Antallet af drab på kvinder er steget voldsomt i 2014.

I år er der hidtil begået drab på 23 kvinder, og dermed er der sket en markant stigning i forhold til i fjor. I 2013 blev der til sammenligning myrdet i alt 13 kvinder i Danmark.

I samtlige tilfælde har gerningsmanden - som det også ligger i ordet - været en mand.

Og undtagen i et par tilfælde har offer og gerningsmand været meget tæt på hinanden som typisk ægtepar, kærester, ekskærester, familie eller venner.

Der bliver i gennemsnit begået 46 drab om året herhjemme. Med 49 af slagsen hidtil er 2014 på dét punkt gennemsnitligt. Men altså ikke når det gælder antallet af kvindemord.

Bent Isager-Nielsen, tidligere chef for Rigspolitiets rejsehold og nu politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, har haft flere af kvindedrabene i sin politikreds. Han siger:

»Det med kvinderne, der bliver slået ihjel af mænd, ligger nærmest i ordet: Vi siger jo ’drabsmand’. Når vi bruger det udtryk, så er det faktisk rigtigt, for det er mænd næsten altid. Voldelig, alvorlig kriminalitet begås stort set altid af mænd. Og det er i det nære, man ofte finder gerningsmændene.

Vi arbejder med to ting - nærdrab og fjerndrab. Nærdrabet er dér, hvor der er tæt kontakt mellem offer og gerningsmand. Der er vi inde i intimsfæren, hvor det kan handle om jalousi og om hævn.

Helt derinde, hvor man ikke altid kan håndtere sine følelser, når man for eksempel bliver vraget. Og meget andet,« siger han og tilføjer:

»Når vi taler om de her drab, så er det meget ofte mænd, der slår deres partner eller eks-partner ihjel i et anfald af hævn, jalousi, afmagt eller en kombination af det hele. For mænd er ofte rigtig dårlige til at håndtere deres følelser. Derfor er det vigtigt, at mænd – og helst mens de er drenge – lærer det. Som det er blevet sagt af en klog mand: Man er ikke ansvarlig for sine følelser, men man er ansvarlig for, hvordan man reagerer på sine følelser,« siger Bent Isager-Nielsen.

»Intet menneske går gennem livet uden at blive ramt af de voldsomme følelser, som ligger bag nogle af de væsentligste motiver til drab, nemlig jalousi, hævn og afmagt i forbindelse med afvisning. Det er derfor altafgørende, at man kan håndtere sin situation, når – ikke hvis – man i løbet af tilværelsen bliver ramt.«

Han bekræfter, at der er begået mange kvindedrab i løbet af 2014. Men han mener ikke, man så dermed skråsikkert kan konkludere, at der er tale om en tendens. For udsvingene fra år til år kan skyldes flere ting.

»Hvis man et år har for eksempel en bandekonflikt, som vi havde i 2013, hvor der er rigtig mange drab og drabsforsøg, så sker det, uden at hr. og fru Danmark er mere i risiko, end de ellers ville have været. Andre gange falder drabstallene, fordi lægerne er så gode, at de redder folk, som ellers ville have mistet livet på grund af knivstik eller skudsår.

Så nogle ender ikke i drabsstatistikkerne. Jeg har været rigtig længe i det her game, og en af de ting, jeg har lært, er, at tingene ofte ikke er, som de tager sig ud. Det er noget af det, man bliver rigtig skarp på gennem mange år som efterforsker,« siger Bent Isager-Nielsen.