Erik Damgaard gav selv hustruen Anni Fønsby besked om, at han vil skilles. Det fortæller han til Ekstra Bladet.
- Jeg giftede mig ikke med Anni for to måneder siden for at blive skilt hurtigt. Og lige nu er vi to ulykkelige mennesker. Men jeg er sikker på, at jeg har truffet den rigtige beslutning, siger Erik Damgaard.
Finansmanden har tænkt over over det hele i nogle dage. Og efter at have drøftet den aparte situation med venner og bekendte blev det Anni Fønsby, der tabte - hun bliver nu valgt fra.
Finansmanden vil skilles. Livet består ifølge Erik Damgaard nemlig af meget mere end et ægteskab.
Mange i Erik Damgaards omgangskres tog afstand fra finansmandens nye kone. Noget, der åbenbart ikke kunne forenes med ægteskabet. Derfor mener han ikke, at der er andre veje ud end en skilsmisse.
- Jeg ville ikke holde Anni for nar ved at forestille mig, mens hun sad fængslet - og først meddele det, når hun bliver løsladt en dag. Det ville være uærligt, fortæller han til Ekstra Bladet.
Anni Fønsbys nærmeste pårørende, hendes mor og bror, fik allerede besked om den forestående skilsmisse torsdag aften. Det var finansmanden selv, der fortalte dem, hvad han har i ærmet, og han understregede i den forbindelse, at han gerne selv ville fortælle Anni nyheden.
Og det skete i går ved middagstid, da det lykkedes Erik Damgaards advokat Finn Walther Petersen at få et opkald igennem til fængslet. Kort efter samtalen modtog den rufferisigtede brystbabe et brev fra ægtemandens advokat indeholdende seperationspapirer.
- Vi er begge to kede af det. Men vi vil aldrig kunne blive lykkelige sammen, siger Erik Damgaard.
- Uanset hvad der står i ægtepagten, er jeg indstillet på at hjælpe Anni i gang, når straffesagen mod hende er overstået, siger Erik Damgaard.
Det er andre toner end da ægteskabet blev indgået for et par måneder siden. Der underskrev parret en ægtepagt, der bevirker, at de hver især går ud af ægteskabet med det, de tog med ind - og ikke mere. Hvad de senere opbyggede skulle naturligvis deles, men det kan ikke være blevet til meget på to måneder.






















