Christian Rindbøl bliver manden, der overtager rollen som administrerende direktør i den afdøde milliardær Michael Henriksens koncern, MH Gruppen. Det sker efter den tragiske ulykke fredag den 5. september, hvor Michael Henriksen sammen med tre andre styrtede i døden i farvandet mellem Sjælland og Samsø. Det meddeler koncernen i en pressemeddelelse.

Man vil fortsat følge den plan, som Michael Henriksen havde lagt for virksomhedens videreførelse og meddeler endvidere, at advokat Finn Schwarz indtræder i bestyrelsen for MH Gruppen.

Læs også: Fire venner fløj i døden: Ny teori kan forklare helikopter-tragedien

- Der er naturligvis ingen, der til fulde kan erstatte en personlighed som Michael Henriksen, men han havde bestemt, at Christian Rindbøl, der har været med som direktør siden starten på MH Gruppen, indtræder som CEO i MH Gruppen, og at Hans Henrik Klovborg, der igennem mange år har været finansdirektør, fortsætter som CFO. Den øvrige organisation fortsætter uændret, men selvfølgelig uden Morten Friis, der også vil blive stærkt savnet.

Morten Friis var en af de i alt fire omkomne ved styrtet. Han var en betroet medarbejder i et af Michael Henriksens firmaer, Norrecco A/S.

Den betyder også, at driften af virksomhederne (City Container A/S, Norrecco A/S, City Container Fyn A/S, City Container CPH A/S, Farum Sten og Grus A/S) fortsætter uændret og med fuld styrke.

- MH Gruppen er kendt for at holde sammen og løfte i flok - og det ved vi, at alle vore medarbejdere vil gøre, lyder det samtidig i pressemeddelelsen.