år - blev i går idømt fængselsstraffe for at have deltaget i det voldsomme opløb i Göteborgs gader den dag, den amerikanske præsident besøgte EU-topmødet.

Den syvende demonstrant - 17-årige Jens Mauritzen - blev dømt til en måned på en ungdomsinstitution. På grund af fængslingen fra den 14. juni og frem til løsladelsen i sidste uge anses straffen for afsonet.

Også de andre seks slipper nu fri, mens de venter på strafafsoningen i et svensk fængsel.

Under retssagen benægtede alle hårdnakket at have deltaget i kampe med politiet i og omkring Vasa-parken. Faktisk var de alle blevet overraskede over, hvordan begivenhederne udviklede sig og forsøgte at komme væk, lød deres forklaring. At de havde været maskeret og iført beskyttelsesudstyr, indrømmede de fleste dog.

Nogle timer efter det første sammenstød mellem demonstranter og politi i den svenske topmøde-by blev de syv danskere anholdt på en café nogle gader væk. Mens stenene føg i luften i Vasa-parken, holdt en svensk betjent, maskeret som demonstrant, øje med danskerne. Han fulgte dem til cafeen og så dem tage maskering og beskyttelsesudstyr af.

Det var hans vidneudsagn, som i går førte til de hårde domme. Fem blev ikke dømt for at have kastet med brosten, da betjenten ikke kunne udpege nøjagtigt, hvem der gjorde hvad i parken.

Men set i lyset af dommen på seks måneders fængsel til en 19-årig tysker for stenkast, er dommene over de syv danskere hårde. En af forsvarerne vurderer, at det skyldes, at retten mener, de syv danskere var organiseret som gruppe under opløbet.

Fire af de seks dømte på 19 og 20 år får rabat på grund af deres unge alder og slipper med henholdsvis fem og seks måneders fængsel, mens to unge mænd på 21 og 17 begge skal afsone otte måneder.

Alle syv færdes i det autonome mijø på Nørrebro i København og var rejst til Göteborg for at demonstrere mod EU. De var alle samlet i Vasa-staden torsdag 14. juni, hvor politiet omringede Hvitfeldtska Gymnasiet, der var fyldt med tilrejsende demonstranter. Politiaktionen skabte en hadsk stemning, og i løbet af nogle timer kom det hele ud af kontrol.

Sammenstødet i Vasa-parken blev gnisten, der fik gadekampene til at blusse op og bølge i gaderne under resten af EU-topmødet.