Siden Kjukken vendte tilbage med ny besætning i 2015, har BT anmeldt orkestret fem gange. Hver gang med fem og seks stjerner. Kim Larsen skaber en ubeskrivelig stemning hos sit publikum på tværs af generationer.

Og som bl.a. Love Shops Jens Unmack sagde til BT for nylig: Kim Larsen synger bedre end nogensinde.

»Modsat andre har Kim været heldig, at hans stemme ikke ældes som ham selv,« siger Larsens impresario, Jørn Jeppesen.

»Jeg tror også, at det er en lidt kedelig teknisk forklaring. Nu sidder han stille, og det betyder, at lydmændene kan fokusere på hans mikrofon, fordi han ikke bevæger sig. Samt at han er kommet væk fra trommelyden i sin mikrofon. Kims vokal er ret lav, når han synger, det kræver meget høj lyd på hans mikrofon,« siger Jeppesen.

Elsker at optræde

Sidste år var Kjukken det danske orkester med flest job, 65 i alt. Hvordan holder den svækkede hankat den gående med så meget arbejde?

»Han elsker at optræde. Det er faktisk ikke anstrengende for Kim at turnere. Han har sit hold omkring sig, sin turbus, han kan sove hvor som helst. Kim vil enormt gerne ud at møde sit publikum. Hver gang vi tager på turné siger folk, nå, det er den sidste turné. Men sådan er det jo ikke. Kim har det sådan, at så længe han kan så fortsætter han. Manden går og glæder sig til, at han skal ud på turné.« jae