SFs formand Villy Søvndal og gruppeformand i 3F, Lillian Knudsen, har begge lidt af epilepsi og oplevet, hvor skræmmende lidelsen kan være for omgivelserne.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Jeg havde været ude at rense grøfter og var blevet lidt svimmel. Så gik jeg hjem og lagde mig på sofaen. Næste dag vågnede jeg op på et sygehus.«SFs formand Villy Søvndal fik epilepsi som 18-årig. Efter at have tomlet den rundt i Europa en hel sommer med kun 800 kroner på lommen reagerede kroppen med det samme, da han kom hjem. Han fik et epileptisk anfald, og hans forældre måtte forskrækkede se på, mens han lå og vred sig i kramper.
»Det er en meget stærk oplevelse at stå og se på én, der får et anfald. De havde aldrig prøvet sådan noget før og stod fuldstændig famlende over for, hvad de skulle gøre. Kramperne var så voldsomme, at jeg sparkede huden af både mine fingre og fødder,« fortæller Villy Søvndal.
For ham selv var lidelsen også en omvæltning. Han havde været vant til at dyrke sport på et højt niveau og drikke igennem til festerne. Nu måtte han sætte en dæmper på begge dele.
Slut med drikkeriet
»Jeg drak meget lidt i min ungdom, men det pressede mig til gengæld til at være åben om problemet og fortælle om lidelsen. Det var også vigtigt for mig at få afmystificeret det hele. Det er meget voldsomt at få lidelsen i en ung alder, og det satte mange tanker i gang hos mig om, hvad det kunne komme til at betyde for mit liv. Men det hjalp mig at lægge kortene på bordet over for mine omgivelser og komme videre,« siger Villy Søvndal.
Det har gruppeformand i fagforbundet 3F, Lillian Knudsen, også indset.
Under den store arbejdskonflikt for syv år siden arbejdede den tidligere forbundsformand for Kvindeligt Arbejderforbund hver dag til langt ud på aftenen. Resultatet var en voldsom pande- og bihulebetændelse, som fik lov til at sætte sig fast, så det til sidst endte med en hjerneblødning. Totalt lammet i højre side blev hun indlagt på hospitalet. Dagen efter fik hun et epileptisk anfald.
»Pludselig var jeg i en sær bevidstløs tilstand og kunne mærke en stor opstandelse omkring mig. Det var især et chok for min mand. Jeg kunne høre, at han stod ude på gangen og råbte på hjælp. Senere har han fortalt mig, at han troede, at jeg skulle dø. Han havde aldrig set et epilepsi-anfald før. Det tog voldsomt på ham, og han var lang tid om at komme sig over det,« fortæller Lillian Knudsen.
Glemte folks navne
Efter anfaldet kom Lillian Knudsen i medicinsk behandling. Efterfølgende havde hun tre anfald, dog ikke så voldsomme som det første. Nu var der en masse ting, hun ikke længere kunne. Hun havde svært ved at koncentrere sig og kunne for eksempel ikke huske folks navne.
»Jeg sagde et navn og fortsatte så, indtil det rigtige navn dukkede op. Men jeg var meget bange for at miste mit job. Jeg fortalte ikke om epilepsien til så mange i begyndelsen. Det var kun dem, der var meget tæt på mig, der vidste, at jeg havde lidelsen. Jeg var bange for mit eget jeg og syntes, jeg kunne magte det, jeg skulle. Det er jo en hård branche at være i,« fortæller hun.
Skar ned på arbejdet
Lægerne og de nærmeste kollegaer i fagforbundet hjalp hende dog med at passe bedre på sig selv.
»Da jeg kom tilbage til mit arbejde, blev jeg hver dag hentet kl. 10 og kørt hjem igen kl. 13. Jeg trappede så langsomt op i timeantal og begyndte at uddelegere noget af mit arbejde til andre kollegaer. Visse ting gik jeg helt ud af,« siger Lillian Knudsen.
Angsten for at fortælle om sygdommen har siden sluppet sit tag i hende. I dag har fagforeningskvinden indset, at der er andre, der kan få glæde af hendes erfaringer.
»Jeg får mange reaktioner fra folk, der vil vide mere om, hvad epilepsi er. Det har fået mig til at indse, at det er vigtigt at fortælle andre om lidelsen,« siger Lillian Knudsen.
Skræmmende oplevelse
Den samme opfattelse har Villy Søvndal.
»Folk trækker sig tilbage i ubehag, når de ser et epileptisk anfald. Det er en meget stærk oplevelse. I forbindelse med biologiundervisningen i skolen kunne man for eksempel vise en film, der fortæller, hvad et epilepsianfald er. Det er nemmere, når man får sat ord og billeder på. Specielt for børn er det jo en skræmmende oplevelse at have den her lidelse tæt inde på kroppen,« siger Villy Søvndal, der har arbejdet på et tysk hjem for epileptiske børn.
»I virkeligheden skal man jo ikke gøre så meget, hvis man kommer ud for et epileptisk anfald. Man skal sørge for, at vedkommende ikke slår sig og kan få luft. En af myterne siger, at man skal putte noget hårdt i munden på epileptikeren, så tungen ikke bliver bidt over. Men i virkeligheden risikerer man bare at smadre tænderne, så det må være noget, tandlægerne har fundet på for at få mere at lave,« siger Villy Søvndal med et smil.
Livet kan gøre ondt
I dag er både Villy Søvndal og Lillian Knudsen, på grund af den medicinske behandling, helt sluppet for epileptiske anfald.
»Det har lært mig, at livet også kan gøre ondt. Vi er ikke udstyret med en ret til, at alting skal være nemt og ukompliceret. Og vi har en forbandet pligt til at glæde os over, at de fleste af os kan løbe normalt rundt,« pointerer den nykårede SF-formand.
»Jeg har aldrig haft andre tanker, end at jeg ville komme tilbage igen og blive rask. Men det har været hårdt for mine omgivelser. Min mand var bange for at miste mig. På den måde er det en meget voldsom oplevelse for familie og venner at erfare, at man har epilepsi,« siger Lillian Knudsen, der i dag er så meget ovenpå, at hun til efteråret stiller op til byrådsvalget i Dragør for Socialdemokraterne.
